Her er Karl Ove Knausgårds 10 bedste bøger

At læse Karl Ove Knausgård er en susende oplevelse. Han skriver let om det svære og går helt tæt på hverdagens dramaer og trivialiteter, så det bliver gribende genkendeligt.

Norske Knausgård er en storslået forfatter, måske den største nulevende i Skandinavien overhovedet, fordi hans store murstensromaner og essays er imødekomne og åbne og hans lange, omfangsrige romaner levende. Man ser fjordene og elvene for sit indre blik, dufter næsten skovene og bærer skammen og angsten, som er forfatterens store følelsesmæssige temaer, men også forelskelserne og glæden med sig, mens man læser.

Knausgårds romaner er oversat til flere end 30 sprog, og han har vundet et hav af priser. Når man taler om Nobelprisen, er han ofte på bordet som en kandidat.

Så hvad er hans bedste romaner, hvilken rækkefølge skal man læse Karl Ove Knausgårds bøger i, og hvad passer til ens egen læsestil? Der er masser at komme efter fra søde, livsopløftende essays skrevet til en spæd datter til gruvækkende horror og magisk realisme.

Og så selvfølgelig det altoverskyggende mesterværk, Min kamp. Her er Karl Ove Knausgårds 10 bedste bøger.

1. Min kamp 1-6
2. Morgenstjernen
3. Ude af verden
4. Årstidsbøgerne
5. Alting har en tid
6. Sjælens Amerika
7. Så meget længsel på så lille en flade
8. Hvorfor skriver jeg?
9. Fuglene under himlen
10. Hjemme – ude

1. Min kamp 1-6 (2009-2011)

Min kamp er et monumentalt værk, der spænder over mere end 4.000 sider og seks bind. Skriften er drevet af en eksistentiel motor, et behov for at stå sig selv gennem både smerten og forløsningen ved den dominerende fars død. Men også den store kærlighed, den kunstneriske proces og selve jeget og følelserne som fænomen berøres.

Værket er kontroversielt, fordi Min kamp som såkaldt autobiografi bruger virkelige menneskers navne og Knausgårds betragtninger af dem. Min kamp er også banebrydende, fordi den med sin virkelighedsbrug, sit hjemmegående mandeportræt og sin kompromisløse selvudlevering har skabt helt nye forudsætninger for, hvad stor litteratur kan være.

Men bedst er den som en roman, der næsten er umulig ikke at spejle sig selv helt i.

For Min kamp giver en følelse af at læse om sig selv. Sin egen barndom, frygten for mørke gange og fars vrede. Eller ungdommens besættelse af de andres tanker om én, mødet med den opslugende kærlighed, den voksnes skuffelse over aldrig helt at lykkes med at finde ro og lykke i kernefamilien.

Min kamp er trods sine mange, mange sider en besættende læseoplevelse, der vil stå tilbage som en af de største, man kan få i løbet af et menneskeliv.

2. Morgenstjernen (2020)

Knausgård træder langt væk fra sine realistiske hverdagsskildringer og helt over i det overnaturlige i Morgenstjernen, det magisk realistiske og horroren, når han i romanerne beskriver, hvordan en stor stjerne, der varmer som en sol, pludselig står og bager på himlen.

Så begynder mystiske ting at ske. Krabber i massevis forlader havet og kravler ude på vejene, og fugle lander i store sværme i folks haver. De døde holder op med at dø, mærkelige væsner viser sig i skovene. Unge piger bliver vanvittige og taler i tunger. Er stjernen et varsel om de sidste dage, om Himlens snarlige genkomst på jord – eller er porten til helvede åbnet?

Men som i mange andre af Knausgårds romaner er der også afstikkere, essays om talende træer og gamle bibeltekster.

Morgenstjernen er ikke for sarte sjæle, men bestemt for mennesker, der elsker litteratur! Den fjerde bog i romanserien, der indtil videre består af Morgenstjernen, Ulvene fra evighedens skov og Det tredje rige, udkommer til oktober og har fået titlen Natskolen.

3. Ude af verden (1998)

Knausgård fik en storslået debut i 1998. Kristeligt Dagblads Svend Skriver kaldte ham i anmeldelsen SUPER-DEBUTANT (hans brug af versaler). Efter udgivelsen og den megen hyldest indtraf en skrivekrise hos Knausgård, der først langt senere udkom med en opfølger, Alting har en tid fra 2004.

Ude af verden er inspireret af Vladimir Nabokovs kontroversielle klassiker om den meget voksne Humbert Humberts grooming af den 12-årige Lolita. I bogen følger vi Henrik, en ung både megaloman og selvhadende forfatterspire fra Kristianstad, der rejser til en udørk i Nordnorge for at undervise på en skole der. Han forelsker sig i den 13-årige Miriam.

Det er forkert, det føles forkert, og Henrik er en romankarakter, man med rette også føler afsky for. Men Knausgård skriver den forkerte forelskelse frem som noget smukt, storslået og – værst af alt – genkendeligt.

Romanen blev den første debut nogensinde, der vandt den største litterære pris i Norge, Kritikerprisen.

4. Årstidsbøgerne (2015-2017)

Karl Ove Knausgård har et væld af børn, og da hans nu ekskone Linda Brostrøm, der også er forfatter og optræder – mere eller mindre frivilligt – i Min kamp, var gravid med barn nummer fire ud af fem, begyndte Knausgård på sin lille essaysamling på fire små bøger til datteren.

Årstidsbøgerne handler om den verden, hun ville møde, om de fænomener, der findes her. Bøgerne vil vise datteren det gode, meningen med det hele. Særligt rørende måske også hende selv, hans kærlighed til det lille væsen, der møder ham, da hun endelig bliver født ind i verden.

”Med sin årstidscyklus har Knausgård skrevet et værk til trøst, en bogserie til opbyggelse, et forsvar for traditionen som nøgle til forståelse af nutiden,” skriver Kristelig Dagblads kulturredaktør, Michael Bach Henriksen, i sin anmeldelse af Om foråret.

De er opkaldt efter årstiderne, Om efteråret, Om vinteren, Om foråret og til sidst Om sommeren.

5. Alting har en tid

Titlen Alting har en tid er taget fra Prædikernes Bog, og vi er ubestridt i bibelland.

I romanen følger vi Kain og Abel inden det afgørende brodermord, ligesom vi er helt tæt på Noah, da Syndfloden rammer. De klassiske bibelfigurer bliver levende og smålige, håbefuldt drømmende eller selvdestruktive skamtyngede, som Knausgårds karakterer altid er det.

Vi følger også den italienske engleforsker Antinous Bellori, der med klassisk Knausgård-essayistik beskriver englene og deres historie. Forskeren, der lever i 1500-tallet, mødte dem som barn, de havde kolde øjne. Resten af livet er han på sporet af dem for at forstå, hvad han så dengang.

Og så er Henrik fra debuten Ude af verden tilbage. Han bor for sig selv, gemt væk fra verden på en lille ø, ovenpå skandalen med pigen Miriam. Også han bliver besat af englene, og det hele strikkes sammen i et større billede til sidst.

6. Sjælens Amerika (2014)

Karl Ove Knausgård er en formidabel essayist, der virkelig kan få en til at stoppe op og tænke over det store i den lille hverdag. Egentlig slutter Min kamp famøst med en proklamation. Knausgård er efter det sidste bind af mammutværket ”ikke længere forfatter”, men kort tid efter udkom Sjælens Amerika altså.

Bogen består af 17 essays om de klassiske Knausgård-emner som døden, kunsten og skriveriet. Sjovest er teksten om Den brune hale. Altså lort.

Knausgård er blevet lige dele kritiseret og hyldet for at skrive (for meget) om opvask og vasketøj, men her gør han det altså til en stor litterær oplevelse at komme med ham på toilettet. Mærkeligt nok ender det hele som en indsigtsfuld beskrivelse af menneskets forbundethed til kropslige forløsninger, såsom orgasmer og altså også glæden ved at komme på kummen i tide …

7. Så meget længsel på så lille en flade (2018)

Knausgård er, udover en utrolig belæst litterat, også uddannet kunsthistoriker fra Universitetet i Bergen. I 2017 kuraterede han en udstilling på Munch-museet i Oslo med landsmandens mindre kendte værker.

Det kom der en fremragende lille bog ud af, Så meget længsel på så lille en flade, hvor Knausgård både beskriver, hvor stærke Edvard Munchs glemte billeder er efter de berømte symbolske værker fra 1890’erne. Her malede han fortrinsvis landskaber, træer og promenader tæt på det lille hus, han boede i. Ifølge Knausgård er de ladet med følelser og stemninger, som så man Munchs stemninger med hans egne øjne. Knausgård går tæt på malerens indelukkede psykologi, hans store træk mod ensomheden.

I øvrigt har Joachim Trier, den Cannesnominerede filmskaber bag Verdens værste menneske, lavet en lille dokumentar om udstillingen, The Other Munch. Knausgård skifter mellem at tale lavmeldt messende om Munchs malerier af kålmarker (også dem ser han døden i) og at stå bøjet af skam blandt alle de besøgende ved udstillingen, overvældet af sin egen (forestillede) uformåen.

8. Hvorfor skriver jeg? (2019)

Et lille, undseligt essay på bare 75 sider, men også en virkelig god indføring i både det at skrive, men bestemt også det at læse. De to ting er nemlig uløseligt forbundet med hinanden for Karl Ove Knausgård.

Forsøger man at komme med et godt svar på, hvorfor man skriver, bliver det hurtigt banalt, mener han, fortænkt og dermed også kunstigt og uægte. Man skal med andre ord ikke have en idé eller en plan med sig selv som forfatter, som skrivende.

I stedet beskriver han i Hvorfor skriver jeg? glæden ved at forsvinde ind i Troldmanden fra jordhavet, Ursula K. Le Guins børnebogsklassiker som dreng. At skrive godt er også sådan, at forsvinde ind i teksten og derigennem ud i den verden, der opstår i det indre, i det følelses-, indtryks- og tankevirvar, man møder her.

9. Fuglene under himlen (2019)

Fuglene under himlen føles som en (vellykket) skriveøvelse fra Knausgårds side. Romanen, der absolut er den korteste fiktive fra hans hånd, handler om tre kvinder fra tre forskellige generationer. Vi følger den unge voksne, Line, der er taget hjem til barndomsgården med en tung bagage.

Moren bliver sygeligt bekymret for sin datter, der virker indelukket og trist. På gården bor også den gamle mormor, der er handicappet af alderdom.

Titlen er inspireret af Søren Kirkegårds lille tekst om det simple liv, om at være lykkelig i sin ubekymrethed som Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Men hele tiden er der fuglemotiver i novellen, der ødelægger harmonien, truende krager og dueunger, der måske ikke når at blive store. Og de tre kvinder går igen og igen på tværs af hinanden.

10. Hjemme – ude (2015)

Nu er det jo EM-sommer. Sammen med forfatterkollegaen Fredrik Ekelund har Knausgård udgivet brevværket Hjemme – ude, der består af brevudvekslinger de to imellem i sommeren 2014, da der var VM i Brasilien.

Ekelund er selv i landet for at følge kampene, men også stemningen, på nært hold. Han er Brasilien-fan og har skrevet Sambafotball om Brasiliens særlige fodboldtradition.

Knausgård følger med hjemmefra, sover lidt i sofaen og hepper på Argentina. Og så kommenterer de ellers kampene, med afstikkere til skønlitteratur, selvfølgelig, Anders Behring Breivik og en masse betragtninger om ”den smukke sport”. Men også bare en glimrende sludren om hverdagen, dét der med ikke at gide, tristessen og at-springe-over-hvor-gærdet-er-lavest.

Det er oplagt sommerferielæsning, man kan hygge sig med mellem landskampe, og mens man alligevel er ved at falde i søvn til Tour de France.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: