Anmeldelse: Kærlighed og katastrofe er på kollisionskurs i 'For evigt'

Man kan roligt sige, at Ulaa Salims nye science fiction-kærlighedsdrama For evigt starter med et brag! En lokal islandsk mand går tur med sin hund, da et gigantisk stykke af kysten styrter i havet, lige for øjnene af ham. Og os.

Det viser sig, at et jordskælv har skabt en gigantisk undersøisk sprække ned til jordens kerne, der truer med at destabilisere jordens magnetfelt – og dermed potentielt true hele menneskehedens overlevelse.

Medmindre vi formår at stoppe dens vækst. Men for at gøre det, er vi først nødt til at forstå, hvad den er. For sprækken er ikke bare et hul ned til jordens indre. Den viser sig – måske – at være meget mere end det.

Kærlighed eller mission

Måske er det det, der ubevidst fascinerer den unge mand, Elias, så meget, at han bruger stort set alle sine vågne timer på at studere sprækken og dens konsekvenser for jordens økosystem, mens han drømmer om en dag at kunne være med til at vende udviklingen.

En drøm, der dog får stærk konkurrence af en anden, da han møder Anita, der modsat Elias lever her og nu, uden de helt store tanker og bekymringer om, hvad fremtiden vil bringe.

De to modsætninger forelsker sig stormende, og for en stund ser Elias fremtiden i et andet, mere håbefuldt skær gennem Anitas øjne. Men da hun bliver gravid, går det op for Elias, at han er nødt til at vælge mellem den store kærlighed eller den store mission. Hans private lykke eller menneskehedens frelse. Ikke noget helt hverken lille eller let valg!

Mange år senere møder vi ham igen. Siddende i den ubåd, der ved hjælp af den seneste nye teknologi skal forsøge at lappe sprækken, inden det er for sent. En mission, der i første omgang er succesfuld. Men da han samtidig møder Anita igen, vakler hans tro på pligten.

En film om længsel

Samtidig trækker sprækken på mystisk vis i ham, som vil den fortælle ham noget, eller måske minde ham om noget, han altid har anet. Noget af det, der lykkes allerbedst i For evigt er præsentationen af sprækken i havbunden som noget på en gang konkret og overnaturligt.

En metafor for både den klimatrussel, der helt konkret hænger over hovedet på os allesammen, men også en metafor for den længsel, vi bærer inden i os. Længslen efter noget mere i livet. Efter en mening. Længslen efter at høre til, at elske, at gøre en forskel – for nogen eller for noget. Men også længslen efter et større liv, fuldt af begær, mystik og uforudsigelighed. Efter eventyret.

For vi mennesker er komplekse, og hvad vi ønsker os følger ikke altid en lige tråd. Det kan til tider ligefrem være selvmodsigende. Som Elias, der drømmer om Anita, men samtidig ser hende som en stopklods for sine andre drømme. For man kan jo ikke få det hele. Eller kan man?

Modpoler

Nanna Øland Fabricius – også kendt som sangerinden Oh Land – er fin som den voksne Anita, der i modsætning til Elias har pakket sine drømme godt og grundigt væk. Man fristes til at tænke, om der dog ikke er noget, hun ikke kan?

Det er dog Simon Sears som Elias, der for alvor gnistrer som manden, der måske kan redde verden, men må ofre sin egen lykke for sagen. Sammen er de to modpoler, der både tiltrækkes og frastødes af hinanden. De står dog begge på ryggen af deres yngre jeg, spillet med personlighed og nuancer af Viktor Hjelmsø og Anna Søgaard Frandsen.

Deres ’modsætninger mødes’-kærlighedshistorie er måske nok set rigtigt mange gange før, men den er nødvendig. For det er de unge, der etablerer hele relationen, de to karakterers personligheder, forskelligheder og dilemmaer. Uden deres historie ville der ikke være nogen film.

En sten i skoen

For evigt handler om drømme, håb, pligt og frygt. Men også om længslen efter en mere enkel verden, der ikke hele tiden balancerer på kanten af katastrofen. Den er i den grad en film til – og af – tiden. En påmindelse om, at det er nu, og ikke i morgen, hvis vi vil forhindre den helt store katastrofe. Men også en påmindelse om, at huske vores menneskelighed.

Og så skal der i øvrigt lyde en stor ros til Ulaa Salim og hele holdet, for den måde, filmens farver og lydspor hele tiden bruges aktivt til at etablere den overordnede melankolske, uforudsigelige og foruroligende stemning, der præger hele fortællingen.

For evigt er i den grad ikke en film, der prøver at nå til en konkret slutning med pænt bundne sløjfer, der lader os gå afklarede ud af biografen. Faktisk taber den lidt i både tempo og intensitet mod slutningen, hvor Ulaa Salim lader et væld af mulige slutninger blafre i vinden, så den enkelte tilskuer selv kan bestemme, hvad han eller hun vil tage med sig hjem.

Det føles en smule uforløst, men på samme tid også passende. For en film om så overordnede emner som kærlighed, klodens skæbne og meningen med det hele kan på en måde ikke rigtigt afsluttes med et pænt, rundt punktum, men skal have lov at skurre lidt. Irritere som en sten i skoen. Få os til at tænke, mærke og undres. Over verden, livet og hvad det hele egentlig handler om.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: