Serier | Nyheder

Søsterskab: Ny nordisk krimiserie får premiere til april

AfTrine Jerichau Roslev
16. marts 2022
Fra 'Sisterhood' / Foto: Viaplay

Del artikel

I en ny islandsk serie sættes jagten ind på at opklare et mord, der fandt sted for 25 år siden.


Viaplay disker op med endnu en krimiserie, når den islandske Viaplay Original-serie Søsterskab (originaltitel: Systrabönd) får premiere på streamingtjenesten.

Og det går ikke stille for sig. For i Island bliver skeletresterne af en ung pige fundet, og det viser sig, at pigen har været død i 25 år. Hvad der skete med den unge pige forsøger kriminalbetjenten Vera (Halldóra Geirharðsdóttir) sammen med sin kollega Einar at finde ud af.

De to betjente drages hurtigt i retningen af en lille gruppe tilsyneladende uskyldige kvinder; præsten Elisabet (Lilja Nótt Þórarinsdóttir), kokken Anna Sigga (Jóhanna Friðrika Sæmundsdóttir) og sygeplejersken Karlotta (Ilmur Kristjánsdóttir).

Frygt og skyldfølelse i 'Søsterskab'


Frygten melder sig i vennegruppen, for de tre kvinder har, siden de var teenagere, gemt på en hemmelighed, der kan ødelægge deres liv, hvis den kommer op til overfladen.

I seks afsnit får vi (forhåbentligt?) lov at sidde på kanten af sofaen, når Vera skal opklare det 25 år gamle mord, og de tre veninder skal kæmpe med den skyldfølelse, der har pint dem siden teenageårene.

Viaplay har tidligere udgivet Original-serien Den som dræber – Fanget i mørket, som er optaget i Danmark, og den nyligt udgivne Trom, der er optaget på Færøerne. Denne gang går turen til Island, hvor denne krimiserie Søsterskab er optaget. Den får premiere på Viaplay den 3. april.

Mærk skylden i traileren til 'Søsterskab'


Del artikel

Læs mere omViaplay

Andre Serier | Nyheder