Guld fra gemmerne: 3 oversete serieperler på Netflix
Netflix’ serie-katalog er imponerende omfangsrigt, og det kan være en udfordring at finde frem til guldet, der let kan drukne i strømmen af nyheder. Men bare rolig! Vi har fundet lidt forskelligt guld fra gemmerne, som du med fordel kan føje til din ’watchlist’.
When They See Us
When They See Us fra 2019, der er baseret på en virkelig historie, er en decideret serieperle, du ikke må snyde dig selv for. Miniserien handler om de fem drenge Yusef Salaam, Kevin Richardson, Anton McCray, Korey Wise og Raymond Santana, der i 1989 bliver anholdt i New York for overfald og voldtægt af den 28-årige Trisha Meilier. Fire af drengene er af afroamerikansk afstamning og en af latinamerikansk.
Serien følger drengene i løbet af den skæbnesvangre aften, der kom til at ændre deres liv. Vi følger dem igennem retssagen, der fulgte i kølvandet på sigtelsen, og i livet efter dommen. Det smertelige ved historien er, at man allerede fra start ved, at de fem drenge er uskyldige. Så det at overvære, hvordan politiet bevidst får dem dømt gennem indicier samt fysisk og psykisk manipulation er en barsk og hjerteskærende omgang. Serien stiller skarpt på nogle aktuelle problematikker i USA; politivold, korruption og indgroet racisme.
Det er Ava DuVernay, der blandt andet står bag filmen Selma om Martin Luther King, der har skabt When They See Us. Og det vanvittigt stærke cast består af både nyere skuespillere i rollerne som de fem drenge (Jharrel Jerome vandt en Emmy for bedste mandlige hovedrolle i en miniserie) og mere etablerede navne som f.eks. Michael K. Williams og John Leguizamo i større biroller.
Call My Agent
Er der noget, Netflix er (ekstra) dygtige til, er det at få brugere verden over til at se ikke-engelsksprogede serier. Bedst eksemplificeret ved Squid Game og La Casa de Papel, men også ved en lang række andre, internationale titler. En af disse er den franske komedieserie Call My Agent (fr. Dix pour cent). Den var oprindeligt slet ikke var en Netflix-serie, men streaminggiganten købte den efter to sæsoner og gjorde den til sin egen.
Serien følger de fire skuespiller-agenter: Andrea, Arlette, Gabriel og Mathias på agenturet ASK i Paris. De repræsenterer nogle af Frankrigs største skuespillere, og serien viser på morsom vis den mere eller mindre glamourøse del af film-og tv-branchen, der følger med arbejdet som agent.
Serien kører i et højt tempo. Og man både griner af og bliver frustreret på agenternes vegne over de mange strabadser, de bliver udsat for. En af de mest geniale ting ved Call My Agent er, at en lang række af virkelighedens store skuespillere, bl.a. Sigourney Weaver, Jean Reno og Monica Bellucci, medvirker i mere eller mindre karikerede udgaver af sig selv.
Snart får vi en slags dansk version af Call My Agent, når Nikolaj Lie Kaas’ serie, Agent, med Esben Smed i hovedrollen som hårdtprøvet agent, får premiere på TV2 i løbet af 2023.
The Bold Type
På papiret lyder The Bold Type måske ikke specielt banebrydende. Serien følger tre kvinder i 20’erne, der alle arbejder på det anerkendte New Yorker-modemagasin Scarlet, og som hver især forsøger at navigere i tilværelsens op- og nedture. Det er en slags The Devil Wears Prada møder Sex and the City. Men den har et dybere samfundsbevidst lag, der klæder serien – og genren - umanerligt godt. For de steder, hvor The Bold Type nemt kunne falde i gryden med klicheer om, hvor glamourøst og overfladisk det er at arbejde på et modemagasin i New York, tager den en anden og mindre befærdet vej.
Således præsenteres seeren undervejs for en række tankevækkende, samfundskritiske og ærlige problematikker. Og serien viser på forfriskende vis, at modemagasiner nu om dage både bidrager til at sætte dagsordenen og kan bide fra sig i samfundsdebatter. Foruden den nyskabende tilgang til en fortærsket genre, vinder The Bold Type i høj grad også på de tre, dygtige hovedrolleindehavere Katie Stevens, Aisha Dee og Meghann Fahy som veninderne og kollegerne, Jane, Kat og Sutton.
Og bevares, der er stadig masser af glitter, glam og sex at muntre sig med. Så frygt ikke, hvis du (også) elsker dén genre. Det er Sarah Watson, der står bag serien, og en af producerne er den tidligere amerikanske chefredaktør for magasinet Cosmopolitan, Joanna Coles. Coles siges også at have været inspirationskilden til seriens chefredaktør, Jacqueline Carlyle (Melora Hardin).
LÆS OGSÅ: Netflix fylder 10 år: Her er deres 10 bedste originalserier