Anmeldelse: ‘Nattevagten - dæmoner går i arv’ er en gedigen gyser med vellykket klam stemning

Begivenheder i de fleste gyserfilm ville kunne give alle ar på sjælen og dybe traumer for livet, men den del af skrækhistorierne hører vi sjældent om. Så det er godt tænkt, når Ole Bornedal vælger at fokusere på netop dét i sin opfølger til 1990’er-successen Nattevagten. Her næsten 30 år senere. For hvad skete der med Martin, Kalinka, Jens og Lotte efter den rædselsvækkende nat? Og hvad skete der med Wörmer?

Tavs far

Det gik ikke så godt, ud fra Martins tilstand at dømme. I de mellemliggende år har Kalinka begået selvmord, og overfor sin voksne datter, Emma, er han en nedbrudt mand.

Fortiden ligger som en tung skygge over familien, men da Martin slet ikke vil tale om, hvad der er foregået, kender Emma intet til den horrible oplevelse forældrene har været ude for. I et forsøg på at få brudt sin fars tavshed, begynder hun selv at grave i fortiden.

Lever Wörmer?

Researchen bringer hende til Wörmer, der nu sidder i et mørkt rum på Sct. Hans. Tilsyneladende blind og apatisk. Emma lader alle sine frustrerede følelser gå ud over manden, men skulle hun nu have gjort det? Har hun vækket et gammelt monster til live?

Det er den fryg,t man som publikum må sidde med gennem filmen, og Ole Bornedal er eminent til at spinde den ubehagelige, paranoide, uhyggelige stemning, så man konstant forventer det værste. Sådan som en gyser skal.

God til ubehag

At skabe ubehag og uhygge har Bornedal vist, at han mestrer. Ikke bare i Nattevagten fra 1994, men også f.eks. i Vikaren, hvor Paprika Steen var lærerinden af en anden verden. I sin nye film ligger uhyggen i maksimalt at udnytte lange, mørke gange og sære karakterer i en atmosfære af usikkerhed, hvor man ikke ved, hvem man kan stole på.

Der er et par twists undervejs, og er man en garvet gyserkender, har man nok regnet dem ud på forhånd. Alligevel er filmen så underholdende, at det er til at bære over med.

Ungt hold

Udover uhygge har Ole Bornedal gennem sin karriere også udvist et talent for at finde talenter. Det virker selvfølgelig som et meget nærliggende valg, når det er hans egen datter, Fanny Leander Bornedal, der spiller hovedrollen som Emma, men hun er en så åbenlys skuespilbegavelse, at man forstår nepotismen. Hun bliver derudover flankeret af et stærkt hold af unge skuespillere - Nina Rask, Sonny Lindberg og Alex Høgh Andersen - der udgør en sjov kvartet. Og som en bonus skal Casper Kjær Jensen også nævnes. Som den forstyrrede Bent leverer han en så spooky præstation, at han indimellem er mere skræmmende end Ulf Pilgaard.

På den måde er der mest til de nyankomne. De generationer, der måske aldrig har set Nattevagten. Men der er også små godbidder til os andre, der var med dengang i 90’erne. I rollen som far Martin ses Nikolaj Coster-Waldau, og også Kim Bodnia som Jens dukker op. Det føles vitterligt som et trip down memory lane. Ikke bare for karaktererne i filmen, men også for os, der kigger på.

En værdig opfølger

Som et gyserbud er Nattevagten - dæmoner går i arv hverken den mest blodige eller den mest skræmmende af slagsen, men Bornedal har skabt en historie, der er loyal mod den oprindelige film og har en indre sammenhæng med den.

Han har forstået at tilpasse castet til nutiden, hvilket fjerner noget af det bagudskuende ved hele projektet, og han ved, hvordan man skal spille på nerverne. Både dem, der nyder spændingen og dem, der vil underholdes. Så, skal du have et afbræk fra den søde julehygge, er Ole Bornedals film et oplagt bud. En værdig opfølger og en ny stærk, dansk gyser.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: