TV | Nyheder

Hvad skete der i 7. afsnit af 'Forræder'? Vi gør status over den seneste episode

Af
Signe Bjørg Granberg
24. maj 2024
'Forræder' sæson 2
En af de taktisk klogeste spillere i denne sæson af 'Forræder' har været Melissa, der har ramt rigtigt med flere teorier undervejs / Foto: Lotta Lemche / TV 2

Del artikel

Med finalen lige om hjørnet spidsede det gevaldigt til i ugens afsnit af 'Forræder', og sæsonens helt store spiller gik endnu en gang sejrrigt fra det runde bord.

Obs! Artiklen indeholder spoilers for syvende afsnit af Forræder, så læs med på eget ansvar!

"Jeg er helt lost", konkluderer Birgit ved morgenbordet efter sidste uges forvisning af Sara, der var loyal. Det passer meget godt med den konklusion, vi også nåede frem til her på redaktionen – nemlig at de loyale er forvirrede som aldrig før ved starten af denne uges episode.

Over natten er Emil K. blevet myrdet i et taktisk smart move fra forræderne, og det efterlader Emil T. som hovedmistænkt. En teori, Bjarne straks hopper med på.

I dagens udfordring skal de vælge to spillere, der skal "kunne lidt af hvert". Valget falder på Heino og Bjarne, og ifølge Heino er det noget juks, for det eneste, han vinder ved det, er et forklaringsproblem.

Udfordringen ender dog med at sende netop Heino i våbenkammeret, og han vælger at tage begge tvillinger med, til stor frustration og undren for specielt Melissa.

Og man må give Melissa, at hun har vist sig at være den, der spillet igennem har haft bedst blik for, hvad der faktisk er op og ned. Hun lader sig ikke nøje med en god forklaring, men tænker videre og er taktisk klog. Hendes eneste problem er, at hun ikke definitivt kan bestemme sig for, hvad hun skal mene om den gode (læs: forræderiske) Heino Hansen.

I våbenkammeret ender Emil T. med en daggert og Heino med en fredning, hvilket imidlertid viser sig ikke at få den store betydning ved aftenens runde bord.

Her fortsætter Heino Hansen-showet nemlig, idet han – efter at have teaset for det hele dagen – fremlægger sin noget kringlede teori om, hvorfor de to forrædere må være Pernille og Bjarne.

Man kan ikke lade være med at have en lille smule ondt af Pernille på dette tidspunkt, eftersom hun netop har sænket paraderne og valgt at stole på Heino igen. Naivt, ja, men forståeligt. Som en af tvillingerne også konkluderer, må man jo være "syg i skallen, hvis man stemmer på sin medforræder så tæt på finalen".

Men som sagt, så gjort, for "Vi er her jo ikke for at hygge", som Heino siger. Og eftersom Hr. Hansen efterhånden har fået vundet en del godtroende sjæle over på sin side, ender det ikke blot med at være ham, der stemmer på Pernille ved det runde bord, men overtallet af selskabet.

Højmark er nu en saga blot, og Heino står umiddelbart stærkere end nogensinde, før finaleafsnittet i næste uge.

Nu skal der så myrdes en loyal i nattens mulm og mørke, og mon ikke Heino gør klogt i at vælge Melissa, hvis han ikke vil outes næste gang?

Forræder kan ses på TV 2 Play og på TV 2 fredag kl. 20.00.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omTV 2 PlayTV 2Dansk

Andre TV | Nyheder