TV | Nyheder

Hvad skete der i anden uge af 'Bachelorette'? Vi gør status over de seneste tre episoder

Af
Signe Bjørg Granberg
16. maj 2024
'Bachelorette'
De tilbageværende mænd ved ugens roseceremoni i 'Bachelorette' / Foto: Lotta Lemche / TV 2

Del artikel

TV 2's populære datingprogram er tilbage med en ny sæson, hvor de to bachelorettes, Lissa og Sofie, skal forsøge at finde kærligheden i Sri Lanka.

Obs! Artiklen indeholder spoilers for episode 4-6 af Bachelorette, så læs med på eget ansvar!

Anden sæson af Bachelorette er i fuld gang, og vi begynder at lære de to bachelorettes og de tilbageværende mænd lidt bedre at kende.

Og så alligevel ikke. For det er immervæk lidt af en øvelse at give "screentime" til alle de ivrige bejlere, og således er der – ligesom i sidste uge – et par stykker, hvor man stadig ikke kan huske, hvad de hedder, når de i glimt toner frem på skærmen.

Ugen starter dog med en solo-date for hver af pigerne med to mænd, som man ikke er i tvivl om, hvem er, nemlig jahat-Mads og nye-Anders.

'Bachelorette'
Mads er en af de heldige fyre, der kommer på solodate i denne uge med Sofie
Foto: Lotta Lemche / TV 2

Sofie og Mads virker ærlig talt som det perfekte match, og optimisten/jahatten/hyggefransen Mads er nærmest den mandlige version af Sofie. De to finder hurtigt melodien på daten, og måske vi bare skal kalde den allerede her? Mads vinder Sofies hjerte til sidst – eller han kommer i hvert fald langt!

Lissa og Anders har også en god date i et ultravarmt bumletog (shit et pres at sidde der og svede for fulde gardiner, imens man skal forsøge at holde en samtale kørende for rullende kameraer).

Det bliver dog historien, som Anders i krydsklip fortæller til kameraet i en anden setting, der er mest interessant. Anders har nemlig hidtil kun datet mænd, og han er i tvivl om, hvorvidt han skal spille med åbne kort eller ej over for Lissa. Han vælger – for nu – det sidste.

'Bachelorette'
Anders er på solodate med Lissa i denne uge af 'Bachelorette'
Foto: Lotta Lemche / TV 2

Begge mænd sikrer sig en rose efter daten, og det luner jo altid i kampen om at få lov at blive en uge mere.

På ugens anden date, der er en dobbeltdate, bliver taleskriver-Jacob og tatovør-Daniel inviteret med på teplukker-date. Verdens kedeligste koncept umiddelbart, men de får da begge tiltusket sig en rose fra Lissa, der hele tiden har haft et godt øje til specielt Jacob.

Hjemme i ungkarlehyblen drejer snakken sig om, hvem der har spidse albuer (hej player-Peter!) og hvem der føler, de skal mere frem i skoene. Som udgangspunkt har mændene en "gentlemen agreement" om at give plads til hinanden, men alligevel er der mange, der føler sig overset.

Selvsamme aftale huer da heller ikke de to bachelorettes, da de bliver bekendt med den til ugens roseceremoni. Kvinderne savner nemlig mere initiativ fra mændene generelt.

Til ingens overraskelse er det da også netop to af de mænd, der ikke når at få talt med pigerne, nemlig Ragnar og Alexander, der ikke får en rose i denne uge. Ragnar har nærmest heller ikke leveret en eneste replik til kameraet, så vi er ikke just overraskede.

Ikke verdens mest sindsoprivende uge i Bachelorette-land, men vi skal jo også lige i gang!

Anden sæson af Bachelorette kan ses på TV 2 Echo og TV 2 Play fra tirsdag-torsdag de næste syv uger.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre TV | Nyheder