Film | Guides

Filmatiseringerne af Jussi Adler Olsens Afdeling Q-krimier: Fra 'Kvinden i buret' til 'Den grænseløse'

Af
Signe Bjørg Granberg
12. februar 2024
Fasandræberne
Filmatiseringen af Jussi Adler Olsens 'Fasandræberne' har Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i hovedrollerne / Foto: Nordisk Film

Del artikel

Hvis man efterhånden har mistet overblikket over, hvilke af Jussi Adler Olsens Afdeling Q-krimier, der er filmatiseret, har vi samlet en oversigt over alle titlerne her.

I øjeblikket valfarter danskerne i biografen for at se den nye Afdeling Q-film, Den grænseløse, med Ulrich Thomsen, Afshin Firouzi og Sofie Torp i hovedrollerne.

Filmen er baseret på Jussi Adler Olsens bog af samme navn og instrueret af Ole Christian Madsen. Det er den sjette film i rækken af Afdeling Q-bøger, der bliver filmatiseret. Foruden de mange film er der også en ny, engelsksproget Netflix-serie på vej med titlen Department Q.

Her er rækkefølgen på filmatiseringerne af Jussi Adler Olsens Afdeling Q-bøger, og hvor filmene kan ses.

1. Kvinden i buret (2013)
2. Fasandræberne (2014)
3. Flaskepost fra P (2016)
4. Journal 64 (2018)
5. Marco effekten (2021)
6. Den grænseløse (2024)

1. Kvinden i buret

Første bog i rækken, hvor vi møder Carl Mørck og Assad første gang, og hvor selve Afdeling Q – specialafdelingen for henlagte sager – bliver etableret.

Bogen blev filmatiseret i 2013 med Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i hovedrollerne som Carl Mørck og Assad.

Filmen er instrueret af Mikkel Nørgaard og har også Sonja Richer, Mikkel Boe Følsgaard og Troels Lyby på rollelisten.

Kvinden i buret kan ses på Netflix.

2. Fasandræberne

Året efter Kvinden i buret blev anden bog i rækken, Fasandræberne, filmatiseret i 2014. Endnu en gang bliver de to hovedroller spillet af Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares, og denne gang får de blandt andet følgeskab af Johanne Louise Schmidt som Rose.

Derudover kan man opleve en række store danske skuespillere i større biroller, blandt andre Pilou Asbæk, David Dencik og Danica Curcic som de tre kostskolevenner, der får rippet op i en sag fra deres fortid.

Fasandræberne kan ses på Netflix.

3. Flaskepost fra P

I den tredje filmatisering i rækken af Afdeling Q-bøger, er instrutørstafetten gået videre fra Mikkel Nørgaard til Hans Petter Moland.

Det er dog stadig Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares og Johanne Louise Schmidt, der spiller Carl Mørck, Assad og Rose, og derudover medvirker også Amanda Collin, Jacob Lohmann og Pål Sverre Hagen.

Sagen, der efterforskes i denne omgang, trækker dybe, religiøse spor. Filmen fik biografpremiere tilbage i 2016.

Flaskepost fra P kan ses på Netflix.

4. Journal 64

Den fjerde bog om Afdeling Q hedder Journal 64, og filmversionen fik biografpremiere i 2018. Denne gang, er det Christoffer Boe, der instruerer, og det er den sidste film med det oprindelige hovedcast ved roret.

Sagen, der bliver efterforsket i denne omgang, handler om overgreb af den allergroveste slags og trækker tråde tilbage til en sag om misbrug, tvang og svigt af kvinder.

Indtil videre er Journal 64 den mest sete film blandt alle Afdeling Q-filmene.

Journal 64 kan ses på Netflix.

5. Marco effekten

Med et helt nyt hold både foran og bag kameraet udkom filmatiseringen af den femte bog i rækken om Afdeling Q tilbage i 2021.

Inden da havde der været en del virak om udskiftningen af castet, og således var det nu Ulrich Thomsen, Zaki Youssef og Sofie Torp, man kunne opleve i de tre hovedroller.

Filmen, der er instrueret af Martin Zandvliet, handler om drengen Marco, der hvirvles ind i en barsk sag, som Carl, Assad og Rose skal opklare.

Marco effekten kan lejes eller købes på bl.a. Blockbuster, SF Anytime og Viaplay.

6. Den grænseløse

Den nyeste Afdeling Q-film, baseret på Adler Olsens bog nummer seks, er fra 2024. Filmen rundede hurtigt 150.000 solgte biografbilletter, hvilket er den bedste åbning for en dansk film siden Ternet Ninja 2.

Den grænseløse er instrueret af Ole Christian Madsen, og både Ulrich Thomsen og Sofie Torp er tilbage i rollerne som Carl Mørck og Rose. Til gengæld indtages rollen som Assad nu af en tredje skuespiller, nemlig Afshin Firouzi.

Den grænseløse kan stadig ses i biografen.

Foruden de seks bøger, der alle er filmatiseret, har Jussi Adler Olsen også skrevet følgende Afdeling Q-bøger: Selfies (2016), Offer 2117 (2019), Natrium Chlorid (2021) og Syv med lås (2023).

Hvorvidt de fire bøger også ender med at kunne opleves som film, vil tiden vise, men målt på bøgernes popularitet og den seneste films fine billetsalg, er der nok lagt i kakkelovnen til mere af samme skuffe.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Guides