Varm op til Halloween med ’Sunday’
Melvin Kakoozas populære fodboldserie vender tilbage med 3 specials, hvoraf den ene har premiere lige om lidt.
Hvis du heller ikke kan vente på, at VM i fodbold starter i slutningen af november, så har YouSee kuren. Komedieserien Sunday om den kenyanske fodboldspiller af samme navn kommer nemlig med en vaskeægte Halloween-special 6. oktober.
Omdrejningspunktet i det fiktive fodboldunivers er en såkaldt Halloween-kamp mellem Sundays klub FC Fredericia og ærkerivalerne fra Middelfart Boldklub. Helt i højtidens ånd indebærer det bl.a. en konkurrence om bedste udklædning og masser af løjer, hvor intet selvfølgelig går som planlagt.
De særlige Halloween-dobbeltafsnit er den første af tre Sunday-specials, der kommer i løbet af i år. 1. november kommer der således en VM-special, hvor landstræner Kasper Hjulmand medvirker, og 19. december kommer en nytårs-special.
Udover Melvin Kakooza er der glædeligt gensyn med de faste skuespillere i serien Anders Brink Madsen, Thue Ersted Rasmussen, Per Teglhus, Lars Hjortshøj, Kurt Dreyer og Birthe Neumann. Og blandt gæsterollerne finder vi komiker Brian Lykke og Bodil Jørgensen, som lige nu er aktuel Riget: Exodus.
Hvornår en regulær femte sæson kommer til at se dagens lys vides endnu ikke. Men indtil da og som opvarmning til det forestående VM i Qatar, kan man hygge sig i selvskab med Sunday og co.
Se trailer til Sunday Halloween-special
LÆS OGSÅ: Komediehittet ’Sunday’ har kick-off på fjerde sæson i september
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Ted Lasso rammer plet igen