TV | Anmeldelser

Anmeldelse: Hvad skal vi bruge TV 2-serien 'Anker' til?

Af
Claus Nygaard Petersen
27. december 2023
Anker anmeldelse
Lars Ranthe og Esben Dalgaard i 'Anker' / Foto: Henrik Petit / TV 2

Del artikel

Dramadokumentarserien i tre afsnit om den tidligere danske statsminister er vellavet med en veloplagt Lars Ranthe i spidsen, men også ganske forglemmelig.

Anker

Streamingtjeneste: TV 2 Play
Premieredato: 30. december 2023 på TV 2 Play og 7. januar på TV 2
Genre: Dramadokumentar
Instruktør: Bo Tengberg
Manuskriptforfatter: Bo Tengberg, Lone Leegaard, Nikolaj Peyk
Medvirkende: Lars Ranthe, Maria Rich, Ole Boisen, Natalie Madueño, Ole Lemmeke, Esben Dalgaard, Magnus Haugaard m.fl.
Land: Danmark
Antal afsnit: 3

Han fylder fysisk ikke så meget i landskabet, Anker Jørgensen (Lars Ranthe). Men hans position i moderne dansk politik er der ingen tvivl om ifølge TV 2's dramadokumentarserie Anker.

Instruktør og manuskriptforfatter Bo Tengberg skildrer fint i tre afsnit på lige omkring 42 minutter den tidligere socialdemokratiske statsministers indtog i dansk politik, der snarere var af nød end af lyst.

For da den daværende regeringschef Jens Otto Krag i huj og hast siger farvel og tak, peger han samtidig på fagforeningsmanden som sin afløser. Og den gode partisoldat Anker siger selvfølgelig ikke nej, når pligten kalder.

Gennem arkivklip og en voice-over – Anker, der fortæller sin historie – bliver tidsrammen sat for de dramatiserede scener. De er gæstimater lavet ud fra diverse samtaler med involverede, og hvad man har kunnet grave frem via udtalelser og erindringsbøger.

Handlingen er primært centreret omkring ”storhedstiden” fra 1972 til 1982, hvor han i to omgange var statsminister. Hvilket man dog ikke får det indtryk af igennem serien, hvor det umiddelbart virker, som om han var det i ét langt stræk.

Og det stiller meget passende spørgsmålet, hvad skal vi egentlig med Anker?

Den lille store mand

Først og fremmest, gør skuespillerne det godt.

Lars Ranthe er en ganske god Anker, hvor den både får fuldt flor på jovialitet og et indestængt temperament, som kun i særlige tilfælde kommer op til overfladen.

Resten opfylder deres opgaver, som de nu engang skal, hvor dem, der spiller genkendelige politikere, selvfølgelig har haft mere at arbejde med.

Det er lige på grænsen til karikaturfremstillinger, og omvendt indbyder formatet ikke til de store dybdegående karakterstudier. Kort sagt, har du set et nyhedsklip med en af de portrætterede politikere, vil du hurtigt genkende personen i Anker.

Det er ikke revy-karikatur, men det er lidt derhenad.

Vi får historien om Ritt Bjerregaards (Natalie Madueño) famøse hotelovernatninger i Paris på Hotel Ritz, og her kunne man med fordel have dykket ned i, hvordan Anker havde det med at tage fejl i sin vurdering. Men nej, det bliver til en scene, hvor man ser ham sidde og læse redegørelsen fra kommissionen og se lidt bedrøvet ud, og så er dét det.

Videre til det næste, hvor vi også får Erhard Jakobsen (Ole Lemmeke), der står og brokker sig på trappen, eller Mogens Glistrup (Esben Dalgaard), som med den distinkte accent sælger søde skattelettelsesdrømme til alle, der vil høre dem.

Men vi er stadig ikke kommet nærmere, hvad vi rent faktisk skal bruge dramadokumentarserien til?

Som historiemateriale er den på ingen måde fyldestgørende nok. For mange detaljer bliver ikke berørt, og i bedste tilfælde fremstår serien som en af de slags pamfletter, man får på vej ind til et museum.

Som dramaserie er der, med al respekt for de involverede, intet at komme efter. Der er ingen nerve i samtalerne, fordi de alle ved, hvor det skal bære hen. Og så kommer Anker ikke rigtig ud for nogen udfordringer i serien. Der bliver ikke gået i dybden med de politiske problemer, han havde og stod overfor. Han tøffer til og fra kontoret på Christiansborg og råber lidt af Glistrup i en tv-duel, bum.

En Erhard på vejen, er tegn på kaos i Danmark

Så hvad skal vi bruge Anker til?

Ikke noget.

Det er ren nostalgi, hvor man fisker efter at appellere til publikums længsel efter de gode gamle dage, hvor en socialdemokrat var noget, man vidste, hvad var – hvilket serien indirekte påpeger, at det gjorde man ikke.

Det var den store opbrudstid med en masse nye partier, og derfor skulle de eksisterende re-definere, hvad deres identitet skulle være fremadrettet. Men det bliver der ikke dvælet ved i Anker.

I stedet er det dramatiseret Wikipedia-nedslagspunkter omkranset af arkivklip for at give kontekst.

Og stadig hænger spørgsmålet, hvad skal vi bruge Anker til, ubesvaret i luften.

For serien, og indirekte Bo Tengberg, giver heller ikke noget svar. Man kan godt se, hvor det ville have været spændende, hvis man havde turdet gå planken fuldt ud og lave det som en ren dramaserie med det efterhånden trælse prædikat ”inspireret af virkeligheden”.

Men det er ikke det, vi får serveret på skærmen.

Det er fint, vellavet og meget forglemmeligt.

Så er det langt mere interessant at læse de mange biografier om de forskellige politikere, inklusiv Anker selv. Politikeren var tidligere modstandsmand, og alene den del kunne have været genstand for to virkelig spændende afsnit.

Men det er ikke det, vi er endt med, og vi ved stadig ikke, hvad vi skal bruge Anker til.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre TV | Anmeldelser

Mest læste