Anmeldelse: ‘En sommerdag i oktober’ er en grotesk klimasatire om de forfærdelige egoforældre

Klimaet har det ikke kun varmt på temperaturskalaen, men er i disse år også et aldeles hot emne på teaterscenerne.

Og med god grund, for det er måske en af vores største samtidskriser, som dem med magten ikke rigtig synes at behandle med den alvor, den kræver. Så kunsten reagerer med værker, der råber op, reflekterer og udfordrer. En sommerdag i oktober er endnu et bud, der går til emnet ad den gakkede satires vej.

Kolonihavehelvede

Vi befinder os i, hvad vi må antage er, en nær fremtid, hvor det ekstreme vejr og de forvirrede årstider, vi så småt aner nu, er taget til. Som titlen afslører, er det en varm og solrig dag i oktober, hvor ægteparret John og Britta (Pelle Koppel og Camilla Bendix) har inviteret deres datter Ida (Mathilde Lundberg) ud i deres nyerhvervede kolonihave.

Set udefra er det dog mere helvede end paradis, for alt er plastik, havnebassinets vand ætser, og selv fuglesangen er kunstig. Under den strengt kontrollerede overfladeidyl opdager Ida, at der gemmer sig et mareridt, hvor naturen lider, og dyrene er blevet til misformede kannibaler.

Forældrenes pangfarvede hyggehelvede afbrydes løbende af et spotlight, hvori Ida som sandhedsvidne fortæller, hvad hun ser. Og det er tydeligvis noget andet end sine forældre. Hvor hun ser brutale egern, der pludselig æder hinanden, ser forældrene naturens almindelige gang. Om de ikke kan eller ikke vil se er svært at afgøre.

Solid debut

Dramatiker Nicolaj Dissing Schledermann vandt konkurrencen Dramatisk Debut 2024 med dette manuskript, og det må siges at være en ganske solid professionel debut, han her får sig, hvor der dog også er plads til sund udvikling – andet ville også være mærkeligt, når man er ung debutant.

Der er en tydelig stil og humor at spore, som sammen med Rebekka Bentzens fine tegneseriescenografi vækker mindelser om det univers, man finder hos Wulffmorgenthaler. Hos Schledermann er det også forkærligheden for det groteske og forstørrelsen af virkeligheden, der gennemsyrer værket.

Pelle Koppel har instrueret med god forståelse for det unaturlige og overdrevne i teksten, og han har ladet de to forældrekarakterers spillestil være meget gakket i kontrast til Mathilde Lundbergs mere naturlige Ida.

Bedst fungerer det, når de holder sig i det delikat absurde og ikke kammer helt over i revy. Her er Camilla Bendix’ monster af en selvcentreret HR-mor sjovest og mest tankevækkende.

Hårdt optrukne karikaturer

Vi befinder vi os i de skarpt optegnede kontrasters univers. Vi skal ikke være i tvivl om, hvor stor og fæl generationskløften er. Britta og John repræsenterer ego-generationen, der sørger for bonusser til sig selv på bekostning af andre.

De importerer gladeligt græs hele vejen fra New Zealand og skyller den alt for varme oktoberdag ned med rosé, hvis druer er blevet holdt i live med hjælp fra aircondition. De går op i at leve ”det gode liv” og er overbeviste om, at verden er til for dem, så de kan mæske sig i den og forbruge hensynsløst.

Datteren Ida har blå extensions i håret, går til demoer, kører med bussen, drømmer om at bo i kollektiv og går i genbrugstøj med påskriften “May the forrest be with you”. Selv om der bestemt også er noget karikeret ved hende, så beskriver Schledermann også generationskløften med noget ujævnt fordelt kærlighed.

Han har tydeligvis ikke meget godt at sige om forældregenerationen, som vi skal pege fingre ad og grine af i deres hårdt optrukne karikaturer, mens den mere blødkantede datter bliver betragtet som helten.

Tydeligt budskab

Det usagte mellem linjerne kræver ikke et overordentligt veludviklet analyseapparat at få øje på. Det er ikke svært at gennemskue, hvad naboen Malene, der er ekstremløber og, helt umuligt, skal løbe fra New York til Los Angeles på 100 timer, er et symbol på i en klimaforestilling.

Skulle man alligevel være i tvivl, sørger Schledermann for at skære det helt ud i pap ved lade en imponeret far John sige replikker som: “Hun presser sig selv til det maksimale. Hun yder langt over evne”. Det er svært at begræde en ung dramatiker, der har noget vigtigt at sige, og som godt tør have en tydelig holdning. Men den eksplicitte skrivestil efterlader ikke megen mystik eller plads til publikums egen fortolkning og fantasi.

En bismag af overbrugt gimmick

Skal man læse teksten 1:1, ser Schledermann ikke meget håb for at få forældregenerationens øjne op for, hvilken verden de er ved at efterlade fremtiden. Man må lade dem brænde op og uddø, før der kan ske noget. Men måske er det netop også så skarp en komisk lussing som her, der skal til for at få dem til at reflektere over deres ikke særlig næstekærlige adfærd.

Hvis ellers de da evner se igennem det gakkede og satiren, der risikerer at skygge for alvoren. For selv om stilen må siges at være ekstrem og gennemført, får det også lidt en bismag af overbrugt gimmick, som forestillingen kører død i.

Den eneste udvikling og udvej er at lade det kamme helt over i fuld splatterhorror til sidst, hvilket faktisk bare er lidt uinteressant i al sin eksplosivitet. Her går den fine fornemmelse for balancen mellem tragedien og komedien i det groteske tabt, og det er i det, forestillingen kommer allermest til sin ret og evner at sige noget.

Jeg må dog bifalde, at der her er en ung dramatiker, der tør omfavne lige netop komedien og endda den brutale af slagsen – dem er der ikke mange af i Danmark. Man kan kun krydse fingre for, at flere teatre tør invitere Schledermann ind, så hans fine talent kan få lov at udvikle sig yderligere.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: