Oscar-klumme: 5 grunde til, at Oscar-showet 2024 var en succes

Der var engang, hvor Oscar-uddelingen var årets tv-højdepunkt for mit vedkommende. Det startede velsagtens i 1998, hvor Titanic fejede al modstand af bordet – en film, som jeg så tre gange på en uge i biografen, og derfor heppede gevaldigt på til den efterfølgende Oscar-uddeling.

Siden da har jeg fulgt troligt med år efter år i februar/marts måned, hvor uddelingen har for vane at løbe af stablen, og det har mestendels været med stor glæde, men også – i hvert fald i flere af de senere år – akkompagneret af ikke så få gab.

Men i år var det anderledes. I hvert fald for mit vedkommende. Jeg havde glædet mig umanerligt meget til at komme i Imperial, hvor jeg i en del år har set uddelingen live sammen med to gode veninder, og aftenen skuffede ingenlunde.

Her er 5 grunde til, at Oscar-showet i år hørte til i den absolut bedste del af de uddelinger, jeg har set i løbet af de sidste 25 år:

1. Voldsomt stærkt nomineringsfelt

Først og fremmest skyldtes min indledende forventningsglæde primært, at feltet af nominerede film var ualmindeligt stærkt i år. Det spændte bredt på tværs af sprog og genrer, og der var både solide, garvede folk blandt de nominerede og nye, spændende navne.

Når man tager sig selv i, at være LIGE glad (ikke at forveksle med ligeglad), når én film vinder en given kategori frem for den, man egentlig havde stemt på, siger det meget om det overordnede niveau.

Sikke et filmår!

2. En veloplagt og skarp vært

Værtskabet ved Oscar-uddelingen har været under kraftig beskydning de seneste år, og med frygt for at sige noget forkert (eller endnu værre … få en på lampen), har der ikke været vist tænder i lang tid på den front.

Jeg hører ikke til Jimmy Kimmels fangruppe, men heller ikke det modsatte. Han er det sikre valg, men han er også lidt kedelig. Det var han dog ikke i nat!

Fra start til slut tog han seerne igennem showet med den rette mængde seriøsitet og humor – også den lidt mere krasse af slagsen. Og det klædte både ham og showet ualmindeligt godt.

3. Sjove indslag og presenters

Kimmels pingpong med flere af de udvalgte presenters sad også lige i skabet. Sjovt var det f.eks., da han og John Cena forsøgte at genskabe et af Oscar-historiens mest omtalte øjeblikke, hvor en streaker løb på scenen.

Også sidste års store biograffænomen #Barbenheimer gik ikke ubemærket hen. Emily Blunt og Ryan Gosling, der medvirker i hhv. Oppenheimer og Barbie, var begge nomineret for deres præstationer, og fik sammen leveret en virkelig sjov "beef" på scenen, der refererede til de to films duellering og parløb i årets løb. Vidunderligt!

Vidunderligt var det også, at Oscaren i de fire skuespillerkategorier blev præsenteret af fem tidligere vindere fra forskellige år, der hver især fremhævede én af de nomineredes præstationer. Der mærkede man historiens vingesus og det sammenhold, der – måske påtaget til tider – også er i Hollywood.

4. Rørende og tankevækkende taler

Det kan godt være, at showet i år ikke bød på et væld af overraskelser på vinderfronten, men til gengæld var de, der kom på scenen – med ganske få undtagelser – både nærværende, rørende og flere af dem også virkelig sjove at lytte til.

Emma Stone, der vandt for bedste kvindelige hovedrolle for Poor Things, virkede oprigtigt overrasket og overvældet, da hun tog imod sin pris, men som det dygtige – og spektakulært sjove – menneske, hun er, formåede hun at frembringe både smil på læben (blandt andet over en iturevet kjole – jeg ved ikke, hvad Louis Vuitton har at sige til sit forsvar?) og en lille tåre i øjenkrogen hos de fleste af os.

Bevæget blev man også, da dokumentarfilminstruktøren bag 20 Days in Mariupol, Mstyslav Chernov, mindede os om virkelighedens uhyrligheder i Ukraine, men uden at det blev gjort på en måde, der tog glæden ud af at have vundet prisen for bedste dokumentarfilm.

Og så er jeg muligvis farvet, fordi jeg personligt holder meget af Christopher Nolan og hans film, men det var altså fantastisk at se ham modtage såvel statuetten for bedste instruktør og generelt blive hyldet af sit hold fra Oppenheimer.

5. I'm Just Ken

Det kan godt være, at Barbie er hovedpersonen i filmen af samme navn, og at både Margot Robbie og Greta Gerwig skulle have været nomineret for hhv. bedste instruktør og hovedrolle, men i nat var det vores alle sammens Ken, der stjal showet.

Med al den humor og charme, man kunne have håbet, han ville lægge i det, gik Ryan Gosling all in på at fremføre den fantastiske banger, I'm Just Ken, fra Barbie. Og ganske vist vandt han ikke Oscaren for bedste originale sang, men han vandt alle vores hjerter. The Ken'ergy was real!

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: