Anmeldelse: Dokumentarfilmen ’20 dage i Mariupol’ er rystende nødvendig

Krigens billeder er forbløffende ens.

Hvide eller grå bygninger med sorte sodtegninger fra hvor ilden har raseret, eller de kortvarige flammer fra en bombe eller raket har fundet vej ud. vinduerne er blevet smadret af trykbølgen, så glasskår ligger nede foran bygningen. Smadrede møbler og personlige genstande minder om, at her engang boede nogen.

Sådan ser det ud, hvad enten vi er i Gaza nu eller i Ukraine tilbage i marts 2022, hvor Rusland skiftede tempo fra små annekteringer til fuld invasion.

20 dage i Mariupol er en rystende dokumentar fra frontlinjen. Instruktør Mstyslav Chernov er ukrainsk videograf for Associated Press og befandt sig sammen med kollegaer i byen tæt på grænsen til Rusland, da invasion gik i gang.

Rettere sagt, tog de til Mariupol for at dokumentere begivenhederne. Mange af de ubehagelige billeder virker måske bekendte, og det er fordi, de har været brugt i nyhedsindslag verden over. Men her får vi mere.

At filmen er blevet den bedst indtjenende dokumentarfilm i Ukraines historie, er ikke så underligt. Det er et unikt vidnesbyrd fra en periode, hvor det så allermørkest ud for landets eksistens.

Krig er helvede

I takt med at dagene går, forsvinder flere og flere af de basale ting, vi normalt tager for givet. Vand, mad, strøm og internet forsvinder lidt efter lidt. Mariupol, som ligger ud til det Azovske Hav, er under belejring.

Luftalarmerne bliver hyppigere og hyppigere, og nedslagene fra det russiske artilleri kommer tættere og tættere på byen. Chernov og de andre journalister holder blandt andet til i nærheden af et hospital.

Kort tid efter at eksplosionerne har lydt, begynder ambulancerne og helt almindelige biler at ankomme.

Mange af de sårede er børn. De bliver yngre og yngre. Vi ser på et tidspunkt personale febrilsk prøve at redde et 18-måneder gammelt barn. De gentagne tryk på brystkassen i forbindelse med hjertemassagen er nytteløse.

Tårerne har allerede været til stede flere gange hos de tapre læger og sygeplejersker, men her får de frit løb hos nogle af dem. Moren knækker naturligvis fuldstændig sammen, da hun får beskeden. Og sådan ser vi flere billeder.

Folk er i sorg. Der er ikke megen opmuntring at komme efter. Plyndringer starter. Militæret er frustreret over at skulle bruge tid på at holde styr på byens borgere, når den russiske hær er lige udenfor portene.

Afmagten lyser ud af alle. Inklusiv Chernov, der med flere voice overs reflekterer over tingene. Folk og børn han overværer dø bliver nævnt ved navn som en sidste form for respekt. Et element, der ikke altid er råd til i løbet af krigen. Slet ikke, når der er så mange døde, at personalet bliver nødt til at bruge opbevaringsrum til at placere de døde i.

Og der er flere og mere grumme scener i 20 dage i Mariupol – krig er helvede.

Aldrig mere – indtil næste gang

Man skulle efterhånden tro, at vi mennesker har lært lektien om, at der ikke kommer noget godt ud af krig. For hver person der dør, kommer der tre, som vil hævne det.

Det er heller ikke dét, vi skal bruge en dokumentar som 20 dage i Mariupol til. Heller ikke til at (fortjent) hylde de journalister og hospitalsfolk, som gør alt, hvad de kan, med deres liv som indsats, for at redde andres.

Vi skal huske.

Huske følelsen af at se et lille barn dø, fordi nogen er sure på hinanden og bruger våben til at løse deres problemer. Vi skal huske den følelse, når vi prøver at ignorere nyhederne, fordi vi ikke lige har lyst til at blive konfronteret med en ubehagelig virkelighed.

Dermed ikke sagt, at man skal tage stilling. Men man må ikke kigge væk.

Når man kigger væk, er det, at uhyrligheder kan finde sted.

Og det er der, vi har brug for journalister som Mstyslav Chernov og hans kollegaer. Til at dokumentere det, der sker. Være vores vidner på stedet, når vi ikke selv kan være der.

Er det ubehageligt? Ja, det er faktisk svært at komme på en mere grum dokumentarfilm i år end 20 dage i Mariupol, hvor der udover de allerede beskrevne scener, også er dem, der er værre. Mest af alt, skærer det i sjælen at se menneskernes reaktion på det, som sker omkring dem. Se, hvordan frygten vinder større og større indpas i dem, samtidig med at de desperat forsøger at holde følelsen af afmagt på afstand – en forgæves kamp.

Med Jordan Dykstras uhyggelige, dystre underlægningsmusik fremstår billederne som værende et mareridt, man ikke har mulighed for at vågne op fra. Med 20 dage i Mariupol er det nødvendigt at se samtlige af de 94 minutter til ende. Filmen er nødvendigt must-see, men det kommer også til at gøre ondt.