5 grunde til, at du ikke kan stoppe med at se 'Forræder'
Normalt betyder fredagsunderholdning på TV 2 Vild med dans eller X Factor, men de seneste uger har det nye format Forræder taget danskerne med storm.
Forræder er et slags hyggekrimi-mysterium med 18 deltagere, der i løbet af otte afsnit skal prøve at finde ud af, hvem der er forrædere i spillet, og hvem der er loyale. Der er lagt flere gameshow-elementer ind undervejs, og der er også en pengepræmie på spil, men drivkraften er deltagernes evne – eller mangel på samme – til at finde ud af, hvem forræderen/forræderne er i blandt dem.
Ifølge Nielsen var programmet i sidste uge det mest sete i Danmark med knapt 700.000 seere (sammenlagt fra TV 2 og TV 2 Play).
Vi har her samlet fem grunde til, hvorfor programmet er et hit!
1. Hvem har gjort det?
Hvem kan ikke lide at gætte med på en lille who-dunnit-krimigåde i bedste sendetid? Når man følger Forræder-deltagernes forsøg på at lure, hvem de kan stole på, og hvem de skal tage sig i agt for, er det lidt som at se en krimiserie, hvor man ved, hvem morderen er, uden at efterforskeren gør. Det er en god drivkraft for underholdningsfaktoren, at man kan kloge sig på andres bekostning.
2. Holder man med de loyale eller forræderne?
Det er altid sjovt, når det ikke er indlysende, om man skal holde med "de gode" eller "de onde". Som udgangspunkt vil de fleste nok være tilbøjelige til at holde med heltene i spillet (de loyale), men hvis skurkene (forræderne) er tilpas snedige og formår at spille spillet, fristes man til at heppe på dem i stedet. Og uden at afsløre for meget er det svært ikke at nære stor kærlighed til forræderne her.
3. Hvordan ville man selv spille spillet?
De fleste seere af Forræder har nok på et tidspunkt spurgt sig selv – eller diskuteret med den/dem, de ser programmet med – hvordan de ville agere, hvis de selv var deltagere i spillet? Kan man holde på en hemmelighed? Ville man stikke sine medspillere i ryggen, hvis det betød, at man selv overlevede? Ville man være bedst som loyal eller forræder? Og hvor meget kan man egentlig stole på andre mennesker?
Er reality ved at udkonkurrere dansk tv-dramatik?
4. Hvad sker der nu?
Hvert afsnit slutter på en cliffhanger, hvor man som seer enten ikke ved, om der er en ny forræder, der er blevet sat i spil, eller hvem af de loyale, der har måttet lade livet i nattens løb. På den måde kan man frustreret få lov til at vente fra uge til uge på, hvordan spillet forløber, og om ens favoritdeltager også er med i næste afsnit eller ej.
5. Tine Gøtzsche-effekten
Der må sidde en programredaktør og være så taknemmelig for, at han/hun har castet Tine Gøtzsche til det her program. Ingen onde ord om de øvrige 17 spillere, der alle er mere eller mindre kendte mennesker fra underholdningsbranchen, men de når ikke Tine Gøtzsche til sokkeholderne. Hvorfor det forholder sig sådan, skal man se programmet for at forstå, men der er ingen tvivl om, hvem stjernen i det her spil er!
Forræder kan ses på TV 2 Play og TV 2, og der kommer et nyt afsnit hver fredag. Der er i skrivende stund 6 afsnit tilgængelige.