Film | Nyheder

Ulaa Salim modtager Dreyer Prisen 2025: “En skæv landing – men en landing trods alt”

Af
Carina Nørgaard Schou
12. juni 2025
Ulaa Salim modtog Carl Th. Dreyer Prisen 2025
Ulaa Salim er årets modtager af Carl Th. Dreyer Prisen 2025 / Foto: Thomas C. Christensen

Del artikel

Filmskaberen bag 'Danmarks sønner' og 'For evigt' hædres for sin kompromisløse stemme, modet til at fejle – og evnen til at røre publikum med både dristighed og dybde.

Det var en prisoverrækkelse med både glimt i øjet og alvor i stemmen, da den danske filminstruktør og manuskriptforfatter Ulaa Salim i går modtog Carl Th. Dreyer Prisen 2025 på Filmtaget i København. Han blev hædret for sit kunstneriske mod, sin særegne stemme og sin evne til at tage chancer – både tematisk og filmisk.

Salim er især kendt for de prisvindende spillefilm 'Danmarks sønner' (2019) og 'For evigt' (2024). Førstnævnte blev rost for sit dystopiske, men realistiske billede af et Danmark i opløsning, hvor politiske spændinger udfordrer både samfund og individ. 'For evigt' derimod var en ambitiøs dansk sci-fi om klimakrise, kærlighed og metafysiske kræfter på havets bund – og tog fem år at færdiggøre.

– De spillefilm, som Ulaa Salim står bag, har et personligt præg og udfordrer vores forestillinger om, hvordan man fortæller på film, lød det i motivationstalen fra Carl Th. Dreyers Mindefond, skrevet af Johannes Riis, Eva Novrup Redvall og Tine Fischer.

Både 'Danmarks sønner' og 'For evigt' blev fremhævet som eksempler på film, der ikke søger det sikre, men insisterer på at fortælle med personlighed, følsomhed og samfundsmæssig bevidsthed. Uanset om det er fædre og sønner, minoritetsidentitet eller klimakatastrofer, forener Ulaa Salim ifølge Carl Th. Dreyers Mindefond det intime og det universelle – ofte med overraskende genrevalg og dristige narrative greb.

En takketale uden filter

Ulaa Salims takketale var ærlig og personlig. Han anerkendte, at hans film ikke altid “lander” lige præcist – og netop derfor gør det en forskel at blive set:

– For det er ikke altid, det lykkes med alt i mine film, og at de lander præcis, som de skal.

Han sammenlignede filmskabere med børn, der har brug for anerkendelse mere end ros – og pegede på, at kunst kræver mod til at fejle:

– Det er meget svært at tage chancer filmisk, hvis du og dem omkring dig tror for meget på kritik og ros frem for anerkendelse.

Dansk films nødvendige risikotager

Dreyer Prisen er opkaldt efter en af dansk films største mestre, Carl Th. Dreyer, og gives hvert år til "fortrinsvis yngre filminstruktører eller andre kunstnere inden for filmbranchen som anerkendelse af en fremragende kunstnerisk indsats".

At Ulaa Salim modtager prisen i år, er ikke kun en anerkendelse af hans tidligere værker, men en opmuntring til at fortsætte ad den kompromisløse vej:

– For mig er Dreyerprisen et kærligt klap på skulderen, men også et skub – et skub ud på den ukendte vej af chancer, sagde instruktøren i sin takketale.

Og i en tid, hvor filmbranchen indimellem godt kan savne dristighed og at turde satse udover det sikre, virker det kun passende, at prisen går til én, der tør kaste sig ud, hvor bunden er dyb – og stadig finder vej op igen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omBiograf

Andre Film | Nyheder