Kultur | Anmeldelser

Anmeldelse: ‘Desertør’ er en af de mest vedkommende forestillinger, du kan opleve lige nu

Af
Lars Knudsen
3. februar 2025
Ellaha Lack, Kasper Krassimir og Haesam Jakir i 'Desertør'
Ellaha Lack, Kasper Krassimir og Haesam Jakir i 'Desertør' / Foto: Blaagaard Teater

Del artikel

En dukke og tre formidable skuespillere gør ‘Desertør’ til en unik teateroplevelse, der fortæller historien om en helt almindelig mand, der ender som krigsfange i sit eget land.

Desertør

Premieredato: 1. februar 2025
Teater: Blaagaard Teater
Genre: Drama
Instruktion og bearbejdelse: Sargun Oshana
Forfatter: Halfdan Pisket
Medvirkende: Haesam Jakir, Ellaha Lack, Kasper Krassimir
Scenografi: Franciska Zahle
Lys-og video design: Clement Irbil
Dukkemager: Katrine Karlsen
Lyddessign: Anders Amdisen
Spilletid: 70 minutter uden pause

Bliver han virkelig tortureret, mens vi sidder og kigger på?

Jeg kan ikke have været den eneste, der følte den skærende kontrast mellem mit privilegerede liv med mulighed for at tage i teatret en lørdag aften og så den næsten livløse person, der lå der midt på scenegulvet på Blaagaard Teater.

Det var hovedpersonen i Sargun Oshanas ‘Desertør’, der handler om livet i et militærfængsel i Tyrkiet.

Det er godt nok en dukke, der forestiller den næsten livløse mand. Bagscenen er en stor fængselsvæg, hvor der øverst til venstre er et vindue med tremmer for. Det er den simple scenografi, der møder publikum, når de træder ind i salen på Blaagaard Teater.

Ud af højtalerne lyder støjende rockmusik, der kombineret med det visuelle udtryk med det samme giver indtryk af, at manden på gulvet bliver udsat for tortur - altså mens vi i publikum sidder og hygger os og småsnakker.

Én hovedkarakter

Lyset bliver dæmpet, så scenerummet er helt mørkt, og musikken stopper. Da lyset vender tilbage, sidder forestillingens tre skuespillere, Haesam Jakir, Ellaha Lack og Kasper Krassimir iført gråt tøj op ad fængselsmuren. De er malet helt hvide i ansigterne.

‘Desertør’ fortæller historien om, hvordan manden er endt i fængslet, og når tortur-musikken stopper, bevæger de tre skuespillere sig langsomt hen mod manden (dukken) på gulvet og vækker ham til live.

En styrer armene, en benene og den sidste hovedet, og med ét er de alle én og samme person med dukken som den udsultede og torturerede fange, mens de tre skuespillere skaber de minder, der holder ham i live.

Dukken, der gestalter hovedkarakteren, er lavet af dukkemager Katrine Karlsen. Og den er i sig selv et lille kunstværk. Den er både smuk, detaljerig og menneskelig, og det skyldes ikke kun det liv, de tre skuespillere giver den. Den rummer en overvældende række af menneskelige træk, der gør den til en karakter i sig selv.

Det er den kunstneriske genistreg, der er hovedårsagen til, at Sargun Oshana lykkedes med sin bearbejdelse af tegneserien ‘Desertør’ – Halfdan Piskets delvist biografiske familiefortælling fra 2014.

En smuk og brutal fortælling

De tre skuespillere står på scenen som individer og deles ligeligt om teksten, der tager os tilbage til den lille landsby, der ligger på grænsen mellem Tyrkiet og Armenien. Her er fangen vokset op med en armensk mor og en tyrkisk far i en tid, hvor forskellige baggrunde og religioner ikke betyder noget. Han interesserer sig for kvinder og hænger ud med sin bedste ven, som enhver anden dreng på hans alder.

Men freden varer ikke ved, og da vennen tæskes ihjel af tyrkiske soldater, kaldet “de ansigtsløse”, bliver hans liv ændret hans liv for evigt. Forelskelsen og glæden er med ét blevet til had, frustrationer og magtesløshed, og de stærke følelser formidler skuespillerne med et fysisk overskud og en tekstindlevelse. Det skaber en kompleks hovedkarakter og fortæller hans historie sublimt og dragende.

Vi følger ham fra barndom til ungdom, og til han stikker af fra hæren, fordi han ikke vil være en af de “ansigtsløse” Det er historie om det mest banale ved at være menneske og vokse op, og alt han føler er let for publikum at relatere til. Men det er også en brutal historie om en konflikt, man ikke vil være en del af, der udvikler sig til en krig, man bliver tvunget til at deltage i.

En svær, men vigtig adaption

Udover de stærke skuespilpræstationer bruger forestillingens lysdesigner Clement Irbil fængselsmuren som lærred, hvor vi blandt andet bliver taget tilbage til landsbyen, ser de ansigtsløse, oplever de frie fugle og meget andet. Dermed bliver der skabt en unik fusion mellem teater og tegneserie, der er fuld af stærk symbolik.

Forestillingen er sort/hvid, ligesom Piskets tegninger, og grafikken på bagscenen er tro mod den markante tegnestil. Dens største udfordring er dog dens tekst, for ligesom når man læser en grafisk novelle er teksten også sekundær her. ‘Desertør’ er svær at adaptere fra tegnestil til scene. For når man laver en forestilling som denne, må teksten nødvendigvis fylde mere, end den gør på papiret.

Sargun Oshana har, fuldt forståeligt, forsøgt at ramme tegneseriens visuelle stil, og det lykkes han fremragende med. Desværre fylder teksten for meget, og selvom skuespillerne får alt det ud af den, de kan, er den stadig ikke lige så stærk som det grafiske udryk.

På en eller anden måde fratager teksten publikum mulighed for at få det optimale ud af det visuelle, og dermed svækkes historien – der dog stadig er yderst velfortalt.

Det er stadig en virkelig vellykket opsætning og måske en af de mest vedkommende forestillinger, der kan ses på Københavns teatre for tiden. Med de frygtelige konflikter og krige i Mellemøsten, Ukraine og andre steder i verden er forestillingens fortælling om, hvad der driver et menneske på flugt, et vigtigt, men også overset fokuspunkt.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omTeater

Andre Kultur | Anmeldelser