Det var først, da Sylvia Le Fanu mistede sin mor, at hun for alvor lærte hende at kende

- Min mor gik bort, da jeg var 20 år. Måske er det hele årsagen til, at jeg overhovedet laver det, jeg gør.

Instruktør Sylvia Le Fanu har ikke altid vidst, at hun ville lave film. Og det til trods for, at hun er vokset op i filmverdenen og altid har elsket at se film. Men da hun mistede sin mor, blev tabet en slags motivation for at fortælle sin historie.

Vi møder den 35-årige spillefilmsdebutant en råkold morgen i februar. Der er få uger til, at hendes første film, 'Min evige sommer', rammer de danske biografer, men der er ikke megen nervøsitet at spore i den højgravide instruktør den morgen på Nørrebro. Heller ikke, selv om filmen, vi skal tale om, er dybt personlig for Sylvia Le Fanu.

- Den historie har ligget og haft brug for et udtryk – underbevidst – i mange år. Det, jeg har gået igennem, har på en måde skabt den konkrete motivation for at lave film. Hvis det nu ikke var sket, det her med min mor, er det sværere for mig at forestille mig, hvad der ville have været min drivkraft. Jeg romantiserede i hvert fald ikke instruktørrollen eller rollen som filmskaber, siger Sylvia Le Fanu.

At miste min mor var at opdage min mor

'Min evige sommer' handler om den 15-årige Fanny, hvis liv ændrer sig for altid i løbet af en sommer. Hendes mor er nemlig dødeligt syg, og familien tilbringer deres sidste sommer sammen i sommerhuset, mens de forsøger at nyde nuet og navigere i den uundgåelige sorg, der lurer under overfladen.

Filmen kredser om, hvordan vi reagerer individuelt og sammen som familie, når vi rammes af en tragedie, og når vi alle ved, at vi om kort tid skal miste en, vi elsker.

- Jeg har følt mig enormt tæt på min mor i denne her proces. Mange af os har det nok sådan som unge voksne, at forældre bare er sådan nogle forældrefigurer uden noget liv. Ved at lave filmen gav det mig anledning til at læse min mors dagbøger, jeg har haft liggende i en kasse i mange år. Jeg har ikke helt haft modet til at læse dem, andet end at skimme dem, fordi det er så omfattende.

Sylvia Le Fanus mor havde skrevet dagbøger, siden hun var 17 år, så det var et meget dokumenteret liv, der åbnede sig for hendes øjne, da hun læste dagbøgerne.

- Det var et stort, terapeutisk arbejde. At miste min mor, var at opdage min mor. Jeg har kunnet finde ud af nogle ting om hendes fortid og om tiden omkring, da jeg var barn. Hun var forfatter og havde et skrivetalent, som stråler igennem i hendes dagbøger. Det er god læsning, og hendes skrevne ord er jo det, der foreviger hendes minde. Det var også derfor, at det skulle med i filmen.

Foruden at være instruktør på 'Min evige sommer' har Sylvia Le Fanu også skrevet manuskript til filmen sammen med Mads Lind Knudsen. Og det er ingen hemmelighed, at Sylvia Le Fanu bevidst har valgt at fortælle historien fra datteren i filmens perspektiv - som også er hendes eget perspektiv.

- Der er noget om det her med at eje historien, og det stillede mig stærkt i udviklingen og tilblivelsen af filmen. Det var både skrøbeligt og gav også en form for autoritet. Så det gjorde på en eller anden måde alting mere simpelt at tage beslutningen om at vende tilbage til det, jeg ved. Nu er det blevet sådan, at man stadig har glimt ind til forældrekaraktererne, så man fornemmer, at de har deres helt eget, rige liv - men vi ved det, som datteren ved.

I 'Min evige sommer' spiller faren - og ægtemanden - som pårørende også en stor rolle, og Sylvia Le Fanu indrømmer, at det på mange måder var svært også at skulle fortælle sin egen fars historie.

- Jeg har aldrig bedt om lov, og det var da lidt en underlig elefant i rummet i alle de år, jeg var i udvikling med filmen, hvor han jo godt har vidst noget. Jeg har bare krydset fingre og håbet på, at så længe min intention ikke var at pege fingre, har det været ok. Det var en kæmpe lettelse, da han så den på det store lærred, og han tog godt imod den. Det var ikke givet, at han ville det, for han er jo også filmkritiker. Men det var en slags milepæl i vores relation, at han fik set den.

At skulle caste en fremmed som sin afdøde mor

Faren i 'Min evige sommer' bliver spillet af svenske Anders Mossling, mens datteren bliver spillet af Kaya Toft Loholt, og Maria Rossing indtager rollen som den kræftsyge mor. Det var en stor opgave at caste alle tre, fortæller Sylvia Le Fanu:

- Kaya mødte jeg første gang, da hun var 13, og hun nåede jo så at blive 15, da vi gik på optagelse. På de år fik vi opbygget en relation, og der var en stamina i hende. Jeg så vel noget af mig selv i hende uden helt at kunne sætte ord på hvad. Måske at hun havde en slags katte-energi, ligesom jeg selv har fået at vide, at jeg har. Men vigtigst var, at hun kunne spænde bredt. Hendes udtryk rummer både den alvor og lethed, jeg havde brug for. Ligesom katten kan hun være reserveret, tænksom, mystisk ... og pludselig så smiler hun og åbner op ... eller er udadreagerende og vred. Det synes jeg er interessant med den dynamik.

Derimod føltes det næsten som en umulig opgave for Sylvia Le Fanu at finde den rette til at spille sin mor, så hun søgte hjælp hos sine venner.

- I forhold til Maria Rossing som moren, så havde jeg mange venner, der pegede på hende uafhængigt af hinanden, og jeg var jo nødt til også at spørge dem lidt til råds. De havde blandt andet set hende i 'Carmen Curlers', hvor hendes rolle godt nok er langt væk fra min mor, men hvor der alligevel var et eller andet, de fangede. Lige der var jeg nok selv for tæt på. Altså at skulle gå ind og finde en, der skal spille din afdøde mor – det er en umulighed. Men jeg er meget lykkelig for, det blev hende. Hun har både noget varme og noget alvor, og den dualitet, som jeg ledte efter.

Svenske Anders Mossling havde Sylvia Le Fanu tidligere arbejdet med på sin afgangsfilm, og han havde mange af de kvaliteter, hun ledte efter til faren.

- Han og datteren talte hver deres sprog, og der hjalp det, at Anders var svensk. Jeg har altid tænkt på moderen som limen, eller oversætteren i familien. Det sværeste for en skuespiller er tit at gøre så lidt som muligt. Men det kan Anders, og man kan bare sidde og kigge på ham. Jeg vidste, at filmen havde brug for den modvægt – at det skulle være en, der ikke skulle spille for meget. Nogle steder er det jo nærmest en ”hang out movie”, fordi de bare skal være.

Ventesorg på agendaen

Ideen om en "hang out movie" kan måske synes mærkelig, når omdrejningspunktet for filmen er en familie, der ved, de skal miste. Men det er netop den stille ventetid, der fylder meget på det tidspunkt, vi møder familien. Ventetiden. Og ventesorgen.

- Jeg tænkte mest, at der var noget unikt i at tale om ventesorg. Der er jo mange film, der handler om det, der sker på den anden side af tabet. Men det her med venterummet har jeg ikke set fortalt før. I hvert fald ikke i forhold til den normalitetstilstand, der opstår i det venterum. Og det synes jeg var mere interessant end at gå ind i det højdramatiske omkring det, vi måske alle sammen kender eller kan forestille os.

For Sylvia Le Fanu var det dog vigtigt ikke at lade sig styre kreativt af et specifikt tema, fortæller hun:

- Jeg kan godt opleve det som en forhindring rent kreativt, hvis jeg bliver for bevidst om, hvad det er, min film skal kunne. Men når det er sagt, er det utvetydigt positivt, hvis filmen kan bidrage til den samtale, der handler om sorg og ventesorg. Samtidig kan jeg mærke en tilbageholdenhed i forhold til, at jeg skal være den, der sætter ord på det. Men jeg bliver rørt og glad for tilbagemeldinger efter alle de visninger, der har været.

De nærmeste pårørende står alene

Foruden ventesorgen er noget af det, der fylder meget for Sylvia Le Fanu, at fortælle de pårørendes historie. Ikke helt ulig det, Christina Rosendahls film 'Fuld af kærlighed' også gjorde sidste år, hvor det ikke så meget var selve alkoholikeren, filmen fokuserede på, men mere den nærmeste familie. De pårørende.

Og netop Christina Rosendahl har da også betydet noget helt særligt for Sylvia Le Fanu i tidens løb.

- Christina var min mentor i mange år tilbage til før, jeg gik på filmskolen. Hun var konsulent på min film fra Filmværkstedet, og jeg har nærmest kendt hende, fra jeg var barn. Hun tilbød et mentor-ship, hvor hun blandt andet rådgav i, hvordan man navigerer i lederskab på en film - og i forhold til at passe på sin personlige integritet.

Forholdet mellem de pårørende og resten af omverdenen var særligt interessant for Sylvia Le Fanu at dykke ned i.

- Rent menneskeligt har jeg da et håb om, at der sidder nogle pårørende til de pårørende, og at filmen kan bygge lidt bro, så der ikke bliver skabt den usync mellem familien og omverdenen.

For løsningen for de nærmeste pårørende er ikke altid at tale mere med andre, der også er tæt på. Det er også derfor, at stilhed spiller en stor rolle i hendes film, fortæller Sylvia Le Fanu:

- Der er meget stilhed i denne her film. Det kan man jo problematisere og spørge ”hvorfor taler de ikke sammen?” Men denne her familie har fundet en stille accept i at aflæse kropssprog, som kun er noget, de kan i den lille kerne. Hvis filmen kan give en anledning til i hvert fald bare at stille nogle spørgsmål på tværs af den bro.

Det kan være svært for omverdenen at navigere i de nærmeste pårørendes sorgforløb, fortæller Sylvia Le Fanu:

- Jeg har personligt selv talt meget med f.eks. sundhedspersonale og psykologer. Det er meget forskelligt fra situation til situation, hvad der er det rigtige at gøre. Det er virkelig komplekst, hvad behovet er, og det skifter fra minut til minut. Det er svært at navigere i.

Da Sylvie Le Fanu selv stod midt i ventesorgen, oplevede hun, at omverdenen havde svært ved at hjælpe, og at hun skubbede dem væk.

- Folk kunne aldrig gøre det rigtige. Hvis du ikke kan redde mig fra denne her situation – og det kan du ikke - så kan jeg ikke bruge dig til noget. Det var i hvert fald meget min oplevelse og det, jeg har forsøgt at afspejle i Fannys adfærd i filmen.

Sylvia Le Fanus spillefilmsdebut, 'Min evige sommer', får biografpremiere den 27. februar.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: