Film | Guides

De 15 bedste danske film på Netflix

Af
Signe Bjørg Granberg
31. januar 2024
'Efter Brylluppet'
Sidse Babett Knudsen og Mads Mikkelsen i Susanne Biers Oscar-nominerede drama 'Efter Brylluppet' / Foto: Ole Kragh-Jacobsen / Nordisk Film

Del artikel

Netflix bugner med gode danske film i alle genrer, og vi har fundet de 15 bedste af slagsen, du kan kaste dig over i hjemmebiografen.

Danske film har en helt speciel plads i danskernes hjerter, og hvis man ikke lige ved, hvilken film man skal se, kan man altid gå tilbage og gense en god, dansk klassiker.

Heldigvis er der rigeligt at vælge imellem på tværs af streamingtjenesterne, og for nylig har Netflix fået tilført et væld af stærke danske film fra nogle af de fremmeste instruktører og med alle de store skuespillere på rollelisten.

Vi har samlet 15 af de bedste danske film, du kan se på Netflix lige nu, listet i vilkårlig rækkefølge:

  1. Hævnen
  2. Jagten
  3. Dronningen
  4. Ternet Ninja
  5. Ser du månen, Daniel
  6. Elsker dig for tiden
  7. Den skyldige
  8. En kongelig affære
  9. Terkel i Knibe
  10. Elsker dig for evigt
  11. Efter Brylluppet
  12. Dirch
  13. Krigen
  14. R
  15. Journal 64 (Afdeling Q-filmene)

Hævnen

Susanne Biers rørende og barske Oscar-vinder fra 2011 med bl.a. Trine Dyrholm, Michael Persbrandt og Ulrich Thomsen, der handler om både venskab, hævn og utroskab. Filmen trækker spor fra en række voldsomme oplevelser i en afrikansk flygtningelejr til idylliske Danmark om sommeren.

Jagten

Thomas Vinterbergs Oscar-nominerede mavepuster af en film fra 2012, hvor Mads Mikkelsen spiller den pædofilianklagede pædagog, Lucas. Filmen, og Mikkelsen i hovedrollen, gik sin sejrsgang verden over og var nomineret til et hav af prestigefulde priser – og vandt adskillige.

Dronningen

May el-Toukhys vanvittigt velspillede drama fra 2019 med en blændende Trine Dyrholm i hovedrollen som den kompromisløse Anne, der sætter hele sit liv over styr, da hun forfører sin 17-årige stedsøn (Gustav Lindh).

Ternet Ninja

Anders Matthesen er et unikum i dansk showbusiness, og det beviser han endnu en gang med den vildt sjove, provokerende og teknisk flotte animationsfilm, Ternet Ninja, fra 2018, baseret på bogen af samme navn.

Ser du månen, Daniel

Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsens rørende drama baseret på Puk Damsgårds bog om den danske fotograf, Daniel Rye (Esben Smed), der bliver taget som gidsel af Islamisk Stat i Syrien. Esben Smed er fremragende i rollen som Rye, og han flankeres bl.a. af Sofie Torp som søsteren Anita.

Elsker dig for tiden

Makkerparret, Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags, første spillefilm efter succesen med serien 29, der er en finurlig romantisk komedie om Anna og Thomas – to meget forskellige mennesker, som begge mangler det samme i livet: kærligheden. Rudbæk og Zuschlag spiller begge med i filmen.

Den skyldige

Gustav Møllers lavmælte og intense drama, der stort set kun foregår i ét enkelt setting, med Jacob Cedergren i rollen som betjenten Asger Holm, der besvarer et 112-opkald fra en kidnappet kvinde. Da forbindelsen ryger, starter en nervepirrende jagt på både kvinden og hendes kidnapper.

En kongelig affære

Nikolaj Arcels En kongelig affære blev Oscar-nomineret for Bedste Internationale Film i 2012 og har Mads Mikkelsen i rollen som den tyske livlæge og oplysningsmand, Johann Struensee, der bliver rodet ind i et trekantsdrama med den danske Kong Christian VII (Mikkel Boe Følsgaard) og dronning Caroline Mathilde (Alicia Wikander).

Terkel i knibe

Baseret på Anders Matthesens hysterisk morsomme radioføljeton Terkel i knibe, og med Matthesens mangefacetterede stemmeføring, der giver liv til samtlige af animationsfilmens karakterer. Det er Stefan Fjeldmark, der har instrueret, og Mette Heeno (Carmen Curlers), der har skrevet manuskriptet.

Elsker dig for evigt

Susanne Biers stærke dogmefilm, hvor fire af dansk films helt store stjerner, Mads Mikkelsen, Paprika Steen, Nikolaj Lie Kaas og Sonja Richter, spiller med musklerne og serverer drama til den store guldmedalje.

Dirch

Martin Zandvliets stort anlagte biografiske film om den måske største danske skuespiller nogensinde, Dirch Passer, fra 2011. Nikolaj Lie Kaas er fantastisk i den altoverskyggende hovedrolle som hele Danmarks Dirch, og på rollelisten finder man også bl.a. Lars Ranthe og Lars Brygmann.

Krigen

En af Danmarks dygtigste manuskriptforfattere og instruktører, Tobias Lindholm, står bag det barske krigsdrama Krigen med Pilou Asbæk som kompagnichef Claus Michael Pedersen, der under en voldsom ildkamp mod Taleban træffer et valg, som får ham anklaget for en krigsforbrydelse.

Efter Brylluppet

Efter succesen med Elsker dig for evigt fandt Mads Mikkelsen og Susanne Bier sammen igen i det storladne drama Efter brylluppet, der i øvrigt kastede en Oscar-nominering af sig for Bedste Internationale Film. Denne gang spiller Mads Mikkelsen over for Sidse Babett Knudsen og svenske Rolf Lassgård.

R

Hvis man godt kunne lide DR's nye dramaserie, Huset, vil man uden tvivl elske Tobias Lindholm og Michael Noers voldsomme fængselsdrama R fra 2010, der kredser om samme tematik og spørgsmål. Pilou Asbæk spiller hovedrollen som fangen Rune, og over for ham ses bl.a. Roland Møller og Dulfi Al-Jabouri.

Journal 64 (Afdeling Q-filmene)

Det blev til fire yderst populære Afdeling Q-film med Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i rollerne som efterforskerne Carl Mørch og Assad, inden andre kræfter tog over på filmatiseringen af Jussi Adler Olsens storsælgende krimier. Alle fire film (Kvinden i buret, Fasandræberne, Flaskepost fra P og Journal 64) er tilgængelige på Netflix.

Den nyeste Afdeling Q-film, Den grænseløse, kan i øvrigt ses i biograferne fra 1. februar 2024.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Guides

Mest læste