Anmeldelse: ‘Oppenheimer’ er et modent mesterværk af en instruktør, der hviler i sig selv og er på toppen af sit game

Oppenheimer er ikke for alle, så er det sagt. For den er, hvad den giver sig ud for at være, en film om et tungt emne med megen snak. Men Oppenheimer er også så meget mere. Faktisk ligefrem et mesterværk, intet mindre, af en instruktør, der her har lagt alle tendenser til blær på hylden for at skabe et underspillet drama om en af de vigtigste begivenheder i vores moderne civilisation, skabelsen af atombomben.

Målet fremfor ego

Med udtrykket ‘blær’ menes, at Nolan her har lagt alle tendenser til at skulle vise/bevise, hvad han kan, fra sig – et element, som hver eneste af hans tidligere film ellers har indeholdt. Der er en naturlig selvsikkerhed i Oppenheimer, og man får et indtryk af en instruktør, der hviler i sig selv, og træder til side for sit emne. Måske fordi han synes, historien er vigtigere. Og som tør lade beretningen udfolde sig på en ydmyg måde, der står i kontrast til den bombastiske fortælling. På den måde er filmen uden tvivl Nolans mest modne værk til dato.

Håndværk af høj kvalitet

Alt det betyder ingenlunde, at instruktøren ikke er teknisk virtuos, for det er Nolan. Hver detalje, i hvert eneste filmhåndværk repræsenteret, er af fagligt højeste niveau. Filmens score af Ludwig Göransson, alt lydarbejdet i øvrigt, billederne af Hoyte van Hoytema – farvet, grynet, s/h og IMAX – klippearbejdet af Jennifer Lame osv. osv. Her er ingen VFX og ingen digitale smutveje.

Især måden, filmen er klippet på, fortjener et par ord, for den siger også noget om måden, Nolan fortæller sin biografiske historie på.

Tre tidsspor

I filmen er der grundlæggende tre tidsspor, i realiteten mange flere. Vi møder Oppenheimer, da han allerede er en etableret videnskabsmand og populær underviser, hvor han bliver kontaktet af Lewis Strauss, formand for U.S. Atomic Energy Commission (AEC), om han vil lede det hemmelige ‘Manhattan Project’. Et projekt, der dækker over kapløbet med nazisterne om at lave en ny type bombe, en såkaldt atombombe.

Oppenheimer siger ja. Han er selv jøde og er enig i, at nazismen må standses for enhver pris. Han tror også på, at en bombe, der kan udrydde store dele af befolkninger på få sekunder, vil betyde en fredsbalance, verden ikke har set før, for ingen med fornuften i behold vil bruge sådan et middel.

Han samler et hold af verdens bedste videnskabsmænd i kvantefysik- og mekanik, og de bliver af det amerikanske militær placeret i Los Alamos-ørkenen. Inklusiv Niels Bohr, der i filmen bliver spillet af Kenneth Branagh med en meget ikkedansk accent.

Det er også i Los Alamos, at den første prøvesprængning finder sted, og som beviste, at Oppenheimer og co. havde fuldført opgaven. Det var i juli 1945, og selv om Hitler var død, og tyskerne havde overgivet sig, blev verdens to første – og eneste – atombombesprængninger i krig udført i august mod japanerne, der ikke ville overgive sig. I Hiroshima og Nagasaki.

Livet efter bomben

I eftertidens bagkloge lys kunne man måske sige, at Oppenheimer var naiv, da han troede, at bomben ville skabe fred. Da han efter 2. verdenskrig indså, at det i stedet satte et kapløb i gang mod russerne om en ny og kraftigere bombe, brintbomben, valgte han det usædvanlige for en videnskabsmand på det tidspunkt, nemlig at ytre sig politisk og mane til forsigtighed.

Det fik mange til at kigge skævt til ham og var, måske, en af grundene til, at han under mccarthyismen blev anklaget for kommunistisk virke. En anklage, der skulle miskreditere hans ry, og som fratog ham sikkerhedsgodkendelsen og dermed en reel indflydelse på et videre videnskabeligt arbejde. Og som, måske snarere, var orkestreret fra skyggerne af Lewis Strauss. Den uofficielle høring, som Oppenheimer måtte i gennem, er filmens andet store tidsspor.

Det tredje er den officielle senatshøring, som Lewis Strauss stillede op til i 1959, for at få posten som handelssekretær. En position, han ikke fik, fordi det kom frem, at han havde spillet en væsentlig rolle i Oppenheimers uretmæssige miskreditering.

Nyt liv til den biografiske genre

Hvordan man fortæller en persons liv har uendeligt mange biografiske film leveret eksempler på. Ofte ret gumpetungt. Men med Oppenheimer sætter Nolan også nye standarder for den biografiske genre som karakterstudie.

De tre tidsspor bliver elegant flettet sammen i klip, der konstant hopper i tid, hvilket giver et indtryk af en nærmest intuitiv rækkefølge. Men, selvfølgelig, er de ikke tilfældige. Nolan har styr på sin elliptiske struktur. Effekten er lig med, hvordan vores hukommelse arbejder, små glimt, lange passager, visuelle indtryk, ordaftryk. Eller hvordan kvantefysikken teoretiserer over vores eksistens, at alt er i spil på samme tid. Og deri ligger det geniale. At det så også er helt overlegent udført, er typisk for instruktøren.

Karakterskuespillere en masse

Som altid er Nolan også meget omhyggelig i sit valg af skuespillere. Ofte arbejder han sammen med dem, han kender. Hvilket indbefatter Cillian Murphy, der har fået hovedrollen som J. Robert Oppenheimer. At Murphy leverer sin hidtil bedste præstation nogensinde kommer næppe bag på nogen, men kæmperespekt for, hvor god han er. Der er så mange små nuancer i hans spil, ofte leveret uden ord.

En anden skuespiller, der også giver sin karrieres bedste performance, er Robert Downey Jr. som Strauss, Salieri til denne films Mozart. Makeuppet til at se ældre ud indfanger han sin karakters skrøbelige ego, der er lige drevet af indbildskhed og misundelse.

De to bliver bakket op af et helt væld af stærke karakterskuespillere, fra Florence Pugh og Emily Blunt til Matt Damon, Alden Ehrenreich, Jason Clarke og mange flere, som er med til at gøre Oppenheimer til en skuespilmæssig fornøjelse at se på også.

Historisk og eksistentielt vingesus

Nu nævnte jeg før, at der bliver talt meget i Oppenheimer, og det gør der. Men selv om filmen er holdt oppe af sin skarpt skrevne dialog – indimellem føles den som en screwball-ping pong, bare med videnskabelige termer – formår Nolan stadig at fastholde den intense anspændthed, der ligger som en summen under scenerne. En anspændthed, der sætter sig i de filosofiske og eksistentielle spørgsmål, som filmen og Oppenheimers virke, rejser: Hvad gør det ved os, som mennesker og som civilisation, at vi lever i skyggen af atombombens eksistens? Og hvad er videnskabsmandens (m/k) ansvar?

En film som få

På den måde har Christopher Nolan lavet et overmåde ambitiøst værk, som jeg personligt fandt bevægende flere steder. Oppenheimer er en kompleks film og en rig oplevelse. Men det er også en krævende film og vil dermed ikke være for alle. Alligevel er anbefalingen herfra klart, at man ser den. I hvert fald hvis man er til filmhåndværk fra øverste, øverste, øverste hylde og til en storslået og ypperlig biografoplevelse. Af den slags, der ikke kommer mange af.