Film | Nyheder

Nu kommer storfilm med Mads Mikkelsen som miniserie

Af
Signe Bjørg Granberg
7. november 2024
Bastarden
Den prisvindende danske film med Mads Mikkelsen kommer nu som miniserie / Foto: Henrik Ohsten / Zentropa

Del artikel

Sidste år ryddede filmen bordet ved de danske prisuddelinger, og nu kommer Nikolaj Arcels anmelderroste drama som miniserie på TV 2.

Foruden diverse juleshows og julekalendere blænder TV 2 også op for nogle stærke filmoplevelser i december måned.

Blandt andet viser de det storslåede danske drama Bastarden som en miniserie i tre afsnit.

Bastarden handler om den fattige soldat, Ludvig Kahlen (Mads Mikkelsen), der i 1755 ankommer til den jyske hede med et mål om at opdyrke jorden og opnå rigdom og ære. Han støder dog på modstand fra den nådesløse godsejer Frederik De Schinkel (Simon Bennebjerg), hvilket fører til en intens konflikt.

Foruden Mikkelsen og Bennebjerg medvirker bl.a. Amanda Collin, Gustav Lindh, Morten Hee Andersen og Jacob Lohmann.

Det er Nikolaj Arcel (En kongelig affære), der har instrueret filmen, som er baseret på Ida Jessens bestseller Kaptajnen og Ann Barbara fra 2020.

Foruden Bastarden viser TV 2 også filmene De forbandede år 1 og 2 som miniserie i seks afsnit.

Her følger vi en families interne kampe og splittelse under Anden Verdenskrig, og på rollelisten er blandt andre Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Mads Reuther, Gustav Giese, Sara Viktoria Bjerregaard og Lue Støvelbæk. Det er Anders Refn, der har instrueret begge film.

TV 2 har ikke meldt de præcise datoer ud for, hvornår man kan se de to miniserier, men det bliver i løbet af december måned.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Nyheder