Anmeldelse: I ‘Squid Game: The Challenge’ overgår virkeligheden fiktionen

Virkeligheden overgår nogle gange fantasien, og intet kunne være mere sandt, når det kommer til Netflix’ hidtil største succes, serien Squid Game. En serie, der fulgte karakteren Seong Gi-hun (Lee Jung-jae), der i desperat økonomisk nød melder sig til et gameshow. Et show, hvor deltagerne bliver slået ihjel, efterhånden som de taber, så der til sidst kun står én vinder tilbage.

Ingen dør, naturligvis, i det virkelige gameshow, der nu følger op på fiktionsserien, Squid Game: The Challenge. Kun symbolsk, i hvert fald, med et skud paintball. Men tro ikke, at det tager noget af spændingen eller fascinationen, for virkelighedens gameshow har rigeligt af begge dele.

Som i serien er der udvalgt 456 deltagere. Størstedelen er fra USA og UK, men der er også deltagere fra resten af verden. Og præmien er 4,56 mio. dollars – en svimlende sum, der da også er den hidtil største præmie i et gameshow nogensinde.

Fra serie til gameshow

Som seer fristes man måske til at tro, at man kender spillet, reglerne og smutvejene, når man har set serien, men det er garvede folk, der står bag showet, så alt følger ikke handlingen i den sydkoreanske fiktionsserie. Det er det britiske Lambert Studio, der står bag transformationen, og de forstår at lave et show, der virker. De har bl.a. også skabt konceptet Forræder, der har haft stor succes på TV 2.

At man ikke ved alt, bare fordi man har set Hwang Dong-hyuks serie, finder deltagerne snart ud af. Som da de skal spille Dalgona, legen, hvor man skal få en kage ud af en cirkel dej, uden at den knækker.

At man kan spytte på dejen, jovist, det ved alle, men hvordan finder holdene ud af, hvilken skabelon de skal tildeles? Hvordan skal fire holdledere blive enige om, at ét hold skal have den nemme trekant og et andet den svære paraply?

Hvilke strategier, der virker, og hvordan deltagerne håndterer både sig selv og spillene er baseret på en hel del adfærdspsykologi, og det er her, Squid Game: The Challenge for alvor bliver spændende. For konstant i baghovedet, spørger man sig selv: Hvordan ville jeg reagere?

Psykologien er sjovest

De psykologiske adfærdstests er også en nødvendighed i gameshowet, når man ikke kan tegne karakterer ad fiktionens vej. For hvordan skal vi ellers lære deltagerne at kende? Det er her, vi opdager, hvem der mest tænker på sig selv, og hvem der har alliancer med andre.

Som et lille hjælpegreb møder vi også nogle af deltagerne i pre-optagede interviews, hvor vi hører om, hvorfor de har meldt sig til showet, og hvad de drømmer om at bruge pengene på, hvis de vinder. Meget ofte ender det med tårevædede bekendelser, der godt kan gå lidt på nerverne i længden, men man forstår, hvorfor klippene er nødvendige.

Garvet tv-håndværk

Den store udfordring med et non-scripted show som dette er, at man som showrunner ikke kan vide, hvilke deltagere man skal satse på. Man kan risikere, at en deltager, man følger, ryger ud i næste konkurrence.

At afhjælpe den situation har krævet et hav af kameraer, for man har været nødt til at optage så mange reaktioner hos deltagerne som muligt. Dét i sig selv er optage- og klippearbejde, der kan give selv den mest garvede tv-teknikker svedige håndflader, og det siger noget om den erfarne produktion, når det alligevel lykkes.

Efterhånden som spillet skrider frem, lærer vi dermed også flere og flere af deltagerne at kende, så man kan finde sine egne favoritter og hadeobjekter.

Ikke af nød

Allerede inden premieren har showet fået en del kritik. Den største anke er, at gameshowet har misset hele pointen med historien i Squid Game. Den, der siger, at intet menneske skal ofre sig selv eller sin moral i et spil om penge. Hvor lydhør man er overfor den kritik, må være op til den enkelte seer.

Showrunnerne har som forsvar påpeget, at deltagerne netop ikke er valgt ud fra, at de har brug for pengene. Men at de vil bruge dem på at få en drøm opfyldt. Deri ligger der trods alt en væsentlig stor forskel.

Sin egen lykkes smed

Det rører dog ikke ved, at nogle af udfordringerne er temmelig udspekulerede. Nogle ville måske ligefrem sige ondskabsfulde. Nogle deltagere har udtalt, at det er det hårdeste, de nogensinde har været med til.

Som tilskuer må man bare sige, at det er kosteligt tv. Der er neglebidende spænding, følelsesmæssige rutsjebaneture og sym- og antipatier, der fyger i luften undervejs. Du får lyst til at råbe af dit tv, og du græmmes over skræmmende gruppementaliteter.

I afdækkelsen af menneskelig adfærd under pres afspejler showet vores tid og en kultur, hvor individualismen er gud, enhver er sig selv nærmest, og man er sin egen lykkes smed. Det er tankevækkende.

Som gameshow betragtet, bliver der spillet på alle tangenter, og det er så dygtigt lavet, at du hurtigt bliver afhængig og må se mere. Meget mere. På den måde gør Squid Game: The Challenge sig til et af de bedste gameshows i nyere tid, der næsten slår fiktionen. Og svaret på dit sidste spørgsmål er ‘ja’. Du kan faktisk melde dig til næste runde og blive deltager i sæson 2.