Hovedrollen bliver spillet af 'Good Guy' Penn Badgley, som jeg førhen kun havde set i Gossip Girl, så jeg havde absolut ingen forventinger, andet end at serien måske ville være fin baggrundsstøj.
Jeg kunne ikke have taget mere fejl.
Serien You handler om en boghandler, Joe Goldberg (Penn Badgley), der møder en ung, smuk kvinde, Guinevere, (Elizabeth Lail) i sin butik og forelsker sig hovedkulds i hende, til et punkt hvor det faktisk bliver til stalking, og intet skal komme i vejen for ham og deres kærlighed – lige meget hvad det kræver.
You balancerer på en hårfin grænse mellem giftig maskulinitet, besiddertrang og det digitale liv – kombineret med kærlighed, komedie, at gøre grin med rige folk og den er ærligt talt fuldstændig sindssyg. Den er mørk, dyster og skør i bolden – lidt ligesom hovedrollen er – men den er også hurtig og vittig i nogle af dens tvists, som gør det til lidt af en speciel serie-oplevelse.
Vi følger Joe fra det øjeblik han ser Guinevere (som bliver kaldt Beck) og vi hører alle hans tanker, hvordan han decoder alt, hun gør – hendes tøjvalg, hendes måde at gå, stå og se på, så det kan passe ind i hans forskruede narrativ; han gør alt hvad han kan, for at lære hende at kende uden rent faktisk at tale med hende, så han kan slange sig ind på livet af hende (hvilket involverer en sindssyg scene, hvor han onanerer, mens han kigger på hende gennem hendes vindue).
Han møder selvfølgelig bump på vejen, specifikt møder han Becks kæreste/bolleven, der er Hipster med stort H, der forsøger at skabe sit eget sodavandsfirma, mens han knalder til højre og venstre og tager coke. Ham tager Joe sig af på sin egen forskruede måde.
Man er fanget i Joes hoved, og hører på hans fuldstændigt forskruede verdenssyn – og hvordan han gør alting logisk og rigtigt. Selv, at stå og glo ind ad Becks vindue, mens hun skifter tøj.
Verden, som You gør sig i, er ikke særlig stor – vi oplever Joes butik (med den creepy kælder, der rummer dyre bøger – og et menneske, en gang i mellem), Becks lejlighed, og nogle små scener andre steder. Der forekommer en klaustrofobisk fornemmelse gennem serien, som ikke er helt uvelkommende; det passer til den bizarre og underlige oplevelse, som serien er.
Alle karakterer er både fantastiske og forfærdelige; Joe, som er stjernepsykopat og stalker, men som egentligt mener det godt (tror jeg), Benji (Becks bolleven), spillet af Lou Taylor Pucci, er fuldstændig opslugt i sig selv og siger ting som: Det ser godt ud på dig… Den ekstra vægt. Til Beck. Becks bedste veninde, Peach Sallinger (spillet af Shay Mitchell) er fuld af nedværdigende bekymring og selv Beck, som vi ser gennem Joes øjne, er forfærdelig på nogle punkter.
Normalt er det ikke ligefrem fedt at se en serie fyldt med forfærdelige mennesker, men det er faktisk det, der gør serien holdbar og værd at se. Alting afhænger af seriens evne til at balancere mellem det dybt forfærdelige og seriøse, til ting der er skidte og sjove – og serien gør noget rigtig godt i form af at skildre, hvordan de sociale medier fylder i vores hverdag.
Penn Badgley spiller rollen så enormt godt, at jeg faktisk hadede ham lidt – han er så god til at balancere rigtig grimme ting, med sødme og charme, og det giver ham en fantastisk balance. Man er nemlig godt klar over, at han er syg i hovedet, men man kan ikke lade være med at kunne lide ham bare en lille smule; specielt når han interagerer med sin nabos søn, Paco (Luca Padovan), og hjælper ham, når tingene er svære, og det fremhæver den side af Joe, der ikke er helt forfærdelig.
Filmografien er også i top – der er scener, jeg havde lyst til at se igen, udelukkende på grund af kamera-vinklerne, eller en smuk dans mellem skuespillere. En nævneværdig scene er, mens Beck og Joe ruller rundt i hans lejlighed og får deres freak på, formår Joe at fjerne alle beviser på at han ved noget om hende; en svedig sportstrøje, underbukser, hendes gamle telefon, og det hele er udført mesterligt.
Selvfølgelig er der svage punkter i serien, tilmed dårlige steder, men det kan undskyldes ellers ses bort fra; det er en serie, der kan overleve Joes sindssyge hipster-tanker om bøger og sociale medier (der er mange af dem, og jeg synes ikke at de alle sammen burde have været der), eller Beck der konstant flipper frem og tilbage mellem at være forelsket i Joe og sur på ham.
Serien viser virkelig, at det ikke ville være sjovt at leve i en rom-com, og at kærlighed virkelig gør blind; alt i alt er You en serie, der kryber under huden på en, og gjorde i hvert fald at jeg tjekkede om mine gardiner var trukket for.
You kan ses på Netflix.
Læs også: Derfor elsker jeg gyserserier
Læs også: 5 bedste serier på Netflix i 2018