Serier | Guides

Taylor Sheridans 10 bedste film og serier

AfClaus Nygaard Petersen
13. december 2022
Yellowstone sæson 5
Yellowstone sæson 5 / Foto: SkyShowtime

Del artikel

En af de mest populære mænd i Hollywood lige nu er skuespiller, manuskriptforfatter, instruktør og serieskaber Taylor Sheridan. Her er hans 10 bedste film og serier.


Udstyret med en af de største kontrakter i tv-historien leverer han konstant serier til SkyShowtimes amerikanske filialer, og publikum strømmer til. Og med den nyeste serie Tulsa King lige udkommet og næste epos i Yellowstone-universet 1923 lige på trapperne, er det passende tid at gøre status.


Den officielle debutfilm, gyseren Vile, er ikke at finde på denne liste. Grunden til det er, at Sheridan selv ikke rigtig anerkender den og mere tænker på den som en tjeneste, han gjorde for en ven, der ikke kunne overskue at fuldføre produktionen.


LÆS OGSÅ: Taylor Sheridan: Den nye konge i serieland

Her er listen over Taylor Sheridans bedste film og serier:



  1. Hell or High Water

  2. Sicario

  3. Yellowstone

  4. 1883

  5. Wind River

  6. Tulsa King

  7. Sicario 2: Day of the Soldado

  8. Those Who Wish Me Dead

  9. Without Remorse

  10. Mayor of Kingstown


1. Hell or High Water (2016)


Perfekt er et ord, man sjældent bør pådutte en film. Men prædikatet passer faktisk meget godt på Hell or High Water. Instrueret af skotske david Mackenzie og med manuskript af Taylor Sheridan er dette det ypperste indenfor neo-western-genren.


Filmen lægger ud med et bankrøveri i Texas. Brødrene Toby (Chris Pine) og Tanner (Ben Foster) har brug for penge, ellers bliver familiens ranch overtaget af netop moderselskabet til de bankfilialer, de røver. Det er en kamp mod tiden. Mod deadlinen for, hvornår pengene skal falde. Og så er det bare et spørgsmål om tid, før de to Texas Rangers Hamilton (Jeff Bridges, som blev Oscar-nomineret for bedste mandlige birolle) og Parker (Gil Birmingham) får fundet frem til dem.


Sheridan blev også fortjent Oscar-nomineret for sit manuskriptarbejde og medvirker ganske kort i filmen i en af dens slags roller, der er blevet hans signatur efter berømmelsen rigtig har taget fat: Som en cowboy, der driver en kvægflok på tværs af vejen. Neo-westerens godfathers bedste værk er must-see for alle fans af hans arbejde, den meget specifikke genre, og ikke mindst, rigtige gode film.


Hell or High Water kan ses hos Filmstriben og Viaplay.



2. Sicario (2015)


Sicario er filmen, hvor verden for første gang lagde mærke til navnet Taylor Sheridan for andet end skuespil. Med mesterinstruktøren Denis Villeneuve (Arrival, Dune) som dirigent og en perlerække af datidens og nutidens stjerner både foran og bag kameraet, er filmen en af de bedste thrillers på denne side af årtusindeskiftet.


Omdrejningspunktet er FBI agenten Kate Macer (Emily Blunt), der bliver involveret i USA's mere lyssky kamp mod de mexicanske narkokarteller. Titlen referer til det spanske ord for snigmorder og er synonym med den tidligere mexicanske anklager Alejandro (Benicio del Toro), der søger hævn over sin families mordere.


Intensiteten er næsten kvælende og afdøde Jóhann Jóhannssons pulserende underlægningsmusik, ligger som et olmt, snerrende bæst hele filmen igennem. Der er så meget talent involveret i Sicario – Roger Deakins underkønne billedside, wauw – at selv det halve ville have skabt en god film. Men vigtigst af alt, så fornemmer man også tydeligt de neo-western tematikker og motiver, der er blevet synonym med Taylor Sheridan.


Sicario kan ses hos HBO Max, Viaplay og C More.



3. Yellowstone (2018)


Mammut-neo-western-serien over dem alle, og flagskibet i Taylor Sheridan-forretningen. Efter en middelmådig første sæson af Yellowstone – som er skabt sammen med John Linson – kom der for alvor knald på i anden ombæring.


Dutton-familien og dens konflikter med nærmest alt og alle, som krydser deres vej, fremstår som en moderne pendant til 80’er-serien Dallas. Der er intriger, så langt øjet rækker, og forretningsfolk kan flyves ind fra kysterne.


Serien indvarslede også Sheridans tiltrækningskraft på især ældre skuespillere. Kevin Costner har hele karrieren igennem haft en fod solidt plantet i westerngenren og er intet mindre end fremragende som den ordknappe, men holdningsstærke ranchejer, patriarken John Dutton. Læg dertil hans fandenivoldske datter Beth (spillet superbt af Kelly Reilly), en af de mest interessante karakterer i serieverdenen, og Yellowstone fremstår som en ustoppelig maskine.


Yellowstone sæson 1-5 kan ses hos SkyShowtime.



4. 1883 (2021)


Den eneste rigtige western fra Taylor Sheridans side er også en god en af slagsen. 1883 er en prequel til Yellowstone, hvor vi her i gamle dage følger Dutton-familiens vej til Montana.


Det er en benhård og nådesløs vej dertil, hvor ens yndlingskarakterer konstant er i overhængende fare for at miste livet. Hollywoods bedste overskæg sidder på veteranen Sam Elliot. Og han leverer karrierens bedste præstation som den pensionerede soldat Shea Brennan, der skal eskortere nybyggerne sikkert frem til deres destination.


Tabet af hans kone og datter til kopper fylder enormt i ham, hvor kun stædighed og pligtfølelse afholder ham fra at tage livet af sig selv. Det er en af den slags karrieredefinerende roller, som for altid vil være synonym med skuespilleren. Hvis det ikke havde været fordi, Elliot havde udtalt sig tomhjernet omkring portrætteringen af Benedict Cumberbatchs homoseksuelle cowboy i Netflix-filmen The Power of the Dog, ville Elliot højst sandsynligt også have høstet anerkendelse ved prisuddelingerne i Hollywood.


1883 kan ses hos SkyShowtime.



5. Wind River (2017)


Så kommer vi til Taylor Sheridans ”rigtige” spillefilmdebut. Og hvilken en af slagsen!


Instruktøren havde fra start et motiv for at lave Wind River: Han ville sætte fokus på de mange indfødte amerikanske kvinder, der bliver voldtaget og myrdet i USA. Og det netop sådan et mord, der er omdrejningspunktet i filmen.


Jeremy Renner spiller skovbetjenten Lambert, der tre år forinden mistede sin datter under mystiske omstændigheder. Sammen med Elizabeth Olsens FBI-agent Banner, forsøger han at opklare, hvorfor den 18-årige Natalie døde nøgen ude i midten af ingenting.


Det er en rå og brutal krimithriller, hvor Nick Cave og Warren Ellis’ hypnotiske underlægningsmusik perfekt sætter rammen for den ubarmhjertige fortælling.


Wind River kan ses hos Filmstriben, Viaplay og SkyShowtime.



6. Tulsa King (2022)


Det siger lidt om niveauet af Taylor Sheridans værker, når den ellers voldsomt underholdende Tulsa King ikke ryger i top-5. Men selvfølgelig, meget kan ske i fremtiden. Og Sylvester Stallone-serien har et umanerligt charmerende trumfkort, der har det med at rejse sig op, lige meget hvor mange gange, han bliver banket ned.


For det er veteranen Sylvester Stallone, der er den helt store oplevelse i Sheridans nyeste serie. Han hygger sig tydeligvis som gammel New Yorker-gangster, der bliver sendt til sydstaten efter at være blevet løsladt efter 25 år i brummen.


Tulsa King virker umiddelbart som en komedieversion af The Sopranos, hvilket måske ikke er så underligt. Showrunneren er nemlig ingen ringere end Terrence Winter, som havde en finger med i spillet i ikke færre end 25 afsnit af den ikoniske serie. Desuden selv stod bag en anden gangsterserie på HBO, nemlig Boardwalk Empire. Starten på Stallone-serien lover godt, og spørgsmålet er, om den ikke kun bliver bedre, jo flere sæsoner den får.


Tulsa King kan ses hos SkyShowtime.



7. Sicario 2: Day of the Soldado (2018)


Stefano Sollima og Taylor Sheridans første samarbejde er også duoens bedste. Filmen foregår efter den originale Sicario, og denne gang er fokus på den karismatiske snigmorder Alejandro (Benicio del Toro). Igen er der problemer med mexicanske karteller, så CIA og agent Graver (Josh Brolin) hidkalder den effektive dræber.


En kidnapning af en narkobarons datter forløber ikke gnidningsfrit, så kampen for at komme tilbage til USA fra Mexico viser sig nærmest umulig. Men intet er umuligt for den, der bærer nok kugler i maskinpistolen til at meje skurkene ned.


Udover at være ekstremt voldelig, på grænsen til det nihilistiske, fremstår Sicario 2: Day of the Soldado som en gedigen actionbasker, uden så mange dikkedarer.


Sicario 2: Day of the Soldado kan ses på HBO Max, Viaplay og C More.



8. Those Who Wish Me Dead (2021)


Taylor Sheridans seneste spillefilm er måske også en af titler, som har skuffet mest. På trods af selveste Angelina Jolie i hovedrollen som brandmanden Hannah med speciale i skovbrande blev filmen en kommerciel og finansiel skuffelse. Simultan udgivelse på streaming og i biografer gjorde bestemt heller ikke noget godt for indtjeningen.


I sig selv er Those Who Wish Me Dead en ganske habil actionfilm, uden at man dog rigtig bliver fænget af historien. Nogle lejemordere kommer til Montana i jagten på et vidne i en mafiasag fra Florida. Vidnets søn Connor slipper væk med de afgørende beviser, lige før hans far bliver slået ihjel.


Hannah finder Connor, og kampen står nu om at undgå morderne og få indleveret beviser til myndighederne. Der er smadder på fra start til slut, og filmen fungerer perfekt til en råkold vinteraften, hvor hjernen skal slås fra, og øretæver langes ud.


Those Who Wish Me Dead kan ses på HBO Max.



9. Without Remorse (2021)


Sammen med medforfatter Will Staples (Call of Duty) leverer Sheridan manuskriptet til denne origin-movie, Without Remorse. Hovedpersonen er soldaten John Kelly (Michael B. Jordan), der ufrivilligt bliver viklet ind i et komplot, som ender med at koste hans kone livet.


Besat af hævn indleder han et blodigt hævntogt, der trækker tråde til både Rusland og toppen af den amerikanske regering og spion-netwærk. Kelly er bedre kendt som den ikoniske soldat John Clark fra den amerikanske spion-forfatter Tom Clancys fiktionsunivers.


Italienske Stefanos Sollima sidder i instruktørstolen for anden gang på et Sheridan-manuskript. Resultatet er et blodigt og intenst actionbrag, hvor hovedrolleindehaver Michael B. Jordan gør, hvad han med det ellers simple manuskript.


Without Remorse kan ses hos Prime Video.



10. Mayor of Kingstown (2021)


Historien om den fiktive by Kingstown, hvor der er syv fængsler inden for en radius af lidt over 11 kilometer, er interessant på papiret. Med McLusky-familien i spidsen forløber serien som en rimelig standard gangsterserie, dog med det vanlige Sheridanske westerntouch.


Jeremy Renner (bueskytten Hawkeye fra Marvel-film og -serier) har tidligere vist prøver på talentet i lignende roller. Fåmælte machomænd, der under overfladen er et virvar af følelser. Som den midterste af tre brødre er hans Mitch-karakter endnu en i rækken, der ikke hæver sig over det gængse.


Det er sammenbidte mænd, der taler med andre sammenbidte mænd om ting, der får dem til at se bistre ud. Mayor of Kingstown har potentiale til mere, og det bliver interessant at se, om anden sæson formår at løfte niveauet, så den passer til serieskaberens andre serier.


Mayor of Kingstown kan ses på SkyShowtime.


Del artikel

Andre Serier | Guides