Anmeldelse af Sex Education sæson 2
Man kan nemt spejle sig i seriens karakterer, og det er en ret speciel oplevelse at se serien, når man er i slutningen af 20’erne – fordi du kan spejle dig i og forstå både de unge og deres følelser, men også forældrenes.
Dating i alle aldre er besværlige, men i sæson to gør de det normalt, at det ikke altid er nemt eller hurtigt at date – faktisk er dating-problemer ofte noget, der virker enormt genkendeligt for en seer. Det bliver også normaliseret, at sex kan gå galt – og det er okay.
Derudover begynder serien allerede lige på med en montage af Otis (Asa Butterfield), der onanerer som bare pokker, og det sætter scenen for resten af serien: hurtig på aftrækkeren, sjov, tæt på og endnu mere klar i mælet, end første sæson var. Det er også meget tættere på i form af de forskellige emner, der bliver taget op i løbet af serien – og denne gang er det emner, der er tunge og sjældent bliver bragt op i en serie, specielt ikke en, der er rettet mod teenagere.
Moren dater kærestens far
Lige de to er også en kærkommen ændring til serien; det er rart at se et ældre par forsøge at få tingene til at fungere, når det ikke altid ser ud, som om det kan fungere.
Igennem hele serien kan man spejle sig i dating og de første, akavede seksuelle debuter, mens de dybere problemer og meninger skinner igennem på samme, stærke måde som i første sæson: med retning, mening og dybde.
Stærke sideløbende historier
Det er dog mest af alt de tidligere biroller, der i den grad har fået lov til at træde frem i sæson to. Aimee (Aimee Lou Wood) er specielt en af de karakterer, som i første sæson virkede til at være en birolle, der bare var der for humoren (den dumme blondine), og i sæson to har hun virkelig fået en karakter-opbygning, der slår hårdt igennem.
Hendes oplevelse i bussen med en mand, der onanerer op ad hende, som hun først tænker som en mindre irritation, men som vokser sig til, at hun slet ikke kan være i bussen eller være intim med sin kæreste, er én af de stærkeste sideløbende historier igennem sæson to – den slår hårdt og går direkte i hjertet, når man ser hende forsøge gang på gang at stige på bussen, men ende med at gå i skole.
Erics historie om at finde kærligheden er også dyb og virkelig fantastisk, og den bringer accept af sig selv og sin seksualitet frem i lyset – det er næsten hjerteskærende at se Eric blive overrasket over, at hans nye kæreste, Rahim (Sami Outalbali) ikke er bange for at holde ham i hånden eller kysse ham i offentligheden. Dette kommer specielt efter Adam (Connor Swindells) ellers hårdføre måde at vise interesse, som kun skete i mørket. Det bliver en normalisering af homoseksuelle ægteskaber og forhold.
Adams udvikling er også noget, man skal sætte pris på. Hans eventuelle forståelse for hans egen seksualitet, forståelse af hans mor og venskab med Ola, er en af de historier, der virkelig bringer et smil på læberne.
Maeve og Otis har udviklet sig
Specielt Maeve har fået noget af en udvikling med at bryde med de stereotyper omkring hende. Hun omfavner sit kloge hoved, egen udvikling og hun tør mere i denne sæson end før. Maeve kæmper for at komme tilbage i skolen, mens hun også kæmper med sit privatliv.
Hendes mor (Anne-Marie Duff) dukker nemlig op med Maeves halv-lillesøster og lover, at hun har været fri for stoffer i et år og bare gerne vil tilbage i Maeves liv. Derudover har Maeve fået nye naboer, der er lige dele irriterende, snedige og sjove, der ender med et specielt (og sarkastisk) venskab med Isaac (George Robinson), drengen i en kørestol.
Otis er derimod blevet mere akavet og til tider uudholdelig. Det er uden tvivl en overlagt beslutning af manuskriptforfatterne, fordi han var så god en karakter i første sæson – denne gang bliver han faktisk lidt af et røvhul, og det er også en ændring, der faktisk ikke gør noget. Det udvikler karakteren så meget, at det næsten bliver en hel sidehistorie om at være tilpas i den krop man er i, og at det er okay, at man er vred en gang imellem – uden at man selv ved hvorfor.
Sårbare emner behandles i Sex Education
Sex Education
Det er lige til at tude over, når en gruppe af piger – blandt andet med Maeve, Ola og Aimee – snakker om de forskellige oplevelser, de har haft med seksuelle overgreb, for til sidst at tage bussen sammen og støtte Aimee. Faktisk græd jeg som pisket under hele sekvensen, fordi deres oplevelser og samhørighed giver mening og ringer klart som kvinde – det virker reelt og virkeligt.
LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af Sex Education sæson 1
Der er også fokus på, hvordan depression, stress, PTSD og hjertesorg både kan føles og se ud, og det bliver tydeliggjort uden at blive stigmatiseret – det bliver forklaret, forstået og accepteret på en måde, jeg ikke har set i en serie før. Sociale stigmaer bliver også taget op og behandlet nænsomt og med respekt, som jeg virkelig sætter pris på.
Der bliver snakket om seksualiteter på en ny måde, og jeg må indrømme, at jeg igen kom til at knibe en tåre, da Jean (Gillian Anderson) får en elev ind, som føler sig i stykker på grund af sin aseksualitet (som for øvrigt også sjældent ses i serier) og Jean svarer: ”Sex fuldender dig ikke, så hvordan i alverden skulle du kunne være i stykker?”
Sæson 2 fortsætter ad samme smukke vej som sæson 1
Mest af alt er jeg bare glad for, at Sex Education er fortsat i samme retning som første sæson – de har en mening, og de underviser næsten på samme tid, og det bliver aldrig alt for pinligt at se med. Det er virkelig en serie, jeg elsker at se, og som jeg ville ønske havde eksisteret, da jeg var teenager.
Sæson 2 af Sex Education får 6 ud af 6 hjerter fra mig og et par kleenex med oveni hatten!
Instruktør: Ben Taylor
Manuskript: Laurie Nunn
Medvirkende: Asa Butterfield, Gillian Anderson, Ncuti Gatwa, Emma Mackey m.fl.
Afsnit: 8
Dansk premieredato: 11. januar 2020
Dansk streamingtjeneste: Netflix
LÆS OGSÅ: Nye serier på Netflix i februar