Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Ted Danson er i topform som undercover-agent på et plejehjem

Af
Claus Nygaard Petersen
21. november 2024
Anmeldelse af A Man on the Inside på Netflix
Foto: Colleen E. Hayes / Netflix

Del artikel

Netflix-komedieserien ’A Man on the Inside’ med Ted Danson er fyldt med gode grin og hjertevarme øjeblikke.

A Man on the Inside

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 21. november 2024
Genre: Komedie
Serieskaber: Michael Schur
Medvirkende: Ted Danson, Mary Elizabeth Ellis, Stephanie Beatriz, Lilah Richcreek Estrada m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 8

Hvis du i forvejen synes, det er svært at vedligeholde dine venskaber, skulle du prøve at gøre det, når du er over 70, og dine venner dør omkring dig.

Sådan er virkeligheden for mange ældre, og sådan er det også for Charles (Ted Danson) i komedieserien A Man on the Inside på Netflix.

Serien er baseret på den chilenske dokumentarfilm The Mole Agent og har nogenlunde samme handlingsforløb.

A Man on the Inside anmeldelse
John Getz, Sally Struthers, Ted Danson og Stephen McKinley Henderson i 'A Man on the Inside'
Foto: Colleen E. Hayes/Netflix

Charles er enkemand og er havnet i en rutine, hvor han holder sig for sig selv det meste af tiden. Hans datter Emily foreslår ham derfor, at han får sig en hobby, og lidt uforvarende besvarer han en annonce i den lokale avis.

Privatdetektiven Julie (Lilah Richcreek Estrada) søger en ældre mand til at gå undercover på et plejehjem. Hendes klients mor har nemlig fået stjålet en værdifuld halskæde, og der er ingen spor.

Da Charles har et nogenlunde kendskab til elektronik, vælger hun ham til opgaven. Selvom han ikke ligefrem er en mesterspion, kommer han alligevel ubesværet ind på plejehjemmet.

A Man on the Inside anmeldelse
Wyatt Young, Deuce Basco, Ted Danson og Lincoln Lambert i 'A Man on the Inside'
Foto: Colleen E. Hayes/Netflix

Cozy-crime-elementet med Charles, som leder efter den forsvundne halskæde og tyven, er primært bare en undskyldning fra serieskaber Michael Schur for to ting. For det første at vise Ted Dansons fremragende komiske talent og for det andet at give et hjertevarmt indblik i, hvad det vil sige at være i livets sidste stadier.

Og begge dele lykkes A Man on the Inside med rigtig godt.

Gylden, gammel komedie

Det er ikke en hvem som helst, der er afsender på Netflix-serien.

Schur fik sin start på sketchprogrammet Saturday Night Live og var en af de mange kreative kræfter på The Office. Som serieskaber er han blandt andet ophavsmand til Parks and Recreation, Brooklyn Nine-Nine og den ofte oversete perle The Good Place, som Ted Danson i øvrigt også medvirkede i.

Nu er duoen sammen igen, og det er tydeligt, at Schur ved præcis, hvordan han skal stykke tingene sammen, så skuespilleren stråler stærkest.

A Man on the Inside anmeldelse
Stephen McKinley Henderson og Ted Danson i 'A Man on the Inside'
Foto: Colleen E. Hayes/Netflix

Dansons tørre og lidt akavede humor kommer fint i spil, for Charles er lidt en klummergøj, der ikke helt har sine sociale færdigheder i topform.

Hans kone døde for bare et år siden, og før da passede han hende i deres hjem. Hun led af demens, og man mærker tydeligt, hvilke spor det har sat i ham.

Ted Danson er dygtig til at levere stemmen, der er lige ved at knække af sorg, men i sidste øjeblik kommer under kontrol. Man har lyst til at give Charles et kæmpestort kram og fortælle ham, at det nok skal gå.

A Man on the Inside anmeldelse
Ted Danson og Susan Ruttan i 'A Man on the Inside'
Foto: Colleen E. Hayes/Netflix

Der er en fast kerne af plejehjemsbeboere, han interagerer med. Flirtende gamle damer, jaloux pensions-Romeoer og gode venner, som giver ham en fornyet lyst til at leve livet.

Også stedets bestyrer Didi (Stephanie Beatriz) har en sjov funktion, der, som alle personer i serien, har mere at byde på, end man lige umiddelbart skulle tro. For Brooklyn Nine-Nine-fans er det pudsigt at se Beatriz være så rolig og uadvendt i forhold til hendes tidligere karakter, den lukkede og 'ikke-så-meget-pis'-politikvinde Rosa Diaz fra Nine-Nine.

Hjertevarm i en kold tid

I det hele taget er det lidt et slaraffenland af dygtige skuespillere, som popper op i de forskellige roller i A Man on the Inside.

Den er velcastet, og der er ikke nogen af skuespillerne, som overskygger den karakter, de spiller. Der er et formål med alt i komedieserien, og den gennemførthed ses ned i de mindste detaljer.

A Man on the Inside anmeldelse
Veronica Cartwright og Stephanie Beatriz i 'A Man on the Inside'
Foto: Colleen E. Hayes/Netflix

Hvert afsnits titel er for eksempel en fin lille omskrivning af berømte spionværker (bøger, film, serier). En fed detalje, som giver et lille smil på læben og elegant sætter tonen for, hvad det pågældende afsnit kommer til at indeholde.

Men det er i høj grad den måde, hvorpå A Man on the Inside behandler sine personer og temaer på, som gør, at den udmærker sig. Med stor værdighed kommer vi ind på demens, sorg og ensomhed. Tre emner, der fylder umanerligt meget i et menneskes liv. Især hvis man er af den ældre slags.

A Man on the Inside anmeldelse
John Getz og Ted Danson i 'A Man on the Inside'
Foto: Netflix

Med otte afsnit af lige omkring en halv time hver, fortæres A Man on the Inside snildt på en aften. Det er nok en af de mest velstrukturerede komedieserier lige nu, og ikke et sekund føles overflødigt.

Ted Danson er i topform og resten af castet – hvor der også er en enkelt cameo eller to – er veloplagte perfektioner over hele linjen. Der er så meget hjertevarme i serien, at den kan tø selv det koldeste vinterhjerte op, og den går direkte i hjertekulen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser