Anmeldelse: ’Sherwood’ er en af den slags krimiserier, som tager bo i dig

Der er atter noget, der ulmer i Sherwood-skoven ved byen Nottingham i ’Sherwood’ sæson 2, og det er ikke Robin Hood og hans lystige svende.

Tværtimod er der tale om et nyt mord, som igen ripper op i fortidens traumer.

I første sæson af den britiske krimiserie, som foregår få år før den nye, vækkede et mord smertelige minder fra minestrejkerne i 1984-1985. De politiske kampe rev nærmest samfundet midt over. Mellem dem, der støttede strejkerne, og dem, der var imod.

Minernes lukning resulterede i voldsom fattigdom og høj arbejdsløshed. For de var områdets primære indtægtskilde, og staten satte intet i stedet. Hvilket førte til en voldsom stigning i kriminalitet og bander, der sloges om magten i området.

Men da sæson to starter, befinder vi os i en slags fredstid. Kriminalitet og fattigdom er der stadig, men banderne bekriger ikke længere hinanden.

Da Nick Branson fra Branson-banden bliver slået ihjel af pusheren Ryan Bottomley, hvirvler gammelt had imidlertid op, og konsekvenserne bliver så voldsomme, at det lammer samfundet. Mere af handlingen skal vi ikke løfte sløret for her.

For ’Sherwood’ er en af den slags fortællinger, hvor man helst skal vide så lidt som muligt, inden man ser den.

Stivner af skræk

Historien byder på et væld af karakterer. Men det bliver aldrig et problem. For det velskrevne manus giver med få undtagelser karaktererne stor psykologisk dybde, og historiens begivenheder forbinder personerne elegant med hinanden. Serien er som en masterclass i både skuespil og manuskript.

Vi bliver introduceret for Ann (Monica Dolan) og Roy Branson (Stephen Dillane), som mister deres søn, Nick, der har styret Branson-banden. De er skrupelløse, manipulerende og så skræmmende, at det er svært at finde ord for.

Særligt Ann er uhyggelig. Hendes blik får folk til at stivne af skræk.

Den helt igennem hæderlige DCI (Detective Chief Inspector) Ian St. Clair, der var en af hovedkaraktererne i første sæson, bliver spillet med stærkt nærvær af David Morrissey.

Han arbejder ikke længere for politiet. Nu er han ansat i en organisation, der arbejder med forebyggelse af kriminalitet. Hans mål er at skabe et alternativ for de unge, der bliver tiltrukket af kriminalitet og hjælpe dem ud, som er fanget i det.

”Policing needs a change” og ”We can’t force ourselves out of social problems” siger han. Men på grund af den voldsomme situation indvilliger han – noget modvilligt – i at komme midlertidigt tilbage i en stilling, som hans chef kalder ”civillian oversight”. Men i praksis agerer han som før.

Går direkte i nervebanerne

’Sherwood’ er stærk i brugen af kontraster. Den dystre og dramatiske historie bliver fortalt i et langsomt tempo. Nogle scener er nærmest dvælende. På den måde kravler mørket endnu mere ind under huden på seeren.

Samtidig er billederne ofte tonet i smukt lys, som er utrolig behageligt at se på.

Kontrasterne kan også mærkes, da en familie bliver udsat for et attentat i deres hjem. Her bliver lyden af klassisk musik ledsager til skuddene, som flyver om hovederne på dem.

Musikken, som går direkte i nervebanerne, er et kapitel for sig.

Dybe cellotoner trækkes ud, så det lyder smerteligt. Andre steder lægger celloen bundklangen, og lyse toner af violinspil lægger sig ovenpå. Samlet skaber det en dissonans, som giver en følelse af utryghed.

Ventetiden er lang

James Graham, som har skrevet ’Sherwood’, er selv vokset op i området, og serien er løst baseret på hans egne oplevelser.

Et af manuskriptforfatterens største talenter er hans evne til at skabe mangefacetterede personer. Særligt de karakterer, som er så ubehagelige, at man får lyst til at ruske dem.

Men så folder manus og skuespillerne nye facetter af personerne ud, og man kommer til at føle en dyb sympati for dem. Det kunne så nemt blive sentimentalt eller virke søgt. Men i stedet føles det uhyre ægte og sandt.

Yndlingseksemplet er den unge Ryan (James Huntingdon). Udadtil er han en afstumpet kriminel. Men når han er sammen med sin handicappede lillesøster Stephie (Bethany Asher) forsvinder alt det usympatiske, og han bliver med ét til det mest opmærksomme og kærlige væsen.

Alt det tilsammen bringer ’Sherwood’ på niveau med hovedværker i krimigenren som ’Happy Valley’ (2014) og ’Unforgotten’ (2015). Det er en af den slags serier, som tager bo i en.

BBC har heldigvis annonceret en tredje sæson af ’Sherwood’.

Så nu er der kun ét at gøre. Hvis du ikke har set den første del, så start med dén, inden du åbner op for den nye. Har du allerede set den første, så gense den, inden du ser den nye.

For ventetiden på næste kapitel i ’Sherwood’ kommer til at føles lang.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: