Den bløde mand er under pres: “Der er noget hyklerisk i den måde, vi snakker om det maskuline ideal på i dag”

Vennezonen. Et sted, som de færreste har lyst til at lande, men et sted, hvor mange bløde og søde mænd alligevel oplever at lande der, når de forsøger at kurtisere.

Måske fordi de klassiske mandeidealer stadig lever i bedste velgående. Den store, stærke mand, der tjener penge, som indtager et rum, tager ordet ved middagsbordet og højlydt cracker jokes.

Det kommer blandt andet til udtryk på datingplatformen Tinder, hvor langt størstedelen af kvinderne kæmper om den samme lille gruppe af mænd, der er socioøkonomisk stærke.

Josefine Exner og Sebastian Gerdes har brugt tre år på at undersøge fænomenet i deres hjemby Aarhus. Hvordan maskulinitets-idealet kan være både besnærende og urimeligt, og hvordan kvinderne måske er blevet privilegieblinde.

Undervejs i projektet blev de to venner selv kærester. På denne dag sidder de i deres sofa med fine, puffede forældre-poser under øjnene, mens forårslyset vælter ind i Vesterbro-lejligheden.

For to uger siden blev de nemlig forældre til en lille dreng, der ligger og sover sødeligt, mens de to fortæller om maskuline idealer og ikke mindst deres film, der havde premiere på CPH:DOX 21. marts.

Det kan være sprængfarligt at lade snakken falde på forskellen mellem kønnene. Ikke desto mindre har Josefine Exner og Sebastian Gerdes taget kampen op, og her deler de deres tanker om alt fra toksiske mandeidealer til privilegerede hvide kvinder.

Hvorfor fik I en idé til at lave en film om, at søde mænd ikke er attraktive?

Sebastian: I min vennekreds var det meget kærestens navn, der stod på lejekontrakten. Det var kvinderne, der var kommet hurtigt ud på arbejdsmarkedet, hvor mine venner – der typisk havde læst noget blødt humaniora – havde svært ved at finde et arbejde. De var nogle søde, omsorgsfulde og lyttende mænd, og jeg synes bare, der var et sjovt clash mellem det, jeg observerede i min vennegruppe, og det man hele tiden hører i visse kredse om det store kvindeundertrykkende patriarkalske system. Der var ligesom et eller andet, der manglede.

Josefine: Filmen startede meget som en samtale. Og vi kom til at tale om, at den hvide privilegerede kvinde måske er den nye privilegerede hvide mand. Kvinder har fået mere magt, og med den magt følger også mere ansvar. Jeg kom til at kigge tilbage på mit eget datingmønster, og der er måske en tendens til, at kvinder som mig friendzoner de søde fyre og går efter de toksiske. De søde mænd bliver en slags ‘back up plan’. Og det er jo sindssygt dobbeltmoralsk. Som kvinde vil man gerne have, at mændene giver plads, men man respekterer ikke de søde mænd, der rent faktisk gør det. Vi kvinder, der opfatter os selv som feminister, kan måske have en tendens til at se os selv som nogle ofre. Men jeg er som kvinde super-privilegeret og har ret meget magt.

Hvorfor tror du, det er sådan?

Josefine: Fordi kvinder traditionelt set har været nogle ofre ligestillingsmæssigt, og fordi mange kvinder både i Danmark og på globalt plan stadig er det. Og så er vi vokset op i en kultur, hvor man lærer at begære nogle toksiske mandeidealer. Fraværende fædre eksempelvis, og så ender vi med at søge efter det samme i en partner. Vi har læst utroligt meget forskning på det her område i arbejdet med filmen.

Hvad er det tilstræbte ideal for en “rigtig” mand, som I observerede, da I gik i gang med at lave filmen?

Sebastian: For mange kvinder er det jo et kæmpe ‘green flag’ og et stort plus, hvis mænd kan være omsorgsfulde og tale om følelser. Men vi lagde også mærke til, at det, der kom forud for alt andet, var, at det var nogle høje, flotte mænd med et godt job. Det med at være følsom skal være et ‘ad on’. De andre bokse skal tjekkes af først.

Så idealet er Don Draper, men som også er sød og omsorgsfuld?

Sebastian: Ja, præcis. Du må godt være sød, hvis du også tjener en masse penge og har masser af selvtillid. Så der er noget lidt hyklerisk i den måde, vi snakker om det maskuline ideal på i dag. Vi får at vide, at vi skal være følsomme og søde. Og det tror jeg, at vi er mange, der også gerne vil være, men når man så dater eller går i byen, så kan man også bare konstatere, at det ikke virker.

Josefine: Der er også bare en tendens til, at det er de mænd, der taler mest i et rum, der får mest opmærksomhed, så når det kommer til stykket, virker det kun at være sød og empatisk, hvis du også er vildt underholdende og dominerende.

Er det noget, du selv har slået dig på, Sebastian?

Sebastian: Jeg er vokset op med en mor, som har gjort rigtig meget ud af, at jeg skulle være sød ved piger og kvinder. Det har hun haft en rigtig god intention med, og jeg tror, at der er mange, der gerne vil opdrage deres drengebørn sådan. Men jeg kunne også godt se, da jeg var på datingmarkedet, at det ikke kun var det, der skulle til, at jeg var sød og lyttende. Jeg skulle også være lidt af en fandens karl, hvis det skulle virke.

Josefine: Man ser det jo også i skolegården. Det er de drenge, der giver alle pigerne en vasker, som pigerne ender med at kaste sig over.

Sebastian: På papiret vil man gerne have den bløde, men i virkeligheden er det noget andet, der skal til, hvis han skal kunne score damer.

Josefine: Og klare sig i samfundet generelt…

Sebastian: Samfundet er jo sindssygt konkurrenceorienteret, og man har brug for nogle rundsave på albuerne, hvis man gerne vil ind på sin drømmeuddannelse og score de gode jobs. Men det er ikke rigtig noget, man siger højt.

Hvordan gør man det i praksis? Får idealet og realiteten til at smelte sammen?

Josefine: Det er jo lige det. Jeg tror, at vi som samfund er nødt til at hylde de bløde og søde mænd, hvis vi gerne vil have nogle mænd, der giver plads til kvinder, som er gode partnere, der tager barsel og så videre. Det nytter ikke noget, at vi ikke respekterer den mandetype. Vi har alle sammen et ansvar for at kigge på, hvad det er for en maskulinitet, vi er med til at fremme.

Sebastian: Det er det, vi prøver at sige med vores film. En ting er, at vi bare følger med, men som samfund skal vi kigge på, hvad for et blik på mænd vi gerne vil fastholde? Kvinder har taget opgør med idealerne flere gange gennem tiden, som i 1970’erne da de brændte deres bh’er. Kvindebevægelsen ville gerne træde ud af det mandlige blik. Mænd har måske ikke været lige så gode til at slutte ring om sig selv og sige: “Nu gør vi det.” Det har været meget skam forbundet med det. I virkeligheden er det en samtale, som mænd skal have med hinanden, hvis vi gerne vil træde ud af det her female gaze.

Tobias Rahim satte frygt, angst og mænd, der græder på dagsordenen i 2022 – men hvor tænker I ellers, det nye blik på mænd skal komme fra?

Sebastian: Det er dejligt, han gjorde det, men han opfylder også de klassiske mandeidealer i forvejen. Han er høj, stærk og succesfuld, så på den måde var det også lidt gratis.

Josefine: Vi har ofte tænkt, at vi gerne ville lave en bred og sjov film. I stedet for at lave noget smalt, som ingen ser, ville vi gerne lave noget lidt underholdende, som man kan se en søndag med tømmermænd og grine lidt af og samtidig få sat nogle tanker i gang. Så egentlig har det været vores mission at gå igennem populærkulturen, for vores oplevelse er også, at der er mange mænd, der egentlig ikke har lyst til at snakke om de her ting, modsat kvinderne.

Hvordan har I undersøgt mandeidealet i filmen?

Josefine: Det har været vigtigt for os, at det skulle være et gruppeportræt af mænd på tværs af generationer. Vi har ikke bare filmet én mand, der har et problem, fordi han er for sød. Det er også derfor, at filmen hedder ‘Verdens sødeste mænd’ – det illustrerer, at det er et kollektivt problem for rigtig mange mænd. Vi er gået rundt i Aarhus i tre år og har stoppet alle mulige mennesker på gaden, været på bar, til ensomhedsmiddag, ude på gymnasier og alle mulige andre steder for at fornemme byens samtale. Vi har også talt med mange kvinder, sat os på caféer og lyttet med ved bordene og på barene om natten for at observere den samtale, der florerer om køn. På den måde har vi fanget mange af de her dobbeltstandarder. Kvinden vil gerne have en sød fyr, men i næste sætning er det “super kikset”, at der er en fyr, der griner af alle hendes jokes.

Hvad lagde I særligt mærke til i det feltarbejde?

Josefine: Dobbeltmoralen.

Sebastian: Ja, og at det i virkeligheden handler utroligt meget om selvtillid og selvværd. For der er mænd, der har succes med at være bløde. De er sindssygt gode til at stå ved det og stråler ligesom bare af selvtillid. Problemet er bare, at der er mange bløde mænd, som måler sig med de stærke mænd, og så mister de selvværdet og kommer til at stå i skyggen af dem. Og det er de mænd, vi gennem filmen gerne vil sige til: Træd ud og vær stolt af det!

Josefine: Vi har fundet ud af, at det handler meget om magt alt det her. I filmen følger vi tre par, og de har en omvendt magtdynamik set med traditionelle øjne. Kvinderne får de høje karakterer, de gode jobs og tjener mest. Den omvendte magtstruktur gør deres forhold kompliceret, selvom man skulle tro, at det ikke betød noget – for kvinden har jo altid været nummer to traditionelt set, så hvad er problemet? Men hvis man pludselig er nummer to som mand, så står man på skuldrene af en masse mænd, der har været nummer et. Det kan give en følelse af at have fejlet.

Sebastian: Ja, for man måler sig jo med vennerne i ens omgangskreds. Hvis man sidder og drikker øl ude i byen, og alle de andre snakker om den bil, de lige har købt, eller de aktier, de lige har solgt, og man selv siger, at man har fået skiftet en masse ble på sin søn, så giver det bare ikke den samme form for respekt. Det mangler i mandekulturen, at der også kan være respekt omkring de bløde værdier. Jeg oplever meget i min vennegruppe, at man ikke snakker om det, hvis det hele ikke lige kører så godt. Typisk er det dem, der har mest succes, der taler mest.

Josefine: Der er det helt omvendt i min venindegruppe. Der er der nærmest status i at være den, der er mest empatisk og den, der lytter mest.

Hvis nu I karikerer det lidt – hvad er det så for en mand, som kvinder gerne vil have?

Sebastian: De vil have en, der kan lidt af det hele. En, der både kan ‘bring home the bacon’ og samtidig være 100 procent til stede og nærværende.

Josefine: Det er også det, man kan se i den Tinder-statistik, vi refererer til i filmen. 80 procent af app’ens kvindelige brugere går efter de 20 procent mest socioøkonomisk stærke mandlige brugere. Det er jo virkelig mange, så man må jo konkludere, at der hersker et eller andet ideal hos kvinderne også om, at vi vil have en mand, der kan alt. Det er nogle helt urimelige krav i det maskuline ideal, vi har i dag.

Sebastian: Når vi spørger direkte, siger de fleste kvinder, at de vil have en mand, som står ved sig selv. Men den selvtillid skal jo komme et sted fra, og det er det, vi mangler at tale om. Det er ligesom bare forventet, at man som mand har en kerne af selvtillid og selvværd. Men det er jo noget, der også kommer udefra, og som kommer med opdragelsen. Hvad er det for nogle ting, vi hylder drenge for? Hvis man er god til at spille fodbold, får man som regel opbygget et stærkt selvværd i folkeskolen. Jeg var ikke god til fodbold – jeg var god til nogle andre ting, men det var først langt senere, at jeg så, at det havde en værdi. Vi har brug for at få masseret noget selvværd ind i drengene fra en tidlig alder – også selvom de ikke er gode til fodbold.

Der er sikkert nogen læsere, der vil sidde derude og tænke: Buhu, er det virkelig så synd for mændene – hvorfor skal vi tale om det her?

Josefine: Det er selvfølgelig nødvendigt at sige, at det ikke er synd for alle mænd. Men mænd er overrepræsenterede både i toppen og bunden af samfundet. Det er ikke synd for mændene i toppen, men vi glemmer lidt, at der befinder sig rigtig mange mænd i den anden kategori, og det faktisk er synd for nogle af de mænd.

Sebastian: Hvis vi skal nå helt i mål med ligestillingen og feminismen, er det også vigtigt, at alle kan støtte op om den. Mænd skal forstå, at det også er en god deal for dem, at bakke op om det. Lige i øjeblikket ser vi jo en amerikansk regering, der er ved at tilbagerulle nogle af de ting, som feminister har kæmpet for i mange år. Et eller andet sted er det jo en reaktion på, at der er mange mænd, der ikke kan følge med, og som ikke kan forstå, hvorfor de skal blive feminister.

Josefine: Vi er nødt til at anerkende, at det også er et privilegietab for mænd, når kvinder skal have flere rettigheder. På den måde kan feminismen virke som en dårlig deal for mænd.

Hvordan får vi så mændene til at indse, at feminismen faktisk er en god deal for dem?

Josefine: Dels er det jo et stort privilegium at få et tæt forhold til sine børn, fordi man tager barsel og er meget sammen med dem. Det er noget, vi har talt meget om. Vi har tjent lige meget på at lave den her film, og vi vil også gerne have lige meget barsel med vores søn. På den måde får vi begge privilegierne af at tjene nogle penge og at være sammen med vores søn. Hvis vi samtidig gør det at være blød og sød til noget, vi respekterer og begærer, så får mænd også nogle privilegier ad den vej. På arbejdsmarkedet kan vi også vælge nogle af dem til, der ikke har rundsave på albuerne, og som ikke nødvendigvis er dem, der taler mest. Altså, at man tilvælger nogle andre kvaliteter.

Hvad har været jeres største læring i forbindelse med filmen?

Sebastian: Vi har selvfølgelig lært meget om emnet. På det personlige plan har vi også fået nogle rigtig gode værktøjer til at kommunikere, fordi vi har arbejdet så tæt sammen. Det har været en kæmpe gave at lave en film sammen.

Josefine: Vi er jo blevet kærester undervejs, så vi har lært hinanden at kende og været i en meget ærlig samtale med hinanden. Vi har talt om de grimme sider af os selv, og det har været enormt spændende.

Sebastian: Det har været vigtigt med den ærlige snak fra starten af, for det her emne kan hurtigt blive brandvarmt og lidt af en hvepserede. Men vi er landet et godt sted, hvor vi hver især har lært meget om, hvad det vil sige at være mand og kvinde på godt og ondt.

Josefine: Der er en grund til, at folk gør, som de gør. Jeg forstår for eksempel meget bedre i dag, hvorfor nogle mænd bliver incels. Hvad bevæggrunden er, og hvad kvinders rolle kan være i det.

Sebastian: Når man snakker om køn, bliver det meget hurtigt en krig. Man bliver fejlfinder-agtig og peger på hinanden. I virkeligheden er vi jo alle sammen bare mennesker med fejl og mangler, og vi forsøger gennem filmen at forstå hinanden og finde frem til en god måde at leve sammen på.

Josefine: Ja, i stedet for at tænke, at det er en kamp mellem kønnene, kunne det være fedt, at vi tænkte: Hvordan kan vi bygge et samfund sammen, hvor vi ikke behøver at tage noget fra hinanden? Hvor både mænd og kvinder har privilegier. Vi er mennesker med personligheder, der er vidt forskellige. Kassen for, hvordan man kan være kvinde, er blevet udvidet rigtig meget, på den måde giver det mening også at udvide kassen for, hvordan man kan være en mand. At man både kan være super empatisk som mand og som kvinde.

Sebastian: Ja, at der er mange forskellige måder, man kan være mand og kvinde på.

Hvad håber I, filmen bringer med sig?

Sebastian: Jeg håber, at folk vil se den. Vi har ønsket at lave en humoristisk film, der rammer bredt, og som favner forskellige generationer.

Josefine: Vi vil gerne lave en samtale på tværs af alle køn og generationer, og vi vil rigtig gerne ud i landet og væk fra de københavnske saloner.

Sebastian: Og så håber jeg, at der er rigtig mange, der kan spejle sig i filmens mænd.

Josefine: Vi vil rigtig gerne hylde den søde og bløde mand. På en humoristisk og satirisk måde.

‘Verdens sødeste mænd’ havde premiere på CPH:DOX 21. marts 2025 og kan ses rundt omkring i landets biografer under hele festivalen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: