Film | Nyheder

Strejken i Hollywood er slut: Aftale klar imellem SAG-AFTRA og filmstudierne

Af
Signe Bjørg Granberg
9. november 2023
Hollywood Strejke
Der er nu indgået en foreløbig aftale mellem skuespillerne og filmstudierne i Hollywood / Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix

Del artikel

Natten til torsdag dansk tid indgik skuespillernes fagforening SAG-AFTRA og filmstudiernes handelsforening AMPTP en aftale, der foreløbigt afslutter strejken i Hollywood.

Siden midten af juli har skuespillere i Hollywood været i strejke, men nu ser det ud til, at der er lys for enden af tunnelen.

Strejken påbegyndte, efter at den amerikanske fagforening for skuespillere, SAG-AFTRA (Screen Actors Guild – American Federation of Television and Radio Artists), ikke kunne blive enige om en ny kontrakt med producernes og filmstudiernes handelsforening, AMPTP (The Alliance of Motion Picture and Television Producer), der repræsenterer Netflix, Disney og andre selskaber.

Siden streamingtjenesterne er kommet til, og med den hurtige udvikling af AI, har medielandskabet ændret sig radikalt, og det har medvirket til uenigheder om løn, pension, sygeforsikring og produktionsvilkår.

Ifølge blandt andet branchemediet Variety bekræfter SAG-AFTRA dog nu, at der er indgået en foreløbig aftale om en ny kontrakt med AMPTP.

Der er tale om en treårig kontrakt, der bl.a. omfatter en stigning i minimumlønnen og en bonus for at lave indhold til streaming. Aftalen sørger også for at beskytte skuespillerne mod uautoriseret brug af AI-genererede billeder.

Aftalen kan træde i kraft, når – eller hvis – skuespillerne stemmer for den, og foreningen forventer, at det kommer til at ske inden for de næste par uger.

Strejken i sig selv er dog allerede stoppet, og det betyder, at skuespillerne potentielt kan genoptage arbejdet allerede fra i dag, torsdag 9. november 2023.

Del artikel

Læs mere omHollywoodFilm

Andre Film | Nyheder