Anmeldelse: ’Inderst inde 2’ er fyldt med gode grin og rørende øjeblikke

”Det handler om at være i kontakt med sine følelser,” har været et yderst populært mantra igennem flere årtier snart.

Og det må man sige, vi kom med den første Inderst inde-film. Vi så, hvordan 11-årige Riley var et virvar af ked-af-det-hed, da hun og familien flyttede fra Minnesota til San Francisco. Ikke mindst fordi der i hendes indre var ”borgerkrig” mellem to af kernefølelserne, Glæde og Triste.

Glæde var forhippet på at holde Riley glad hele tiden, også selv om hun tydeligvis havde brug for at være ked af det og bearbejde følelserne fra flytningen.

Det lykkedes følelserne at finde fælles fodslag i sidste ende, og Riley blev et helstøbt menneske. Til sidst i filmen blev der dog teaset for en ny fase i pigens liv, og det er den, der er omdrejningspunktet i Inderst inde 2.

Riley er blevet 13 år og er faldet godt til i San Francisco. Hun har to bedste venner, Bree og Grace, og trioen spiller ishockey sammen. Efter en mesterskabskamp, får de tre mulighed for at komme med på træningslejr med det hold, som er tilknyttet den high school, de skal gå på næste år.

Eller det troede Riley i hvert fald. Det viser sig nemlig, at Bree og Grace skal gå på en anden skole efter sommerferien. Riley føler sig endnu en gang forladt, men i stedet for at gå til i tristhed, sker der noget andet.

I en sjov scene, hvor en stor rød alarm signalerer pubertetens ankomst, bliver vi introduceret til fire nye følelser: Angst, Misundelse, Flove og Ennui.

Præcis som i den første film er Glæde ikke meget for at overlade styringen af Rileys følelser. Men maniske Angst tager kontrollen og sparker de fem originale følelser ud af kontrolcenteret.

”Det er tid til mere komplekse følelser,” og så er tonen sat i den veloplagte 2’er.

Er der noget værre en teenageangst?

Inderst inde 2 forløber meget lig den første film.

Der er konflikt mellem følelserne på et tidspunkt i Rileys liv, hvor hun står overfor en stor omvæltning og ikke ved, hvordan hun skal håndtere det. Igen bliver nogle af følelserne fjernet fra kontrolcenteret og skal så finde vej tilbage for at få styr på det indre følelsesliv hos teenageren.

Hvor det før handlede om at acceptere, at kerneminder ikke kun var styret af en følelse, er det denne gang noget langt mere kompliceret.

Riley er nemlig vokset som menneske, og derfor er der blevet åbnet op for nye områder i hendes indre. Herunder værdisystemet, som er med til at forme hendes selvopfattelse. Denne får en fysisk manifestation, hvor den ligner en halvdyr, lysende skulptur, der rummer essensen af hendes kerneopfattelse.

”Jeg er et godt menneske,” messer den med jævne mellemrum i hendes stemme. Den er blevet skabt på grundlag af, at Værdisystemet, en slags grotte med vand, bliver ”fodret” med minder, der så trækker tråde op til kontrolrummet, hvor selvopfattelses-statuen står.

Glæde har igen dikteret, at det kun skal være positive minder, som skulle ligge til grundlag. ”Vi beholder de fede og skrotter de lede,” siger hun, inden de dårlige minder bliver sendt om i baghovedet gennem et hydraulisk rør.

Med teenagelivets ankomst og vennernes snarlige forsvinden er Riley ret desperat for at blive en del af high school-ishockeyholdet. Derfor bruger hun al sin tid sammen med dem i stedet for Bree og Grace, sådan som de ellers havde aftalt, at turen skulle være.

Angsts indflydelse på Rileys handlinger skaber mere kaos end ro, og da ingen af de andre nye følelser er lige så handlekraftige som den orange følelse, ses katastrofen i horisonten.

Idéen er god, men udførelsen lader en del stå tilbage.

Fremragende dansk stemme

I stedet for at virke ny og inspirerende, fremstår Inderst inde 2 mere som en lille genindspilning af den første film fremfor en selvstændig fortsættelse.

Pete Docter, som var den store kreative motor på den første film, har overladt stolen til Kelsey Mann, der debuterer som instruktør med Inderst inde 2.

Der mangler noget vildskab og overraskelse i denne omgang, og det er svært at ryste følelsen af sig, at man har set den her film en gang før.

Ikke fordi Inderst inde 2 er en dårlig film. Den mangler desværre bare lidt af den magi og originalitet, vi er blevet forvænt med, når det drejer sig om Pixar-film.

Humoren er der stadig, og gakkede påfund som undertrykte hemmeligheder, crushes, brainstorms og sarkasmekløfter giver de rigtige grin.

Men det er svært ikke at sidde tilbage med følelsen af, at der er langt mere potentiale i Riley som teenager, end det vi ser i Inderst inde 2.

Stemmeskuespillet, hvad end man ser den engelske eller danske version, fejler ikke noget. Faktisk er Fanny Leander Bornedal så god som Angst, at hun fuldstændig ud-stemmer sin amerikanske modpart Maya Hawke.

Bornedal leverer netop den perfekte form for mani, man forbinder med Angst, men hun formidler samtidig, at der ikke er noget ondt i den orange følelse. Den gør bare det bedste, den kan, og ud fra den bedste mening. Og så går ting nogle gange galt.

Inderst inde 2 er den svære toer, hvor intentionen er den rigtige, men udførelsen ikke når samme magiske højder som originalen. Ikke desto mindre er filmen fyldt med gode grin og rørende øjeblikke for folk i alle aldre.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: