Månedens biografguide: Det skal du se i biografen i august 2024
Det er blevet sensommertid, og efter en juli måned, hvor der var få, men gode biografoplevelser, er der nu fyldt op igen med en masse guf.
Den står især på film i spændingskategorierne med gys og thrillers en masse. Men der er også romance, fascinerende dramaer og en enkelt interessant børnefilm at fornøje sig med i august.
Filmene er listet i den rækkefølge, de har biografpremiere i løbet af måneden.
Harald og den magiske blyant
Månedens hjertevarme film for hele familien kommer i form af Harald og den magiske blyant.
Harald (Zachary Levi) har en magisk blyant, som gør, at alt, hvad han tegner, bliver til virkelighed. Selv om Harald egentlig bare er en bogfigur, stopper det ikke den nysgerrige gut. Han skitserer derfor en dør, der fører ham over i den virkelige verden, og så har vi balladen.
Den opfindsomme film, som er baseret på den populære bog af samme navn, er instrueret af Carlos Saldanha, der tidligere har instrueret animationsfilmene Ice Age, Rio og Ferdinand. Shazam-skuespilleren Zachary Levi lægger krop til fantasifulde Harald, og derudover medvirker bl.a. Zooey Deschanel, Tanya Reynolds, Lil Rel Howery, Jemaine Clement og Alfred Molina.
Harald og den magiske blyant kan ses i biograferne fra 1. august.
Den røde ø
Robin Campillos forrige film 120 slag i minuttet var en af de mest rystende og mindeværdige franske film i 2010'erne. Skildringen af aids-aktivisterne i ACT UP Paris i 1990'erne var en vidunderlig fortælling om liv og død.
Med Den røde ø tager han os med tilbage til sin egen barndom. Præcis som filmens 10-årige hovedperson, Thomas (Charlie Vauselle), voksede Campillo op på Madagascar i de tidligere 70'ere. Han bor med sin familie på en militærbase, og vi nærmer os slutningen på Frankrigs position som kolonimagt.
Det fører mange opsigtsvækkende oplevelser med sig, især for så ung en gut, hvis verdenssyn endnu ikke er fuldt udviklet.
Den røde ø kan ses i biograferne fra 1. august.
Trap
Kongen af plottwists er tilbage!
M. Night Shyamalan har tidligere stået bag film som Den sjette sans, Unbreakable, Signs, Split og senest Knock at the Cabin, hvor filmmagerens evne til at drive gæk med publikums forventninger virkelig kommer til sin ret.
Trap er som udgangspunkt mere ligetil. Cooper (Josh Hartnett) er med sin datter til en stor koncert. Hvad ingen ved er, at han er en seriemorder, kendt som ’The Butcher’. Eller det tror han i hvert fald, at ingen ved. For snart går det op for ham, at stedet sværmer med politifolk. De har lagt en fælde for ham, men er det nu så let af fange en morder?
Trap kan ses i biograferne fra 1. august.
Borderlands
Med to Oscarvindere på rollelisten og skaberen af Chernobyl og The Last of Us på manuskriptfronten, skulle man ikke tro, at det kunne gå galt med Borderlands.
Men lang ventetid og masser af reshoots, hvori Craig Mazin bad om at få sit navn fjernet fra projektet, giver dog en smule bange anelser. Omvendt er det ikke fordi, Borderlands-spillene er kendt for deres fascinerende historie.
Det er fuld knald på action, og det er også, hvad traileren lover. Lilith (Cate Blanchett) vender tilbage til sin hjemplanet, Pandora, for at finde den magtfulde Atalas’ (Edgar Ramírez) forsvundne datter. Dertil allierer hun sig med en excentrisk blandet gruppe af outsidere, bestående af Roland (Kevin Hart), duoen Tiny Tina (Ariana Greenblatt) og Krieg (Florian Munteanu), doktor Tannis (Jamie Lee Curtis) og robotten Claptrap (Jack Black).
Der er ingen tvivl om, at det i hvert fald ikke kommer til at gå stille af sig, når gruppen skal kæmpe sig igennem monstre og banditter.
Borderlands kan ses i biograferne fra 8. august.
Anmeldelse: Cate Blanchett er fremragende i filmen ’Tár’
Bønderne
En af de mest imponerende film de sidste 10 år er uden tvivl Dorota Kobiela og Hugh Welchman imponerende animationsfilm Loving Vincent. 65.000 individuelle oliemalerier blev der brugt, hvor hvert udgjorde et frame.
Nu er duoen tilbage med en ny film, hvor de bruger den samme teknik som i det forrige mesterværk.
Bønderne er en adaptation af forfatteren Wladyslaw Reymonts roman af samme navn og handler om Jagna (Kamila Urzędowska), en ung kvinde i den lille by Lipce. Vi følger hendes liv igennem et år, hvor hver del i filmen har navn efter de fire årstider. Der er opture og nedture, alle fanget igennem de mageløse oliebilleder.
Bønderne har kan ses i biograferne fra 8. august.
Longlegs
Der er ikke noget at sige til, hvis du får Ondskabens øjne-vibes, når du ser traileren til Osgood Perkins gyserthriller Longlegs.
Filmen handler om FBI-agenten Lee (Maika Monroe), som leder efter den mystiske seriemorder Longlegs (Nicolas Cage). Det emmer af ond og uhyggelig stemning, hvor satanisme og overnaturlige elementer lurer i krogene.
Efter premieren i USA, hvor filmen har klaret sig godt i biograferne, er den blevet hyldet for dens atmosfære og Perkins’ evne til at mikse psykologisk- og overnaturlig horror.
Longlegs kan ses i biograferne fra 8. august.
Den opsigtsvækkende thriller ’Longlegs’ får dansk premiere og trailer
Unicorns
Det handler om kærlighed og identitet i Sally El Hosaini og James Krishna Floyds hjertevarme, romantiske drama Unicorns.
Filmen handler om Luke (Ben Hardy), som en tilfældig aften på en natklub møder Aysha (Jason Patel). Tiltrækningen og kemien er der fra start af, men ungersvenden får alligevel et chok, da han finder ud af, at den smukke kvinde er en guddommelig dragqueen.
Det bliver starten på en selvransagelse, hvor Lukes hidtidige opfattelse af seksualitet bliver vendt på hovedet, og kærligheden imellem dem ikke kan holdes nede.
Unicorns kan ses i biograferne fra 8. august.
Alien: Romulus
”I rummet kan ingen høre dig skrige,” lød taglinen fra Ridley Scotts Alien – Den 8. passager tilbage i 1979. Men det har ikke stoppet talrige karakterer i de mange efterfølgere og spin-offs fra at tømme lungerne for fulde kræft, før de mistede livet til et af de frygtindgydende væsner.
Nyeste skud på i rumskrækfranchisen bærer undertitlen Romulus og foregår i tiden mellem den første film og efterfølgeren Aliens (1986).
En gruppe rumkolonister kommer tilfældigvis forbi en forladt rumstation, som de beslutter sig for at undersøge for ting, de kan bruge. Hvad de i stedet finder, er den farligste skabning i universet, som ikke helmer, før den har dræbt hver eneste af besætningsmedlemmerne.
Det er Fede Alvarez, der instruerer, og på rollelisten finder man bl.a. Cailee Spaney, David Jonsson, Archie Renaux og Isabela Merced.
Alien: Romulus kan ses i biograferne fra 15. august.
Sex
Dag Johan Haugerud står bag en af de mest interessante trilogier i filmverdenen lige nu.
Første del, Sex, handler om to skorstensfejere. Begge lever i lykkelige ægteskaber og identificerer sig selv som heteroseksuelle. Men en dag til frokost fortæller først den ene, at han har været sammen med en anden mand, og den anden fortæller om drømme, hvor han har haft sex med David Bowie.
Filmen er en elegant udforskning af maskulinitet, sex og den måde de og mange andre emner bliver fortolket i vores moderne samfund.
Sex kan ses biograferne fra 15. august.
Blink Twice
Det tegner egentlig til, at servitricen Fridas (Naomi Ackie) lykke er gjort. Ved et tilfælde møder hun tech – milliardæren Slater (Channing Tatum), og gnisten er der hurtigt imellem dem.
Derfor tøver hun heller ikke, da han inviterer hende med til en stor luksusfest på hans private ø sammen med hans venner.
I takt med, at festen uden ende fortsætter, begynder der at ske underlige ting. Snart går det op for Frida, at hendes liv er i fare, og det er ikke til at vide, hvad der er rigtigt og hvem hun kan stole på.
Filmen er instrueret af Zoë Kravitz, og udover Ackie og Tatum medvirker bl.a. Christian Slater, Simon Rex, Adria Arjona, Kyle MacLachlan, Alia Shawkat og Geena Davis.
Blink Twice kan ses i biograferne fra 22. august.
Mørkeland
Det er lige knap 20 år siden, at Kongekabale, den første film om journalisten, Ulrik Torp (Anders W. Berthelsen), havde premiere.
Nu er han så tilbage, men ikke alt er fryd og gammen i Mørkeland. Torp er blevet fyret og må nu nødtvunget tage en tur i virksomhedspraktik på sin tidligere arbejdsplads, Dagbladet.
Da hans gamle kollega, og nu chefredaktør, Henrik Moll (Nicolas Bro) beder ham om at dække mordet på en ung fuldmægtig i Indenrigsministeriet, bliver det starten på optrevlingen af et komplot, der strækker sig helt ind i det politiske magtcentrum.
Udover Berthelsen og Bro medvirker også Charlotte Munck, Lene Maria Christensen, Tommy Kenter, Ellaha Lack og Mathilde Arcel Fock i filmen, som er instrueret af Mikkel Serup (Kastanjemanden) efter manuskript af Marie Østerbye (Rita, Fred til lands) baseret på Niels Krause-Kjærs bog.
Mørkeland kan ses i biograferne fra 22. august.
Her er programmet for Biografklub Danmark 2024/2025
MaXXXine
I al ubemærkethed for den brede offentlighed har instruktør og manuskriptforfatter, Ti West, skabt en af de bedste trilogier på denne side af årtusindskiftet. Første kapitel var X, en heftig slasherfilm om en håndfuld unge, der under indspilningen af en pornofilm bliver slagtet en efter en af den gamle dame, Pearl.
Efterfølgeren, Pearl, var så netop en skabelseshistorie om morderen, hvor vi følger hende i hendes ungdom tilbage i 1918, og hvad der førte til, at hun blev så hadefuld overfor ungdom og sex.
I den tredje film, MaXXXine, følger vi den eneste overlevende fra X, Maxine Minx (Mia Goth). Hun forsøger at skabe sig en karriere i 1980'ernes Hollywood, hvor hun ellers ernærer sig som stripper og pornoskuespiller.
En hovedrolle i gyserfilmen Puritan II ligner vejen til rigdom og berømmelse, men snart begynder et nyt blodbad. Kevin Bacon, Elizabeth Debicki, Michelle Monaghan, Bobby Cannavale, Giancarlo Esposito, Lily Collins og sangeren Halsey er blandt de medvirkende på den imponerende rolleliste.
MaXXXine kan ses i biograferne fra 29. august.
Første trailer til fjerde sæson af 'Emily in Paris'
The Crow
Der er et mytisk skær omkring The Crow.
Den første filmatisering af James O’Barrs tegneserie havde Bruce Lees søn, Brandon, i hovedrollen. Desværre nåede skuespilleren ikke at opleve den ros og anerkendelse, rollen kom til at give ham. I en tragisk ulykke blev Brandon Lee nemlig skudt på settet.
Flere efterfølgere og en tv-serie blev forsøgt, men ingen ramte samme niveau som 1994-adaptationen. Nu får vi så et remake af originalen med allestedsnærværende Bill Skarsgård (It) i hovedrollen.
Han spiller musikeren Eric Draven. Efter at han og kæresten, Shelley (FKA Twigs), bliver myrdet, genopstår han som en hævngerrig dræber. Med en mystisk krage som følgesvend går han på jagt efter deres drabsmænd i byens underverden på et blodigt hævntogt.
The Crow kan ses i biograferne fra 29. august.
Keeping up with The Skarsgårds
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: