Anmeldelse: ‘Marie-Antoinette’ er smuk, men svær at mærke

Det er ikke svært at forstå, hvorfor scenekunstnerne bag den Reumertvindende succesforestilling ‘Stolthed og fordom’ (2022) fik lyst til at slå sig sammen og lave flere forestillinger under navnet Regimentet.

En ting er den publikumsmæssige succes, noget andet er den udprægede legesyge og samskabelsesglæde, som den første forestilling emmede af, og som må have drevet lysten til at arbejde videre sammen.

Og det gør de så nu på Det Kongelige Teater, hvor kompagniets fremadstormende instruktør, Anna Balslev, er blevet husinstruktør.

Denne gang er det fænomenet Marie-Antoinette, Frankrigs sidste dronning, der laves en forestilling om. Hende, der giftede sig med Louis 16. som led i en politisk alliance mellem Østrig og Frankrig, og som levede et overdådigt liv på Versailles-slottet, alt imens det franske folk sultede og led.

Fyldt med esser

Jeg har set frem til Regimentets bud på historien om Marie-Antoinette, for det er lutter stærke esser, der udgør det unge, hypede kompagni.

Udover allerede nævnte instruktør tæller det også musiker Viktor Dahl, der kan fortrylle enhver forestilling med sine drømmende kompositioner, og også gør det her, koreograf Sebastian Kloborg, scenograf Laura Løwe, dramatiker Sonja Ferdinand og et skuespillerensemble af mærkbare spillerpersonligheder – her med “erstatninger” for to af ‘Stolthed og fordom’-skuespillerne.

Selvom Mathilde Arcel og Ferdinand Falsen Hiis var stærkere spillere at have med på holdet, er det så absolut ikke dårligt at få altid forrygende Anne Plauborg og Alexander Bryld Obaze i bytte.

Derfor er det næsten også lidt smertefuldt, at forestillingen ikke gør større indtryk, for skuespillerne er dragende og interessante, og den samlede kunstneriske talentmasse er bestemt ikke til at tage fejl af. Jeg har sådan lyst til at heppe på Regimentet.

Smukke omvandrende flødekager

Bedst lykkes denne forestilling for scenograf Laura Løwe, der endnu engang disker op med en scenografi, der ikke bare er smuk i alt sin kridhvide simpelhed, men også er præcis og medfortællende.

Der er ikke meget andet på scenen end et hvidt gulv med en fordybning i midten omgivet af høje ståtrusser. Kostumerne er klassisk 1700-tals couture, men lavet i et svævende let materiale, der får alle til at ligne omvandrende flødekager.

Herligt dekadent ser det ud i al sin hvide overflod, og så meget desto mere effektfuld er det, når scenografien åbenbarer sig som et sprudlende springvand, der forvandler fordybningen til en pool, som gennemvæder spillerne. Indholdet bliver til sidst uhyggeligt rødt, som en præcis stilistisk kommentar til den blodige undergang, aristokratiet led under den franske revolution.

Søvnig historiefortælling

Men selvom det er smukt at kigge på, er det også en teksttung omgang, der nok forsøger sig med sproglige krøller for at give det lidt spræl. Men det bliver temmelig søvnigt i sin historie-refererende tredjepersons form.

En form, der gør det umådeligt svært at komme tæt på de karakterer, som vi faktisk får lyst til at mærke og få de fulde nuancer af. Jeg vil gerne lære mennesket bag rygternes Marie-Antoinette at kende. Måske endda forsøge at forstå hende.

Det får jeg i nogen grad lov til gennem skuespillet, hvor særligt Nanna Skaarup Voss spiller en rørende skrøbelighed og sårbarhed ind i Marie-Antoinette, men tekstligt kan det ikke helt følge trop. Og det er det nødt til, for kropsligt er der ikke meget til at hjælpe den på vej.

Særligt den første halvdel synes fysisk retningsløs, hvor skuespillerne mest vandrer rundt i den tomme scenografi og indimellem kravler tilfældigt op i trusserne for lidt afveksling. Det har slet ikke samme stilistiske rygrad, som det var tilfældet med ’Stolthed og fordom’, hvorfor det bliver svært at mærke retningen og overgive sig til værket og dets ambitioner.

Manglende legesyge

‘Marie-Antoinette’ bliver heller aldrig lige så gennemgående legesyg i sit udtryk, som Regimentet ellers har bevist, at de evner. Vi aner lidt af det, når den mere løsslupne repliktone og fjolleriet får lov at slippe igennem, som det især gør hos Freja Klint Sandberg, eller når Mathias Bøgelund menneskeliggør Louis 16. med barnagtig ynkelighed, der rummer både stor alvor og humor på en og samme tid.

Eller når skuespillerne, ganske forløsende, får lov at kaste sig rundt i vandet på scenen eller samles i en fælles koreografi til tonerne af Victor Dahls musik.

Lige der mærker man den sanselighed, som legesygen klædeligt farver værket med, og som Anna Balslev sædvanligvis er mester ud i.

Men her får det desværre aldrig fuld pedal, så det kan gennemsyre hele værket og løfte det.

Hvad vil de egentlig sige?

Der er mange ting, man kunne sige med en historie som denne. Den kan være en kommentar til sladdersamfundet og moderne digitale hekseafbrændninger. Den kan sætte spørgsmålstegn ved, om vores nutidige vestlige privilegieblind og overflodsmagelighed forhindrer os i at reagere på verdens undergang, præcis som det var tilfældet for Marie-Antoinette.

Om vi nogensinde lærer af vores fælles fortid, selvom vi har den og dens konsekvenser lige for næsen af os, når vi f.eks. opsøger den som turister på Versailles.

Forestillingen umuliggør ikke at øjne disse åbenlyse fortolkninger, men bliver aldrig rigtig i sig selv retningsgivende nok til at sige noget helt skarpt.

Hvad vil DE egentlig sige, tænker jeg undervejs. Og selvom jeg er fan af at skulle tolke selv og ikke få skåret alting ud i pap, så bliver ‘Marie-Antoinette’ for ufrivilligt vag og vævende i alt andet end scenografien.

Jeg nærer dog stort håb om mange flere forestillinger fra Regimentets hånd. Med så mange dygtige mennesker samlet på et hold, må der bestemt være masser godt i vente, og den forventning kan en lidt lunken to’er ikke spolere.

Og hey – nogle gange kan det at ramme upræcist gøre én endnu skarpere på, hvordan man så rammer helt rigtigt næste gang.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: