Anmeldelse: ’Døtre’ burde vises til alle, der har mistet en forælder for tidligt

En stor familie er samlet omkring et spisebord. Man er travlt optaget med at indtage spaghetti med kødsovs. En lille pige sætter sig på skødet af sin mormor. Med ét udbryder pigen: ”Mine børn kommer ikke til at få nogen mormor. De begynder begge at græde og holder godt fast om hinanden.

På Hedvigs 10-års fødselsdag begik hendes mor selvmord. Hedvigs to søstre, Sofia, var 8 år, og den ældste, Maja, 16 år på det tidspunkt. I 2011, et år efter morens død møder filminstruktør Jenifer Malmquist pigerne og begynder at filme deres hverdag. 11 år senere har hun skabt et dybt bevægende værk om deres barndom, ungdom og begyndelsen af deres voksne liv.

Filmens fortælling er stykket sammen af to elementer. De tre søstres samtaler om deres sorg og savn og befriende upolerede og levende øjebliksbilleder fra deres nu voksne liv og fra deres barndom. Alt udspringer af pigernes dialog og klip fra nutid og fortid. Intet bliver forklaret. Man må som seer selv stykke fortællingen sammen.

Filmklipperens vigtige rolle

Filmen vandt to priser ved sidste års Guldbagge-galla (priser uddelt hvert år af den svenske filmindustri). En af dem var for Åsa Mossberg og Line Schous klipning, og det forstår man godt, for det her er en film, der viser, hvor vigtig filmklipperens rolle er.

Man klipper og kæder raffineret scener sammen, som når Hedvig spiser et måltid som voksen til et billede af, at hun indtager et måltid i barndommen. Og vi ser den yngste søster Sofia cykle på en vej som barn, og i næste klip går hun på den samme vej i sin ungdom. Redigeringen af materialet skaber en flydende og musikalsk fortælling.

Man sidder måbende tilbage af beundring. For det er mere end imponerende, at historien kan fortælles uden nogen forklaringer om døtrenes liv og få det til at fremstå så helstøbt.

Nuanceret stemning

At man følger Maja, Hedvig og Sofia over et helt årti gør, at man får en stærk fornemmelse for den udvikling, de går igennem. Og at vi ser dem i så mangefacetterede situationer, tilføjer en nuanceret stemning til beretningen.

Filmen skildrer sorgens komplekse væsen. En form for usynlig smerte, de tre søstre bærer med sig, og kan være rigtig svær for andre at forstå og forholde sig til. For Maja, den ældste søster, er det essentielt at bryde med de fordomme, folk har om moren, der var bipolar. Mange forestiller sig, at de haft en destruktiv mor, som hele tiden skiftede humør. Men virkeligheden er, at selvom hun var syg, var hun en nærværende og stabil forælder.

Den historie smelter elegant sammen med historien om de tre piger. For sorgen og savnet er en del af deres liv, men den fylder ikke hele deres liv. Filmen viser dette ved at fokusere på muntre hverdagsøjeblikke fra barndommen med gemmeleg i naturen, eller da deres frække hund nipper af de nybagte pandekager.

Vi ser dem gentagne gange vende tilbage til deres barndomshjem i det sydlige Sverige, det røde træhus, hvor de voksede op alene med deres mor – forældrene gik fra hinanden, da børnene var helt små. Vi er også med dem på arbejde og på uddannelse og i venners samvær.

Står stærkt i sin enkelthed

De tre søstre er hudløst ærlige. De fortjener en stor respekt for at stille sig så sårbare og åbne til rådighed for kameraet. Vi oplever utroligt bevægende, hvordan de både billedligt talt og med helt konkrete handlinger bærer hinandens sorg, når de holder om hinanden og tørrer hinandens tårer bort.

På intet tidspunkt tyr instruktøren til letkøbte greb for at få tilskueren engageret, som ellers ligger lige for, når temaerne er selvmord og sorg. Filmen er fuldstændig blottet for spekulation og sensation. Optagelserne af søstrene fanger perfekt den helt unikke stemning, som hverdagen har, og søstrenes samtaler føles så naturlige, at man skulle tro, at instruktøren havde optaget dem med skjult kamera.

Dokumentaren har ingen manipulerende musik med alt for mange strygere, nej, mange af scenerne er i stedet iklædt smukke stemningsfulde toner af orgel eller harmonika, som skaber en behagelig ro.

Instruktør Jenifer Malmquist har tydeligt haft et dybfølt ønske om at berette Maja, Hedvig og Sofias historie med, ærlighed, respekt og kloge nuancer. Filmen står stærkt i sin smukke enkelhed. Og på trods af sorgens smerte efterlader den en med en stærk følelse af håb.

Døtre burde vises til alle, der har mistet en forælder for tidligt. Egentlig bør den ses af alle større børn, unge og voksne. For det at miste nogen, man elsker, kan ingen mennesker komme uden om.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: