Anmeldelse: Cate Blanchett er fremragende i filmen ’Tár’

Lydia Tár (Cate Blanchett) er på toppen af sin karriere.

Hun er en af verdens mest feterede og anerkendte dirigenter. Hun er en rockstjerne på den klassiske musikhimmel, hvor basen pt. er Berlin, hvor hun bor med sin kone og højrehånd i Berliner Philharmonikerne, Sharon (Nina Hoss).

Få flere film anmeldelser her!

Og nu er det tid til at skrive endnu et kapitel i den storslåede historie om Lydia Tár. Hun vil lave en indspilning af Mahlers Femte Sympfoni, et stykke, som idolet Leonard Bernstein også har fortolket.

Vejen til tilblivelsen viser sig dog at være alt andet end ligetil. Ikke mindst fordi Lydia har et skab fuld af skeletter, der lidt efter lidt falder ud igennem Tár.

Selvom Todd Fields film bliver markedsført som et psykologisk drama, står det klart efter at have set den, at der snarere er tale om en psykologisk gyser. I hvert fald når man ser det med Lydia Társ øjne.

For hun bliver forfulgt. Både fysisk og mentalt. Fysisk af en tidligere elev fra dirigentens organisation, der har til formål at fremme kvindelige dirigenter. Langsomt går det op for en, at Tár har været lidt for god til at tage for sig af de fordele, som opstår i forbindelse med kendis-dyrkelse og den dertil hørende indflydelse, der følger med en magtposition.

Læs også: Anmeldelse: ‘The Viking: Narkokongens fald’ slører linjen mellem fakta og fiktion med blodig overbevisning

Med stor magt kommer stort ansvar, som onkel Ben siger til Spider-Man, og det virker ikke til, at Tár har det store hele i tankerne, når det kommer til udøvelsen af sin magt.

En summende neglebider

Instruktør Todd Field er en af de mest anerkendte instruktører i Hollywood. Og det er til trods for, at han kun har tre film på cv’et indtil videre.

Men når de tre tilsammen har hele 14 Oscar-nomineringer, er det ikke så underligt, at filmverdenen stopper op og kigger, når instruktøren byder ind med en ny film.

Og Tár har været lang tid undervejs. Hele 16 år er der gået siden forrige film Little Children og 21 år siden debuten In the Bedroom. Fælles for dem alle er, at Field går ind i menneskets mørke afkroge og dvæler ved de knap så flatterende sider.

Egoisme, hævn, pædofili, overgreb og magtmisbrug er blot nogle af de emner, Field går i dybden med.

Når Lydia Tár f.eks. fifler med systemet, så den lækre russiske cellist, som hun har et godt øje til, kan få en eftertragtet plads i orkesteret, er det udelukkende med egen vinding for øje. Eller når hun får sin trofaste assistent Francesca (Noémie Merlant) til at slette mails fra den tidligere elev Krista, er det med en gulerod i form af karriereavancement, der lokker.

Læs også: Anmeldelse: I lort til knæene – ‘All Quiet on the Western Front’ er en gruopvækkende affære

Alt centreres om det magtfuldkomne menneske. Men det kræver selvfølgelig, at omverdenen er med på den idé. Og da Krista begår selvmord, begynder glansbilledet at være i fare for at ryge.

Et unikum

Jo længere ind i Tár, vi kommer, desto mere konfus bliver fortællingen på den gode måde. Spring i tid og steder matcher Lydias psyke, som bliver mere og mere forvirret og selv er i tvivl om, hvad der er virkelighed, og hvad der kun er inde i hendes hoved.

En stor del af, hvorfor filmen er så fremragende, som den er, må tilskrives Cate Blanchett i den altdominerende hovedrolle.

Den australske filmstjerne besidder et unikt talent til fuldstændig at forsvinde ind i en karakter, uden de vanlige filmtricks (makeup og flere lag proteser). I stedet er det fysisk skuespil, med måden hvorpå hun taler, eller en bestemt måde, Blanchett bevæger sig på. Det er ikke for ingenting, at den bedste Bob Dylan-inkarnation på film pt. tilhører skuespilleren for hendes præstation i Todd Haynes I’m Not There.

I Tár kommer det til udtryk gennem selvsikkerhed. Man kan se på en person, når de bevæger sig med en viden om, at de er den bedste og dygtigste person i ethvert lokale de træder ind i. Den slags selvsikkerhed, der kammer over i selvfedme og tro på ens egen status som gud.

Det er dét indtryk, man får, når man ser Lydia Tár. For det er hende, man ser, ikke Cate Blanchett, som spiller en rolle. Det er ikke en karikatur, som når Bill Murray f.eks. dukker op i en birolle og leverer sin vanlige rutine.

Fantastisk fald fra tinderne

I takt med at tingene begynder at gå imod Tár, bliver bevægelserne mere ukontrollerede, grimme og forsigtige. Man kan fysisk se, hvornår selvsikkerheden begynder at forsvinde, igennem den måde Cate Blanchett bevæger sig på, og det er vanvittigt imponerende.

Samtidig begynder Hildur Guðnadóttirs underlægningsmusik at lyde knapt så poleret som tidligere i filmen, og uroen forplanter sig ildevarslende i en.

Læs også: Anmeldelse: ’The Pale Blue Eye’ er uhyggelig langtrukken og rodet

Det sætter os helt ind i hovedet på Lydia Tár, hvor vi opfatter verden, sådan som hun gør. Det er dragende, frastødende og svimlende på én og samme tid.

Tár er intet mindre en fremragende, og Todd Fields skæbnefortælling om magt, sex og fald fra tinderne bliver hængende længe efter, rulleteksterne er færdige.

Fakta om ’Tár’:
Premieredato: 23. februar 2023
Genre: Drama
Instruktør: Todd Field
Manuskriptforfatter: Todd Field
Medvirkende: Cate Blanchett, Nina Hoss, Noémie Merlant mfl.
Land: USA