Film | Guides

Redaktionen anbefaler: De 5 bedste remakes af danske film

Af
Signe Bjørg Granberg
10. september 2024
'The Guilty'
Jake Gyllenhaal i den amerikanske genindspilning af Gustav Möllers 'Den skyldige' / Foto: GLEN WILSON/NETFLIX

Del artikel

Dansk film er anerkendt overalt i verden, og flere gange er danske filmhits blevet lavet i amerikanske versioner med store stjerner i hovedrollerne. Vi har fundet 5 gode remakes her.

Snart rammer det amerikanske remake af Christian Tafdrups gyserhit Speak No Evil de danske biografer, og det er ikke just første gang, en dansk film er blevet genskabt i en udenlandsk version. Vi har kigget i arkiverne og fundet nogle af de bedste remakes af danske film gennem tiden.

1. Nattevagten / Nightwatch
2. Brødre / Brothers
3. Den skyldige / The Guilty
4. Efter brylluppet/ After the Wedding
5. Stille hjerte / Blackbird

Nattevagten / Nightwatch

Tre år efter, Ole Bornedals klassiske danske gyser blev en bragende succes i Danmark, udkom den amerikanske version med Ewan McGregor i Nikolaj Coster-Waldaus rolle og Nick Nolte i Ulf Pilgaards.

Foruden de to hovedroller finder man også bl.a. Josh Brolin, Patricia Arquette og Lauren Graham på rollelisten. Det er Bornedal selv, der har instrueret den amerikanske version, og han har fået hjælp til manuskriptet af ingen ringere end Steven Soderbergh.

Nightwatch kan ikke streames i Danmark i øjeblikket, men Nattevagten kan lejes på bl.a. Blockbuster og den nye Nattevagten dæmoner går i arv kan ses på Prime Video.

Brødre / Brothers

Susanne Biers barske familiedrama fra 2004 har Ulrich Thomsen og Nikolaj Lie Kaas i hovedrollerne som de to vidt forskellige brødre, Michael og Jannik, der bliver fanget i et trekantsdrama med Michael kone, Sarah (Connie Nielsen)

I den amerikanske version, der udkom i 2009, spiller Jake Gyllenhaal Lie Kaas' rolle, imens Tobey McGuire spiller Thomsens karakter og Natalie Portman Connie Nielsens.

Det er Jim Sheridan, der instruerer Brothers efter manuskript af David Benioff (Game of Thrones).

Brødre kan ses på Netflix og Nordisk Film+ og Brothers kan ses på Prime Video, Filmstriben og Pluto TV.

Den skyldige / The Guilty

Jake Gyllenhaal er også på spil i den næste film på listen, nemlig i det amerikanske remake af den intensive thriller, Den skyldige.

Manden bag den danske film er Gustav Möller, hvis nye film Vogter snart får premiere, og han brød for alvor igennem med Den skyldige tilbage i 2018.

Her spiller Jacob Cedergreen politibetjenten Asger Holm, som en aften besvarer et 112-opkald fra – skal det vise sig – en kidnappet kvinde. Men hvordan får Asger reddet kvinden, når han udelukkende har en telefon som redskab til redningsaktionen?

Det amerikanske Netflix-remake er skabt af Training Day-instruktøren Antoine Fuquas, og her er det Gyllenhaal, der spiller betjenten, der i kapløb med tiden – og nogle raserende skovbrande i L.A. – skal forsøge at redde den kidnappede kvinde. Dog bliver der her taget flere locations og skuespillere i brug end i det danske ophav.

Den skyldige kan ses på DRTV, Netflix, Prime Video, TV 2 Play og Viaplay og The Guilty kan ses på Netflix.

Efter brylluppet / After the Wedding

Endnu en Susanne Bier-film har fået et amerikansk remake, nemlig den Oscar-nominerede Efter brylluppet fra 2006. Det storslåede danske drama har Mads Mikkelsen, Sidse Babett Knudsen og svenske Rolf Lassgård i hovedrollerne.

I den amerikanske version fra 2019 er Mads Mikkelsens Jacob-karakter blevet omskrevet til at være en kvinde, som bliver spillet af Michelle Williams. Derudover medvirker også Julianne Moore og Billy Crudrup. Det er Bart Freundlich (der i øvrigt privat er gift med Julianne Moore), der har instrueret og skrevet manuskript.

Efter brylluppet kan ses på Netflix, Prime Video, Viaplay og Nordisk Film+ og After the Wedding kan ses på Filmstriben og Viaplay.

Stille hjerte / Blackbird

Det skorter ikke på storstilet drama i Bille August rørende film Stille hjerte fra 2014. Her spiller Ghita Nørby matriarken, Esther, der er dødeligt syg med ALS, og derfor har inviteret hele familien på weekend for at tage afsked med dem og livet. Men som weekenden skrider frem, bliver Esthers beslutning sværere at håndtere, og gamle konflikter dukker op til overfladen.

Det danske stjernehold består foruden Ghita Nørby af blandt andre Paprika Steen, Danica Curcic, Morten Grunwald, Pilou Asbæk og Jens Albinus.

I den amerikanske version, Blackbird, indtager Susan Sarandon Nørbys rolle, og Kate Winslet spiller familiens ældste søster, som Paprika Steen spiller i den danske film.

Christian Torpe, der skrev manuskriptet til Bille August-versionen, står også bag manus til Blackbird, og det er Roger Mitchell (Notting Hill), der instruerer.

Både Stille hjerte og Blackbird kan ses på Filmstriben.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Guides