Serier | Nyheder

Sidse Babett Knudsen: "Jeg havde det, som om jeg havde spillet sammen med Marlon Brando"

Af
Signe Bjørg Granberg
23. januar 2025
Sidse Babett Knudsen
Sidse Babett Knudsen er lige nu aktuel i serien 'Prime Target' på Apple TV+ / Foto: Britta Pedersen/picture-alliance

Del artikel

Sidse Babett Knudsen er lige nu aktuel i thrillerserien 'Prime Target' på Apple TV+. Men det var lidt af et tilfælde, at hun endte med at medvirke i serien overfor en af tidens største mandlige stjerner.

Sidse Babett Knudsen slog igennem i Jonas Elmers 'Let's get Lost' i 1997, men det folkelige gennembrud kom for alvor et par år senere i Susanne Biers kæmpehit 'Den eneste ene'.

Siden er det blevet til adskillige film og serier i både Danmark og udlandet, blandt andet 'Borgen', 'Kød & blod', 'Efter brylluppet', 'Inferno', 'The Duke of Burgundy' og 'Westworld'.

For nyligt spillede Sidse Babett hovedrollen i Gustav Möllers fængselsfilm, 'Vogter', som hun også er nomineret til både en Robert og en Bodil-statuette for, og lige nu er hun aktuel i den internationale serie 'Prime Target' på Apple TV+.

Fra fængslende hovedrolle til birolle som professor i historie

Vi talte med den travle skuespiller op til premieren på 'Prime Target', hvori hun spiller Cambridge-historieprofessoren, Andrea Lavin, der er specialist i islamisk historie og er meget optaget af det mytiske bibliotek, 'The House of Wisdom'.

Sidse Babett Knudsen fortæller, at det krævede en del research at forberede sig til rollen som historiker:

– Jeg skulle lige finde ud af, hvad det var, Andrea gik op i, og jeg skulle sætte mig ind i den historie og periode. Jeg forestiller mig, at hun i det her meget kyniske miljø måske har været lidt naiv i det, at hun har troet på 'The House of Wisdom'. Hun har altid dyrket det på en meget humanistisk og nørdet måde, hvor hun håber på, at det findes.

Samtidig talte Sidse Babett Knudsen med adskillige historieinteresserede folk, som hun blev inspireret af, inden optagelserne gik i gang:

– Jeg hørte nogle foredrag og talte med en arkæolog, og så opsøgte jeg folk, som er passioneret omkring historie. Jeg husker også, da jeg mødte Dan Brown dengang (Sidse Babett medvirkede i filmatiseringen af Dan Browns 'Inferno' i 2016, red.), at han var superpassioneret og var lige ved at tude, når han så et artefakt fra gamle dage. Det her med at være et menneske, der bliver enormt berørt og påvirket og mærker energien fra nogle ting, som har foregået i gamle dage, det blev jeg inspireret af. Så der var både research på nogle af de ting, jeg siger, og på selve embedet og passionen.

Prime Target anmeldelse
Sidse Babett Knudsen og Leo Woodall i 'Prime Target'
Foto: Apple TV+

Det lå dog ikke nødvendigvis i kortene, at det lige skulle være 'Prime Target', der blev Sidse Babett Knudsens næste projekt, da hun havde færdiggjort den danske film 'Vogter':

– På det tidspunkt, jeg hørte om projektet, havde vi lige færdiggjort optagelserne på 'Vogter', og det var noget af det lykkeligste, jeg havde lavet i hele mit liv. Så jeg kunne godt mærke, at der skulle gå noget tid, før jeg kunne tage en hel historie på mine skuldre. Jeg skulle have en pause og havde egentlig tænkt, at jeg skulle ud at rejse, men så passede det mig godt, at det var en mindre rolle, hvor ansvaret ikke lå på mig, og jeg syntes, at genren var enormt tiltrækkende.

Det var seriens instruktør, der overbeviste Sidse Babett Knudsen om, at hun skulle takke ja til rollen:

– Jeg havde en samtale med instruktøren Brady Hood, som instruerer alle afsnit. Jeg kendte ham ikke fra tidligere, men jeg havde fået en lille smagsprøve på, hvad det var for en serie, og på det tidspunkt var serien ikke skrevet helt færdigt endnu. Han havde enormt meget overblik over alting, var involveret i de mindste detaljer i hele serien og kunne rumme det i sit hoved. Jeg har aldrig prøvet at være på en tv-serie, hvor det kun er én instruktør, ”der har den” hele vejen igennem, så det var jeg super tiltrukket af, og jeg kunne godt lide ham. Han sagde også med det samme, at han var meget interesseret i at bygge en rigtig karakter op om Andrea, og at vi skulle gøre det sammen. Han havde også set noget af det, jeg havde lavet før.

Den nye Marlon Brando

I 'Prime Target' har Sidse Babett Knudsen mange scener sammen med seriens hovedrolleindehaver, Leo Woodall. Og den unge brite er lidt af et "hot shot" i øjeblikket med seriesuccesser som 'The White Lotus' og 'One Day' på CV'et.

Woodall overraskede Sidse Babett Knudsen meget positivt, fortæller hun:

– Jeg havde kun set Leo i ’The White Lotus’, og der er han jo helt perfekt. Men jeg forestillede mig måske, at der derfor kom en flabet cockney-fløs ind ad døren, der var sådan ”jeg er superfed og up and coming og pisser mit territorium af”. Men så var han bare super tjekket og ordentlig.

Prime Target
Leo Woodall spiller hovedrollen i 'Prime Target'
Foto: Courtesy of Apple

Hun sammenligner endda Woodall med en af filmhistoriens helt store stjerner:

– Han er en virkelig fed fyr, som arbejder helt fantastisk. Første gang, jeg havde optaget med ham, kom jeg hjem og sagde, at jeg havde det, som om jeg havde spillet sammen med Marlon Brando. Andreas karakter er lidt en slags moderfigur for Edward, og det var SÅ sjovt at spille sammen med ham - en kæmpe oplevelse. Han har virkelig en energi og er til stede.

Frihed på settet

Sidse Babett Knudsen nød at arbejde med den udenlandske serie, og hun fortæller, at hun en gang imellem godt kan opleve en stor frihed i at være på set i udlandet:

- Der er en frihed i, at man ikke forventer noget bestemt af mig, og det er ret rart. Det gør, at jeg holder mig vågen, og det tager fokus lidt væk for mig selv. Jeg bliver tvunget til at afkode alle andre, og det er ret sjovt. Der er helt klart en anden energi, men det er mere i forhold til, hvilken rolle jeg spiller. Altså her i ’Prime Target’ spiller jeg jo en mindre rolle, og det var mere sådan, at jeg kom som en fremmed på settet, og at jeg skulle finde mig til rette i indercirklen. På ’Vogter’ f.eks. var det mig, der var i orkanens øje, og dem, der kom ind, skulle ligesom forholde sig til det.

Hun var desuden vild med den måde, instruktør Brady Hood gik til arbejdet på:

- Brady (Hood, red.) var meget sådan ”no bullshit”. Han har før arbejdet med Lone Scherfig, og han kender lidt den danske tone og vores flade hierarki, så det var også den stemning, der var på settet. Han var ret direkte, og der var ikke noget hierarki.

Nej tak til karriereplaner!

I forhold til, hvad fremtiden bringer, vil Sidse Babett Knudsen ikke lægge sig fast på noget specifikt:

- Jeg vil bare gerne fortsætte med at kombinere tingene, som jeg har gjort. Se, hvad der kommer, og hvad jeg har lyst til. Som her, hvor jeg gik fra ’Vogter’, der var en meget central rolle til at have en periode og en serie, hvor jeg læner mig mere op ad nogle andre, og hvor jeg ikke på samme måde skal tage ansvaret for historien.

Hun løfter dog sløret for, at hun gerne snart vil lave mere komedie, men også at hun ikke har en større plan for det hele:

- Det næste, der får mig til at grine, siger jeg ja til. Haha. Men de unge har nok mere en karriereplan. Jeg har aldrig haft en plan – og nu er det gudskelov for sent.

'Prime Target' kan ses på Apple TV+.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Nyheder