Anmeldelse: Der er mere politik end romance i den nye ‘Shogun’

Når der blev råbt ‘Anjin-san’, vidste man, hvad klokken var slået. Dengang i 1980. Så var det blevet Richard Chamberlain-tid. I det år hærgede miniserien Shogun i det meste af verdenen og viste for første gang for det brede publikum, at der var noget fascinerende, cool og brutalt over den japanske samuraikultur i 1700-tallet. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke selv været gennem Kurosawas film.

Intriger og magtkampe

Det er på det tidspunkt, den britiske sømand John Blackthorne ankommer til Japan. På et skib under hollandsk flag er han og besætningen draget mod øst for at disrupte den handelslinje, portugiserne har siddet lukrativt på. Portugisiske jesuitter har banet vejen og har endda også forsøgt at omvende japanerne til at skifte til den kristne tro.

Da den ældste ‘war-lord’, ‘taiko’, dør, åbner det op for en vældig magtkamp mellem landets adelige herrer om at blive den næste ‘shogun’. En general eller en slags militær enehersker. Magtkampen har allerede simret i en del år og skabt rivaler og alliancer, og flere har rottet sig sammen mod en af de mest magtfulde og respektindgydende, Toranaga.

Fra sømand til samurai

På trods af, eller netop på grund af, jesuitterne bliver de fleste fremmede slået ihjel, langsomt (kogt), hurtigt (med sværd) eller brugt som slaver. Men Toranaga, som den snu mand han er, forstår, at Blackthorne kan være en gavnlig brik i hans spil.

Da Blackthorne samtidig kommer til at redde Toranagas liv ved et tilfælde, bliver englænderen belønnet med sit eget hus og tjenestefolk. Hele tiden assisteret af den smukke Lady Mariko, der kan tale engelsk og derfor fungerer som hans oversætter. Og ja, selvfølgelig opstår der forbudte følelser mellem de to.

Charmetrolden Chamberlain

Hele romancen mellem Mariko og John Blackthorne fyldte en hel del i den gamle tv-serie, for her blev Blackthorne spillet af Richard Chamberlain, der efter Dr. Kildare-serien kunne få hjerter til at smelte. Og endnu voldsommere blev fanbasen få år efter med serien Tornfuglene og en række eventyrfilm med figuren Alan Quaterman og actionfilm som Jason Bourne. På grund af Chamberlain var man investeret i, om Mariko og John nu ville få hinanden.

I den nye serie bliver kemien antydet, men sjældent foldet ud, hvilket er en mangel for de senere begivenheder. Anna Sawai (var med i Giri/Haji, Pachinko og Monarch: Legacy of Monsters) som Lady Mariko er fremragende, men Cosmo Jarvis som Blackthorne kæmper hele vejen igennem med sin karakter. Det kan være et spørgsmål om begrænset skuespilevne, men noget af Blackthorne-problemet handler også om, hvordan serien er skrevet.

En virkelig historie

Historien er baseret på James Clavells populære roman fra 1975, der gjorde meget ud af beskrivelserne af det feudale japanske samfund og de ‘sære’ skikke, japanerne havde. Blackthorne er førstehåndsvidne til, hvordan politiske intriger kan udspille sig, hvor det vitterligt gælder liv eller død for dem, der taber. Ikke bare for krigsherrerne selv, men også for hele deres familie, der bliver udryddet ved nederlag.

Og hvor vildt det end lyder, er historien om Blackthorne baseret på virkelige hændelser. Blackthorne hed ikke Blackthorne, men William Adams, men han var ganske rigtigt en britisk sømand, der kom til Japan og endte med at blive samurai under en de mest magtfulde ‘daimyo’, Tokugama Ieasu.

Et blik på det japanske

Her i 2024-udgaven har det politiske rænkespil fået lov til at fylde mest, hvilket er virkeligt spændende at følge. Det betyder også, at det mere er Toranaga, der er den reelle hovedkarakter end Blackthorne. Suverænt spillet med pokerfjæs af Hiroyuki Sanada.
En følgevirkning af det valg er, at historien bliver fortalt ‘indefra’ og ikke alene gennem en udefrakommende fremmeds blik på det for ham ukendte, det ‘fremmede mærkelige’, det ‘eksotiske’, det japanske.

Her går blikket også tilbage, som når japanerne med afsky betragter den uciviliserede måde, Blackthorne spiser med pinde på, og de ikke helt kan finde ud af, hvor dum eller intelligent han er.

Det dobbelte blik giver, ligesom i Tokyo Vices anden sæson, et mere troværdigt fundament at fortælle ud fra. Og er selvfølgelig også den mest politisk korrekte måde at fortælle på i vore tider. Her er det woke dog æltet så godt og elegant ind i historiefortælling og synsvinkler, at det ikke føles som en påklistret etiket.

Autentisk samurailiv

På den måde gør Shogun sig til velspillet underholdning med bund i. Serien er flot produceret, har stærke skuespilpræstationer og serverer politiske rænkespil så snu, at de er svære at regne ud på forhånd.

Serien er noget helt andet end 1980-udgaven, så de, der kan huske den, skal lige forventningsafstemme. Her er ingen charmerende Chamberlain, men til gengæld en mere autentisk skildring af det risikable samurailiv.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: