Anmeldelse: Musicalen ‘Next To Normal’ går lige i tårekanalerne

Jeg var forberedt på, at denne musical nok ville ramme mig hårdt. Jeg så den tidligere på året i Malmø og græd nærmest ustandseligt. Ikke bare den enlige tåre ned ad kinden, men full blown gråd og et par kvalte hulk.

På Odense Teater ender jeg i samme situation. Omkring 20 min går der, før vandfaldet begynder at fosse. Og det på trods af at opsætningen i Odense ikke står nær så stærkt og afgjort har sine udfordringer. Det er der en primær årsag til.

Borer kniven helt ind

‘Next to Normal’ er en hamrende veldrejet musical både dramatisk og musikalsk, der står så stærkt, at den har effekt selv i lidt haltende produktioner. Det er sådan en historie, der borer kniven længere og længere ind for hver scene.

Bedst som man tror, at man har grædt af, tager den det lige et stik dybere, uden at det nogensinde bliver komisk i sin ulykke. For det, teksten gør godt, er at ramme sorgen og alle dens facetter utroligt rent. Den er et primaeksempel på, at musical ikke altid bare er glitter, glade dage og overfladiske følelser, men at musicalen som udtryksform faktisk kan bruges exceptionelt godt til at ramme i følelserne på en måde, som det tekstligt funderede teater ikke kan.

En grå virkelighed

Vi møder en tilsyneladende normal familie med mor, far og to børn, men hurtigt viser det sig, at noget er skævt her. Moren, Diana, kæmper nemlig med svær psykisk sygdom og bærer på en tung, altoverskyggende sorg, som alle i familien forsøger at overleve. Noget radikalt må gøres, hvis det skal lykkes.

På Odense Teater udspiller historien sig i Marianne Nilssons ekstremt depressions-grå scenografi. Det er ikke videre spændende, men den visuelle tungsindighed kan der selvfølgelig være en pointe i. Indledningsvis når jeg at blive lidt bekymret for forestillingens udfald, for skuespillerne skal lige i gang. Det hele sidder lidt stift i dem, og det er, som om de ikke rigtig har greb om materialet. Heldigvis bliver de varme, som forestillingen skrider frem og får for alvor fat, da vreden bruser frem og giver sangene temperament.

Syngende skuespillere

En påfaldende kendsgerning ved Odenses Teaters opsætning er, at ingen af de medvirkende er uddannede musicalskuespillere. Vito Borggild Gram kommer det nærmest som musical-studerende. Det er med andre ord syngende skuespillere, der ikke har den nødvendige vokale uddannelse, der skal løfte de krævende sange, og det sætter sit præg på værket.

Selvom Cecilie Elisabeth Bogø Bach egentlig synger glimrende som datteren Nathalie, synes hendes sange ikke rigtig at ligge til hendes stemme, hvilket resulterer i en desværre lidt for skinger klang, når der skal brages igennem på de høje toner.

I modsatte ende af skalaen bliver det konsekvent lidt spagt i det hos en ellers meget velspillende Ulrik Windfeldt-Schmidt. Det spage kan fungere i det mere følsomme, men rollen har sange, der kræver den volumen og gennemslagskraft, han mangler.

Uddannes af en grund

Lidt mere jævnt er det hos en overvejende velsyngende og dygtigt spillende Mathias Flint, der er imponerende nuanceret og rørende som den hårdtprøvede partner og far, Dan, der desperat forsøger at opretholde en normal og har ofret sig selv og sine følelser for sin kones velbefindende.

Men gennemgående er der for mange tonemæssige skæverter hos skuespillerne, og det gør det samlede udtryk ujævnt og usikkert. Når spillerne skal koncentrere sig mere om vokal teknik end selve historiefortællingen, bliver det svært helt at lade sig henføre.

Den var måske gået, dengang musical-Danmark ikke var så relativt veludviklet som nu, men der er en grund til, at vi uddanner dygtige folk til at spille musicals. Det kræver samme grundlæggende musikalitet og teknisk høje niveau hos alle, som det man her finder hos en af skuespillerne: Cecilie Gerberg.

Cecilie Gerberg hiver den hjem

Cecilie Gerberg, der er en fast del af skuespillerensemblet på Odense Teater, og derfor ofte kan opleves i deres forestillinger, har ved flere lejligheder bevist sig selv som en fremragende sanger.

For nyligt både i et labert Thomas Helmig-cover i teaterkoncerten “I dit korte liv” og som Blanche Barrow i ’Bonnie and Clyde’. Her får hun dog endelig lov til virkelig at udfolde sit talent og demonstrere, hvor meget hun kan som syngende skuespiller, og hvorfor hun er fuldt ud berettiget til at indtage rollen som Diana, selvom hun aldersmæssigt er lige det yngste.

I hendes Diana hvæser og buldrer de indre dæmoner og sorgen under den overflade, hun forsøger at bevare med kølig distance til tilværelsen. “Jeg elsker dig så meget, jeg kan,” siger hun desperat til datteren med sørgmodig erkendelsen af, at det ikke er tilstrækkeligt. For det er, når vi elsker eller investerer følelsesmæssigt i livet, at risikoen for smerte opstår, og den sandhed har Gerberg vævet så fint ind i sin karakter, at sorgen bliver sjældent troværdig.

For egentlig er Dianas sorg altoverskyggende – den har fortæret hende, men den brager ikke overfladisk. Når den dog endelig udformer sig som vrede, og smerten slipper ud gennem sprækkerne, rammer Gerberg som et godstog i mine følelser, og der er ingen anden udvej end at give los for tårerne og mærke smerten med Diana. Det er også her, hun for alvor markerer sin vokale spændvidde og lækre rockede klang.

Det ville være uretfærdigt at sige, at hun løfter forestillingen egenhændigt, for det ville være at frarøve de øvrige parter alt det gode, de giver til forestillingen. Men Gerberg er uden tvivl den spydspids, der i sidste ende hiver forestillingen hjem.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: