Den netop offentliggjorte liste består af 25 filmtitler, og øverst finder vi Victor Sjöströms stumfilmsklassiker Körkarlenfra 1921, der altså er den bedste svenske film gennem tiden. I hvert fald hvis man skal lytte til de 72 filmhistorikere og -kritikere, der har bidraget til at sammensætte listen for filmmagsinet FLM.
Bliv opdateret på alt om film lige her!
Körkarlen er også den ældste film på listen, mens Amanda Kernells Sameblod fra 2016 er den nyeste. Se hele listen her:
1. Körkarlen (1921)
Victor Sjöströms berømte stumfilm, som er en filmatisering af den Nobelprisvindende forfatter Selma Lagerlöfs gotiske spøgelseshistorie Körkarlen (da. Køresvenden) fra 1912. Sjöström spiller selv drukkenbolten David Holm, der i selskab med spøgelset "Køresvenden" på dødens vogn må reflektere over sin fortid.
2. En kärlekshistoria (1970)
Instruktøren Roy Anderssons spillefilmsdebut En kärlekshistoria (da. En kærlighedshistorie) blev en kæmpe international succes. Filmen er et romantisk kærlighedsdrama med Ann-Sofie Kylin og Rolf Sohlman i hovedrollerne som to teenagere, der forelsker sig.
3. Persona (1966)
Ingmar Bergmans kammerspil Persona (da. Persona - Sonate for to) handler om skuespillerinden Elizabeth Vogler (Liv Ullmann), der får et sammenbrud og mister mælet. Hun bliver passet af den unge sygeplejerske Alma (Bibi Andersson), som får til opgave at passe hende og bliver hendes fortrolige.
Persona / Persona – Sonate for to kan streames på Filmstriben og C More.
Læs også: Nye film på Netflix i januar 2022
4. Kvarteret Korpen (1963)
Kvarteret Korpen (da. Ravnekvarteret) er Bo Widerbergs klassiske situationsbeskrivelse om arbejderklassen i Sverige i 1936. Filmen skildrer en familie, hvor sønnen har forfatterambitioner, faren er alkoholiseret, og moren kæmper for at holde hånden under hele familien.
Kvarteret Korpen / Ravnekvarteret kan streames på C More.
5. Fucking Åmål (1998)
Lukas Moodyssons nyklassiker Fucking Åmål fortæller historien om, hvordan det er at være teenager og skille sig ud i en lille provinsby i Sverige i 1990’erne. Vi møder søstrene Elin og Jessica, tilflytteren Agnes, de seje drenge og hører om den spirende kærlighed på tværs.
Fucking Åmål kan streames på Filmstriben og HBO Max.
6. Flickorna (1968)
Bibi Andersson, Harriet Andersson og Gunnel Lindblom spiller de tre skuespillerinder i Mai Zetterlings film Flickorna, der handler om en teatertrup, som sætter det græske stykke Lysistrata af Aristophanes op. Undervejs finder de tre kvinder paralleller mellem deres egne liv og stykket på scenen.
7. Flicka och hyacinter (1950)
I Hasse Ekmans mesterværk Flicka och hyacinter (da. Pigen og hyacinten) tager kvinden Dagmar sit eget liv. Hun testamenterer alt til sine naboer, hvor manden er forfatter, og denne går nu i gang med at optrevle og efterforske hendes liv frem til dødsdagen. Historien viser sig meget overraskende for tiden at handle om forbudt, lesbisk kærlighed.
Læs også: Vi Elsker anbefaler: 6 film, du skal se i januar 2023
8. Här har du ditt liv (1966)
Jan Troells sensationelle spillefilmsdebut Här har du ditt liv (da. Her har du dit liv) baseret på Eyvind Johnsons bog Romanen om Olof. Vi følger Oluf, der i 1914 forlader sit barndomshjem som kun 14-årig. Han prøver at finde sit ståsted i tiden omkring 1. verdenskrig, kommer omkring talrige småjobs og bliver politisk aktiv. Hele tiden kommer han et skridt nærmere at kende sin vej i livet.
Här har du ditt liv / Her har du dit liv kan streames på C More.
9. Fanny och Alexander (1982)
Ingmar Bergmans firedobbelte Oscarvinder Fanny och Alexander (da. Fanny og Alexander) foregår i Uppsala i årene 1907-1909. I denne sædeskildring følger vi den velhavende familie Ekdahl gennem deres op- og nedture, sorger og glæder. Efter sønnen Oscars tidlige død gifter hans enke sig med biskoppen i byen og flytter sammen med børnene Fanny og Alexander til hans spartanske og strenge hjem.
Fanny og Alexander kan streames på Filmstriben og C More.
10. Smultronstället (1957)
I Ingmar Bergmans Smultronstället (da. Ved vejs ende) følger vi den aldrende professor Isak Borg, der er på vej til Lund for at blive udnævnt til æresdoktor. På bilturen drømmer han sig tilbage i tiden og genoplever både de store glæder og skuffelser, som livet har budt på. En rejse, der bringer ham til at erkende, at hans liv på det menneskelige plan har været en fiasko.
Smultronstället / Ved vejs ende kan streames på Filmstriben og C More.
11. Mannen på taket (1976)
Den første film om kommissær Martin Beck er Bo Widerbergs Mannen på taket (da. Manden på taget), der er lavet efter Maj Sjöwall & Per Wahlöös roman Den modbydelige mand fra Säffle. Her myrdes en patient på et sygehus i Stockholm, og kommissær Beck og Rönn får til opgave at opklare sagen, der selvfølgelig viser sig at være mere kompliceret end som så.
Mannen på taket / Manden på taget kan streames på C More.
12. Låt den rätte komma in (2008)
Med Låt den rätte komma in (da. Lad den rette komme ind) beviser Tomas Alfredson, at svenskerne også kan lave gyserfilm. Filmen er baseret på den svenske roman af samme navn fra 2004, skrevet af John Ajvide Lindqvist, og er bygget op om venskabet mellem den 12-årige Oskar og pigen Eli. Oskar bliver dagligt mobbes af skolens bøller, men forholdet til Eli skaber muligheder for at få hævn.
Låt den rätte komma in / Lad den rette komme ind kan streames på Filmstriben, Viaplay og C More.
13. Sånger från andra våningen (2000)
Roy Anderssons filmdigt Sånger från andra våningen (da. Sange fra anden sal) vandt juryens pris på Cannes filmfestivalen, da den udkom. I en række små poetiske og galgenhumoristiske film i filmen beskriver han vores civilisations sidste krampetrækninger. Den handler om kærlighed, storhed og fald og ikke mindst sårbarhed.
Læs også: Årets top-10: De bedste film fra 2022
14. Älskande par (1964)
Tre vordende mødre tænker tilbage på deres sexliv i Älskande par (da. Elskende par). Mai Zetterlings instruktørdebut blev lidt af en skandale på filmfestivalen i 1965 pga. filmens meget eksplicittet nøgenscener. Den er baseret på en roman af den svenske forfatter Agnes von Krusenstjerna og har Harriet Andersson, Gunnel Lindblom, Gio Petré og Anita Björk i hovedrollerne.
15. De ofrivilliga (2008)
Ruben Östlund, der lige nu er aktuel med den kritikerroste Triangle of Sadness, skabte i 2008 De ofrivilliga (da. De ufrivillige), som skildrer den skrøbelige sociale orden mellem mennesker. I fem uafhængige fortællinger hører vi om hhv. en 60-års fødselsdag, to teenagepiger på vej til fest, en lærerinde og en gruppe mænd på herretur. Alle bevidner de det moderne menneskes udfordringer med at navigere rundt i verden.
De ofrivilliga / De ufrivillige kan streames på Filmstriben.
16. Äta sova dö (2012)
Det sort-humoristiske svenske drama Äta sova dö (da. Spise sove dø) er Gabriela Pichlers debutfilm og blander socialrealisme med tragik og galgenhumor. Filmen handler om den 21-årige no-bullshit muslimske tomboy, Rasa, som bruger sin tid på at tage sig af sin nedslidte far og hænge ud med sine kolleger fra fabrikken i udkants-Sverige. Måske bliver hun nødt til at rejse ud og prøve lykken på egen hånd.
17. Nattvardsgästerna (1963)
Ingmar Bergmans mesterlige drama Nattvardsgästerna (da. Lys i mørket) handler om menneskets tomhed, når troen svigter. Præsten Thomas har mistet sin kone og magter ikke at hjælpe et deprimeret sognebarn, som tager sit liv, da han er begyndt at betvivle Guds eksistens. Lærerinden Märta elsker Thomas grænseløst, men han fornedrer hende, og alle i hans nærhed kommer til at lide under hans selvhad.
Nattvardsgästerna / Lys i mørket kan streames på Filmstriben.
18. Utvandrarna/Nybyggarna (1971/72)
Jan Troells Utvandrarna og Nybyggarna (da. Udvandrerne og Nybyggerne) er to mastodonter i svensk filmhistorie. Fortællingerne lægger sig i slipstrømmen af den store udvandring, hvor ca. 1,2 mio. svenskerne rejste fra Sverige til Amerika for at prøve lykken i det nye land. Filmene følger Familien Nilsson i deres jagt på en frisk start og senere som indvandrere i et Amerika under forandring. Max von Sydow, Liv Ullmann og Monica Zetterlund er med til at gøre filmene yderst seværdige.
Utvandrarna og Nybyggarna / Udvandrerne og Nybyggerne kan streames på Filmstriben og C More.
19. Ett anständigt liv (1979)
Den ene af to dokumentarfilm på listen er Stefan Jarls Ett anständigt liv (da. Et anstændigt liv). Filmen er den anden i hans Mods-trilogi og kom ca. 10 år efter den første Dom kallar oss mods (da. De kalder os mods) Den handler om de to misfits Kenneth ’Kenta’ Gustafsson and Gustav "Stoffe" Svensson og den voksende junkie-gadekultur i Stockholm i 1970’erne.
20. Belleville baby (2013)
Den anden dokumentarfilm på listen er Mia Engbergs Belleville Baby. Instruktøren bliver ud af det blå ringet op af en gammel fransk ungdomskærlighed, der fortæller, at han har tilbragt de sidste mange år i fængsel. Han spørger hende, hvad hun kan huske fra deres tid sammen, og nu bliver gamle følelser om en fælles fortid vækket til live.
21. Sameblod (2016)
14-årige Elle Marja er en samisk pige, som hjælper sin familie med at opdrætte rensdyr. I kølvandet på en række racistiske udfald ender hun med at stikke af fra sin samiske kostskole for at blive ’rigtig svensk’. Amanda Kernells drama Sameblod fortæller historien om, hvordan den samiske kultur i 1930’erne oplevede at blive udsat for racistiske og racehygiejniske udfald.
Sameblod kan streames hos Filmstriben.
22 Återträffen (2013)
Anna Odell spiller selv hovedrollen i sin egen film Återträffen (da. Gensynet), hvor hun spiller en berømt kunstner, der ikke bliver inviteret til sin klasses 20-års reunion. Hun forsøger at overkomme sin barndoms mobbetraumer ved at konstruere en hævnfantasi, hvor hun konfronterer sine tidligere klassekammerater. I filmen forestiller hun sig, hvorledes det kunne være gået, hvis hun var blevet inviteret.
Återträffen / Gensynet kan streames på Filmstriben.
23. Ingeborg Holm (1913)
Stumfilmen Ingeborg Holm er instrueret af Victor Sjöström og er baseret på et skuespil af Nils Krok fra 1906. Da Ingeborg Holms mand dør, går familiens forretning konkurs, og hun bliver tvunget på fattighuset, mens hendes tre børn kommer i forskellige plejefamilier. Filmen skabte stor debat i Sverige om social sikring og var med til at føre til ændringer i lovgivningen.
24. Sommarnattens leende (1955)
En af Ingmar Bergmans lettere film er den romantiske komedie Sommarnattens leende (da. Sommernattens smil). Skørtejægeren Fredrik Egerman lever i et platonisk ægteskab med Anne. Men da hans gamle elskerinde, skuespillerinden Désirée, kommer til byen, tager jalousien og forviklingerne fart. Forskellige erotiske konstellationer bliver afprøvet i denne veloplagte komedie.
Sommarnattens leende / Sommernattens smil kan streames på Filmstriben og C More.
25. Häxan (1922)
Denne stum-horrorfilm fra 1922 er skrevet og instrueret af Benjamin Christensen. I dokumentarstil med en række fiktionaliserede sekvenser kortlægger Häxan (da. Heksen) udviklingen af overtroen omkring hekseri, der begynder i middelalderen og varer helt op i filmens egen tid i det 20. århundrede.