Film | Anmeldelser

Anmeldelse: 'Fuld af kærlighed' er en rørende skildring af en familie i alkoholisk opløsning

Af
Louise Kidde Sauntved
22. maj 2024
Fuld af kærlighed
Lars Ranthe og Stine Stengade i 'Fuld af kærlighed' / Andreas Bastiansen/Nimbus Film

Del artikel

Christina Rosendahl har lavet en stærk og grundig film om at leve med konsekvenserne af misbrug, der favner kompleksiteten i en kuldsejlet familiedynamik.

Fuld af kærlighed

Premieredato: 23. maj 2024 i biograferne
Genre: Drama
Instruktør: Christina Rosendahl
Manuskriptforfatter: Christina Rosendahl
Medvirkende: Viilbjørk Malling Agger, Lars Ranthe, Stine Stengade
Land: Danmark
Længde: 1 time og 50 minutter

Ifølge statistikken lever et ud af 10 børn i Danmark med en far eller mor med et usundt forhold til alkohol. 402.000 voksne har et moderat alkoholmisbrug, mens 67.000 har svære alkoholproblemer.

Bag de tørre tal gemmer der sig mennesker, der har en familie, børn, venner og andre, hvis liv bliver dybt påvirket af misbruget. Men som ofte også er med til at holde det ved lige.

Alligevel er det kun misbrugeren, der bliver tilbudt behandling i Danmark. Men hvad med alle de andre, der også må leve med konsekvenserne af misbrug? Ofte resten af deres liv.

Fuld af kærlighed
Ella Paaske, Luca Uhde Jacobsen, Viilbjørk Malling Agger og Lars Ranthe i 'Fuld af kærlighed'
Louise McLaughlin/Nimbus Film

Kampen for familien

Det er udgangspunktet for Christina Rosendahls stærke og rørende kærlighedshistorie Fuld af kærlighed, der drejer fokus væk fra misbrugeren og over på de pårørende. Centralt i historien står Peter og Helen, der har været gift i mange år, og elsker hinanden højt.

Sammen har de tre børn. Sofia, der er 20 og på vej videre ud i sin egen voksenverden, teenageren Jenni og lillebror Gustav. Desværre har Peter svært ved at styre sit alkoholindtag. I en grad, så resten af familien til sidst ikke ser anden udvej end at stille ham stolen for døren: Gå i behandling og bliv ædru, eller også mister du os!

Men selv om Peter rent faktisk går i behandling og bliver ædru, stopper problemerne ikke der. Faktisk er de først lige begyndt. For alkoholen er sivet så dybt ned i sprækkerne i familien og har påvirket deres indbyrdes dynamik så voldsomt, at det kræver mere end fem uger på en afvænningsklinik at få skuden på ret køl.

Hele familien er nødt til at finde tilbage til et sted, de lige nu har mistet. Et fælles ståsted.

'Fuld af kærlighed'
Lars Ranthe og Stine Stengade spiller hovedrollerne i Christina Rosendahls nye film 'Fuld af kærlighed'
Foto: Andreas Bastiansen / Nimbus Film

Ædru, men kedelig

Det er befriende, at Fuld af kærlighed så kategorisk fornægter klichéen om, at det udelukkende er den person, der kæmper med afhængighed af alkohol, der skal ændre sig, blive ædru og bum, så er alt godt igen.

Christina Rosendahl favner kompleksiteten i den kuldsejlede familiedynamik, ikke mindst da det bliver tydeligt, at Helen faktisk er en såkaldt med-facilitator. Det viser sig, at hun synes, at ædru og dydige Peter er røvkedelig, for nu at sige det ligeud.

Hun savner den vilde, sjove, passionerede mand, hun kendte engang. Selv da han siger, at han faktisk har erkendt, at han ikke har været glad de seneste mange år, fremturer hun. Hun påstår, at det altid handler om ham, fuld eller ædru – mens hun i virkeligheden får det til at handle om sig selv, sit eget selvbillede og sine fortrængninger. Som det hedder sig i Jeppe på bjerget: Man siger, at Jeppe drikker. Men man spørger ikke, hvorfor Jeppe drikker.

Sandheden er altid mere kompleks end som så. Og Helens konflikt og modvilje mod at indse, at hun er en del af problemet, er stærkt formidlet af Christina Rosendahl og – ikke mindst – Stine Stengade i rollen som Helen. I det hele taget er Stine Steengade og Lars Ranthe perfekt castet som ægteparret, der elsker hinanden så helt utroligt. For evig og altid. Men må erkende, at det ikke gør noget lettere.

Børnene betaler prisen

Stærkest er dog i virkeligheden portrættet af de tre børn, og hvordan det hele påvirker dem. Mens Jenni gør teenageoprør og kaster sig ud i et ikke helt sundt festliv, prøver Gustav at gøre sig usynlig. Tilbage står Sofia, der som ældstebarn påtager sig et urimeligt stort ansvar for at få familien på ret køl igen, selv om hendes bedste veninde prøver at overtale hende til at slippe ansvaret og fokusere lidt mere på sit eget liv – med rejser, uddannelse, kæreste og alt det andet, der hører til at stå lige på vippen til et voksenliv.

Men hvis ikke Sofia forsøger at reparere familien – hvem gør det så? Vi forstår i den grad hendes handlinger. Ikke mindst fordi hun er spillet af vidunderligt udtryksfulde Viilbjørk Malling Agger, der gør Sofias kamp helt utroligt rørende og ægte.

Alt bliver belyst

Og netop ægtheden er en af Fuld af kærligheds største styrker. Vi tror på familien. Vi tror på deres kamp. De er ægte mennesker med fejl og manglende selverkendelse. Men også masser af kærlighed. Vi hepper på, at de klarer den, selv når det ser allermest umuligt ud.

Deres historie er hjerteskærende, rørende og relaterbar for alle, der i et eller andet omfang har haft misbrug inde på livet. Det være sig alkohol eller andet.

Det er tydeligt, at det ligger Christina Rosendahl meget på sinde at formidle det hele så korrekt og fyldestgørende som muligt. Så vi virkelig forstår, hvad der sker, når misbruget tager over. Hvordan det siver ud i alle kroge, indtil det fylder det hele. Men også hvad man kan gøre, for at komme om på den anden side og blive hele mennesker igen og ikke bare vragstykker i orkanens kølvand.

Det gør dog også, at fortællingen til tider bliver lige lovligt pædagogisk i sin insisteren på at få det hele med. Det er lige før, man kan høre klasselæreren oppe ved tavlen: “Er alle med? Ellers ligger der brochurer i kassen ved døren.”

Politisk sigte

Men måske er det også nødvendigt at bøje visse ting i neon, hvis alle vitterligt skal være med – helt op til de politiske beslutningstagere. Med sin stærke dokumentarfilm Vold i kærlighedens navn fra 2017 var Christina Rosendahl i høj grad med til at styrke argumenterne for at anerkende psykisk vold i parforholdet på lige fod med fysisk vold.

Man kan håbe, at Fuld af kærlighed kan gøre en lignende forskel i forhold til en anerkendelse af, at misbrugeren aldrig står alene, men er en del af et mønster, der skal tages hånd om i sin helhed.

Men indtil det forhåbentlig sker, står den flot i sig selv. Både som en rørende kærlighedsfortælling og en tankevækkende påmindelse om, at intet og ingen står helt alene. Alt har en årsag – og konsekvenser.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser