Anmeldelse: Det er ikke svært at blive smaskforelsket i 'Stolthed og fordom'

Det er næppe første gang, nogen forelsker sig i Jane Austens historie fra 1813 om Mr. Darcy og Miss Elizabeth Bennet, hvis stædighed, stolthed og fordomme står i vejen for kærligheden imellem dem.

Måske meldte sommerfuglene deres ankomst ved læsningen af romanen, eller måske det var Joe Wrights filmatisering fra 2005 (med en blændende Keira Knightley i hovedrollen), der fik dig i knæ. Men bare fordi forlægget er populært, er det selvfølgelig ikke ensbetydende med, at det automatisk bliver godt teater.

Men på Betty Nansen Teatret er det godt! De har nemlig hyret den fremadstormende og yderst talentfulde instruktør Anna Balslev og sat et ungt og sprødt hold skuespillere på scenen.

Følsomhedens æstetik

Det gør jo ikke nødvendigvis noget dårligt for en forelskelse, at den umiddelbare tiltrækning sikres af et blændende ydre. Scenograf Laura Løwes enorme sildebensparket-rutsjebaner i grå og hvide toner bølger sig fra loftet og hele vejen ud over scenekanten.

I florlette organzakjoler- og skjorter i blege, støvede farver løber, kurrer og kaster skuespillerne sig legende rundt i det vertikale landskab. Det er en florlet følsomhedsæstetik, der taler direkte til den visuelle Instagramgeneration.

Det danner perfekt ramme om det ungdommelige, flirtende og dagdrømmende, som Balslev hiver frem i Austens gamle fortælling om de tre 1800-tals søstre, hvis eneste mål synes at være at blive gift væk til den rigtige mand.

Lykkeligvis lader Balslev det forblive en rendyrket fortælling om kærlighed. Hun moderniserer ikke kvindernes længsel efter kærlighed eller drømmen om at blive gift med den rigtige, men gør det i stedet kløgtigt gennem det visuelle og små moderne referencer, som når karaktererne gentagne gange råber “DER ER BREEEEV!”, som var de deltagere i Paradise Hotel.

Stramt koreograferet

Det hypermoderne udtryk kommer sig også af de stramt koreograferede bevægelsesmønstre, der gennemsyrer hele forestillingen i flot samspil med Viktor Dahls altomsluttende, filmiske kompositioner.

Det er både som decideret dans og som hver enkelt karakters kendetegnspositur, de konstant stiller sig i i samtalerne med hinanden. Både et billede på datidens stramme former og skikke, der er styrende for karaktererne og deres følelsesliv, men også en smuk kropsliggørelse af ordene, der sjældent står uden nøje afmålt fysik. Kun når søstrene er alene med hinanden, er de helt frie i deres kroppe.

Helt igennem charmerende

På trods af den skarpt styrede form føles de charmerende skuespillerne på ingen måde låste. De sprudler af intenst nærvær hver og en, og så er de vanvittigt sjove, selv om de er aldeles forskellige.

Simon Kongsted og Freja Klint Sandberg mestrer det klovnede sjove i yderste potens som henholdsvis tvivlsomme bejlertyper og som den yngste, knapt så kloge søster Lydia.

Ferdinand Falsen Hiis placerer komikken i det mindre og mere underspillede. Han er en mesterlig, hoven og kompleks Darcy, der holder verden på afstand med sine piercede øjne og imponerende kropslig kontrol. Mathias Bøgelund er hysterisk sjov i sin akavethed som den rødkindede og forelskede Mr. Bingley.

Mere afmålt og kløgtigt er det sjove (forståeligt nok) hos Mathilde Arcel som den intelligente Elizabeth Bennet, der også driver historiens mere alvorlige spor. Og selv om Nanna Skaarup Voss har lidt mindre at spille på, får hun det sårbare og følsomme så flot frem, at hjertet brister i takt med hendes.

Dansen på knivsægget

I en forestilling, hvor humoren er så stor en drivkraft som i denne, er det en kunst ikke at få det til at kamme over i udmattende farce. Stolthed og fordom danser hele tiden på en knivsæg i den henseende.

Men ved at insistere på følsomheden og den sitrende sårbarhed, der også er en del af forelskelsens og flirtens væsen, i både musik, udseende og bevægelser, balanceres det sjove flot med en gennemgående modvægt. Resultatet er et stykke ovenud smagfuldt og overskudsagtigt balancekunst.

Blændet af kærlighed

Balancen holdes dog ikke nødvendigvis hele vejen igennem. Selv om det er sjovt, kammer det f.eks. en smule over i noget næsten cartoonish overspillet, når Simon Kongsted gakker helt ud som den uhyrlige præstebejler under ledsagelse af næsten stumfilmsagtigt klaver, der er langt fra forestillingens øvrige drømmende lyddesign.

Det er jo netop den konstante tilstedeværende følsomhed, der gør det humoristiske særligt godt og mærkbart, og det forsvinder ærgerligt nok, når det bliver rendyrket fjol uden bund.

Som det dog er med en stormende forelskelse, kan man blive helt forblændet og ude af stand til at se eller lade sig påvirke af de ting, der ikke rammer helt plet. Og sådan er det med Stolthed og fordom på Betty Nansen Teatret:

Det er den slags teater, der fejer benene væk under dig og efterlader dig, hvis man nu skal blive i det klichéfyldte forelskede, svævende på en lyserød sky.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: