Anmeldelse: 'Bunbury' leverer på spektakulær æstetik, men kommer aldrig ned under overfladen

Det var i den grad en anden tid, da Oscar Wilde i 1895 skrev den nu ikoniske forvekslingskomedie ‘The Importance of Being Earnest’. I udenlandske oversættelser kaldet ‘Bunbury’ for at komme uden om det svært oversættelige ordspil på det engelske navn Ernest og adjektivet ‘earnest’ (oprigtig eller ærlig).

I datidens victorianske England var homoseksualitet mellem mænd ulovligt (Dronning Victoria troede nemlig ikke på, at lesbianisme fandtes), og ægteskabet var underlagt et andet mere renskuret moralitetskompas. Sidstnævnte har affødt sin del forvekslingskomedier om den ungdommelige forelskelses plads i de rammer, hvilket da også er et tema i ‘Bunbury’.

Her har karaktererne Jack og Algernon opfundet hver sin falske personlighed for at kunne slippe for borgerskabets kedelige forpligtelser. Det er dog derudover også en tekst, der fejrer friheden til at være sig selv og udtrykke sig, som man vil.

Fejring af dragqueens og queerkultur

Den fejring lader den tyske instruktør Bastian Kraft komme til udtryk gennem queerkulturens flamboyante æstetik, der er ’RuPaul’s Drag Race’ værdigt. Karaktererne præsenteres i en stilet catwalk-parade, og skuespillernes køn er opløst i forhold til de roller, de spiller. Flere af dem gør sig som deciderede drag queens, som vi kender dem fra populærkulturen med store parykker og kjoler.

More is more er den dominerende energi, og netop dragkulturen, der tillader folk at komme tættere på sig selv ved at være en anden, må også siges at være oplagt som visuelt univers til netop denne tekst af Oscar Wilde. Han blev efter sin død kendt som et forbillede for seksuel frigørelse og queerkultur – han blev bl.a. idømt to års fængsel for “uterlig omgang med mænd”.

Mette Horn eller Michael Carøe?

Det er et stærkt hold af skuespillere, der skal løfte queer-festen, og det er da også primært deres iboende talenter for det sjove, der udløser komediens altoverskyggende kvalitetsmarkør: publikumsgrinet.

Mikkel Becker Hilgart og Ena Spottag er et skønt dynamisk makkerpar som Jack og Algernon, der supplerer hinanden godt som henholdsvis stivlemmet feminin overtænker og kæk casanova. Jens Jørn Spottag troner på scenen som matriarken Lady Bracknell, der mest af alt ligner drag-scenens svar på Cruella de Vil og havheksen Ursulas kærlighedsbarn. Mens Rasmus Botoft, der før har brilleret som karikerede kvinder, gør sin altid sjove Rytteriet-ting som den herligt snerpede Miss Prism.

Mette Horn er næsten uigenkendelig som den Michael Carøe-lignende Pastor Chasuble. Ja, faktisk ligner hun så meget, at jeg efterfølgende overhører en medpublikummer storrose netop Carøe for præstationen. Selvom der blev skudt forkert på afsenderen, er jeg enig i rose. For Horn er mesterligt sjov i sin relativt begrænsede mængde scenetid.

Jonas Fly overrasker

Jeg er ret vild med solide og stabile scenografer, der stadig evner at overraske. Det gør scenograf Jonas Fly sig i den grad skyldig i her. Egentlig er han ganske alsidig i de mange værker, han efterhånden har fået lov at sætte sit præg på, men med Bunbury spiller han alligevel med helt nye muskler, der placerer forestillingens i visuel topklasse.

En stor bagskærm understøtter historien og ordene og skifter billede via veltimede knips fra skuespillerne. Herpå kaster et spotlight også konstant store skygger af skuespillerne, som viser sig at kunne leve deres helt eget liv og agere en slags medspillere for de fysiske personer på scenen.

Som symbolske medfortællere er de til at tage og føle på: Hvem gemmer sig egentlig bag de påtagede overfladekarakterer? Fly har derudover ladet dragscenens legesyge præge værket, der både veksler mellem high-fashion i sort/hvid og pangfarvede lækkerier, da først karakterernes virkelige autentiske indre får plads.

En fastlåst tekst

Udfordringen med forviklingskomedierne af lidt ældre dato er, at det moderne publikum er vant til at forholde sig noget mere komplicerede plot. Det kræver ikke mange minutter at regne den ud, og så kan der være ualmindeligt langt hen til det afrundende øjeblik, hvor forestillingen serverer pointen.

Derfor virker de også ofte alt for lange i relativt ubearbejdet tekstlig form, og det er også et problem i ‘Bunbury’. Det virker til, at de har forholdt sig mere til overflade end tekst med det resultat, at jeg ofte skæver mod uret og tænker, at en halv times kortere forestilling kun havde gavnet på alle parametre.

Der er så absolut før set vellykkede eksempler på gamle forvekslingskomedier på nutidige scener, hvor der enten er optimeret med rundhåndet tekstlig sparekniv eller andre tempogivere.

Men i ‘Bunbury’ får teksten svært ved at leve. Både på grund af længden og fordi det stramt styrede stilskema låser den og karaktererne i deres samspil, fordi replikkerne agerer led i æstetikken og skal siges frontalt ud mod publikum i stedet for til hinanden.

Mere overflade end substans

Paradoksalt nok ender ‘Bunbury’ derfor med at være mere overflade end substans. Hvad vil forestillingen egentlig mere med dragkulturen andet end at lade den agere visuelt spektakulær arena, og nå ja – lade den ældre del af publikum fnise over at se Spottag og Botoft i dametøj?

Det er svært at gennemskue, for forestillingen er ikke umiddelbart lykkedes med at lade den sige noget dybere om kulturen og samfundets syn på den gennem teksten. Det skal den måske heller ikke, og dermed alt forladt.

Men skulle den samlede forestilling matche æstetikkens høje niveau, havde mere tydelige tekstlige valg, en stærkere humoristisk motor, der kunne udløse mange flere grin, eller lidt dybere karaktermæssige nuancer ikke været af vejen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: