Anmeldelse: ‘Alice’ er TikTok-teater med fuld smæk på

Hvis man tror, man skal i teatret og se Disneys nuttede og ikoniske film over Lewis Carrolls roman eller måske endda Tim Burtons mere dystre version fra 2010, så bliver man slemt skuffet.

I instruktør Amanda Ginmans bud på historien Alice på Betty Nansen Teatret er der sorteret og skrevet om, så historien, Alice og ikke mindst eventyrland matcher 2023-virkeligheden. Jeg hørte en person blandt publikum beskrive det, meget rammende, som at forvente Céline Dion, men i stedet få en punkkoncert.

Ned i kaninhullet

Forestillingen lægger ellers ud med at lade os tro, at vi befinder os i en mere traditionel Alice i Eventyrland-historie. Alice står alene foran tæppet og fortæller os, hvor lidt der er at lave ved den sø, hun befinder sig ved med sin søster, der læser en usjov voksenbog uden billeder.

Hun falder til sidst i søvn af kedsomhed, men vågner, da en talende kanin haster forbi, mens han gentager for sig selv: “Jeg kommer for sent”. Kaninen har dog hverken ører, hale eller store tænder, men er i stedet en temmelig menneskelig og velspillende Nicolas Bro iklædt slåbrok og basketballshorts.

Helt, som vi kender det, er det altså ikke, men turen går stadig efter kaninen og ind i eventyrland, der i Steffen Aarfings scenografi blot er et anonymt hvidt rum, der stort set lader publikums fantasi stå for resten. Her iklædes Alice den ikoniske lyseblå Disney-kjole og møder forestillingens tre dansere, der giver forestillingen en flot kropslighed og undervejs gør det ud for de forskellige væsner, Alice møder på sin vej.

Trip i drømmeland

At vi befinder os i et mere nutidigt bud på Alice, indikeres også af Petruska Miehe-Renards sporty high school-inspirerede kostumer med grønne glimmer-W’er på brystet, som var Wonderland, som de kaldes i forestillingen, en skole for teenagere i USA.

Looket og stilen er poppet. Her er der running sushi i stedet for teselskab hos den gale hattemager, og Dronningen er en opmærksomhedshungrende Kardashian-prom queen. Helt tydelig bliver moderniseringen, da kronologien, man måske især vil kende fra filmene, smuldrer totalt, og kjolen flås af Alice af et hold overfladiske modetyper, der vil have hende til at præstere på hendes skønhed og evne til at gå flot catwalk.

Som det er med originalen, kan også denne tur ind i Eventyrland læses som den unge piges vej til voksen kvinde, men på Betty Nansen Teatret foregår det i en 2023 TikTok-virkelighed med informationsoverload.

Forestillingen iler afsted i hæsblæsende tempo, og den fragmentariske form kræver koncentration, hvis ikke man da bare skal overgive sig og acceptere, at dette er en trippet drøm, hvor alt ikke nødvendigvis skal give mening eller passe ind i dansklæreranalysen.

TikTok-teater

Forestillingen føles på mange måder som en tur på TikTok. Der er konstant stimuli i alle retninger, som er overvældende og næsten trættende i længden, men som man heller ikke har lyst til at fjerne blikket fra, for det er flot og underholdende.

Der er dog gjort et ihærdigt forsøg på ikke bare at være poppet sjov, for Amanda Ginman vil også gerne sige noget om, hvor svært det kan være at finde sig selv som ung kvinde i den verden, vi lever i.

“Hvem er du?”, bliver Alice spurgt om og om igen, og til sidst må hun frustreret svare: “Jeg ved ikke, hvem jer er, jeg prøver bare noget”. Og der er næsten heller ikke andet for end bare at prøve noget, for der er så mange krav at leve op til, og internettet præsenterer dig for så mange muligheder i jagten på at blive til nogen.

Dronningerne af skuespil

Selv om Dronningen af Wonderland, der føler sig vældig truet af Alices ungdom og skønhed, mener, at der kun kan være én ung og smuk dronning, så er der to dronninger af skuespillet på scenen. Det er paradoksalt nok de to kvinder der spiller Dronningen og Alice.

Marie Dalsgaards bud på dronningen er hysterisk morsomt og skabet. Hun er vidunderligt ulidelig i jagten på den opmærksomhed, som Alice stjæler fra hende. Dalsgaard spiller med sublim teknisk overlegenhed, og hendes detaljerede og hurtigt vekslende mimik gør måske nok dronningen karikeret, men forbløffende nok troværdig.

Freja Klint mestrer også det komiske spil, men er i den mere gakkede og næsten parodiske afdeling. Hendes Alice kan dog også være følsomt lillepiget og til tider alvorlig, men højdepunktet er, da hun syngende springer mellem gengivelser af forskellige kvindelige sangere. Sangteksten foregår på vrøvle-mumlen, men hun rammer syngestilen så rent, at man ikke er et sekund i tvivl om, hvem der parodieres.

Punk uden overskud

Forestillingens styrke ligger utvivlsomt i skuespillet, dansen, det syrede og den nærmest punkede tilgang til materialet. Men hvis punk skal være rigtig godt, skal det også være overlegent og sikkert i sit kaotiske udtryk, og det kan man desværre ikke sige om Alice. Endnu. Måske det bliver bedre med et par ugers spilletid at gro lidt i, men ved premieren hviler iscenesættelsen ikke helt nok i sin fragmentariske form eller det absurde.

Overskuddet virker til at mangle, og derfor fremstår forestillingen i øjeblikke næsten forceret i sit forsøg på at underholde og kantet i formen. Så selv om det er skønt at få rusket lidt op i, hvordan man troede, historien om Alice skulle fortælles, så mangler der lidt finish, for at forestillingen for alvor bliver en drøm af en oplevelse.