Anmeldelse: Asta August er magisk i den visuelt fascinerende opsætning af 'Et drømmespil’ på Det Kgl. Teater

Det er mere end 100 år siden, der var verdenspremiere på August Strindbergs udødelige klassiker Et drømmespil – helt præcis 17. april 1907 på det Svenske Teater i Stockholm. Alligevel har den en skræmmende aktualitet, der giver en fornemmelse af en forestilling, der kunne være skrevet i 2024.

Da gudedatteren Agnes (Asta Kamma August) ankommer til jorden for at undersøge, hvordan mennesket har det, er det første hun ser, en pletvis grøn mark. På jorden omkring hende ligger, hvad der ser ud til at være døde mennesker. Heriblandt advokaten (Mikkel Arndt), officeren (Simon Kongsted) og digteren (Christine Albeck Børge).

Instruktør Anna Balslev og scenograf Laura Løwe tager straks publikum ind i en surrealistisk verden, hvor alting virker overdrevent og samtidig genkendeligt – ligesom i en drøm, man drages af, vil have mere af og vil væk fra. På en gang smukt og uhyggeligt. Kort sagt: visuelt fascinerende.

En tung historie fortalt med legende lethed

For at lære mennesket bedre at kende foreslår Agnes advokaten, at de to bliver et par og forelsker sig. Da han kender alle livets udfordringer, kan de jo let undgå dem, tænker Agnes. Hvis bare det var så simpelt at være menneske.

For hvad er meningen med livet og det at være menneske? Det er det helt store spørgsmål i Strindbergs eminente skuespil. Er det at få bolig, tøj og mad, som advokaten blandt andre af fortællingens karakterer prædiker, mens han tydeligt lider under de mange sager om netop skilsmisser, han varetager som sit job.

Eller er meningen at finde den store kærlighed som officeren, der konstant løber rundt og råber på sin elskede, uden at ænse livet omkring ham?

En godt 100 år gammel forestilling på omkring to timer, der handler om at finde meningen med livet. Gab! Det kan i manges ører lyde som en kedelig, søvndyssende og teksttung affære, der primært henvender sig til et publikum, der blev født, da forestillingen blev skrevet.

Men Strindbergs mesterlige tekst er alt andet end kedelig og uinteressant. Replikkerne leveres, som om de var skrevet specifikt til de enkelte skuespillere og kun med få undtagelser (gamle ord) er det, som om forestillingen er helt ny.

Særligt Augusts lettere naive skildring af Agnes er med til at gøre, at første akt bliver en magisk oplevelse, der på intet tidspunkt føles teksttungt. Med en legende lethed giver hun teksten et liv, der gør, at både unge, voksne og gamle går til pause med en fornemmelse af at have været i en drøm, hvor tiden er fløjet afsted, og de 60 minutter føltes som øjeblik.

Musik og dans som kontrast til det rigide liv

Agnes konfronteres med den ene pinsel efter den anden og bliver konstant mindet om, hvor synd det er for mennesket. Alle skuespillere gør deres ypperste for både at skabe elskelige karakterer og samtidig skildre de rigide gentagelser og pligter, der hører til det at være menneske.

Som kontrast til dette giver Balslev fortællingen et ekstra lag, som hylder alt det, vi mister i jagten på det, vi hver især definerer som værende meningen med livet: nemlig livet. Det er nærvær, kunst og ikke mindst den ægte kærlighed, der blomstrer, hvis vi tillader det.

Som symbol på dette ser og hører vi blandt andet den vidunderlige Marie Kildebæk, der med en håndholdt mikrofon, går rundt blandt karaktererne og synger sine vidunderlige sange. Også forestillingens koreograf, Sebastian Kloborg, bidrager i smuk fusion med balletdanserinden Maria Kochetkova til at give publikum en sanseoplevelse udover det sædvanlige.

På én gang vækker de vores nysgerrighed og minder os om alt det smukke, der er lige for øjnene af os. Vi skal blot åbne op for det og lukke det ind. Kontrasten mellem sang og dans og de mange forvirrede karakterer, der farer forvildede rundt, skaber en både surrealistisk, tragikomisk og ikke mindst rørende fortælling om, at det vi har brug for, er lige foran os.

På én gang abstrakt og håndgribeligt

Balslev forsøger ikke at komme med et svar på forestillingens store spørgsmål – det vil også stride imod Strindbergs tekst – så det er, som det skal være. Hun danner derimod rammerne for, hvordan værket skal udfolde sig, og der er ikke en finger at sætte på hendes valg.

På den ene side er det let at forholde sig til det, det handler om. Forestillingen sætter et spejl op, så man ser lige ind i sig selv og bliver mindet om, hvem man er som menneske. Vi bliver ikke dømt af Strindberg, for det, vi ser, er os selv.

På den anden side ønsker man at distancere sig til det, der udspiller sig for øjnene af os. Ofte rammer forestillingen nemlig det i os, vi har tendens til at fornægte: At de pinsler, vi gennemgår, ofte er skabt af os selv og vores jagt på meningen.

Dermed har hun skabt en kompleks forestilling, der, ligesom en drøm/mareridt, tager udgangspunkt i noget, vi genkender, men helst ikke vil forholde os til.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: