Anmeldelse: ’Narnia’ er en smuk familieforestilling, men savner dybde

C.S. Lewis’ vidunderlige roman fra 1950 om de fire menneskebørn, der rejser gennem garderobeskabet og havner i det fortryllede land Narnia, er blevet fortolket et utal af gange på både film og scene.

Selv så jeg tegnefilmen fra 1979 til døde som barn, og mange vil måske også have stiftet bekendtskab med den storslåede og populære filmatisering fra 2005 med en sviende ond Tilda Swinton som Den hvide heks og James McAvoy som den elskelige faun Hr. Tumnus.

I øjeblikket kan fortællingen opleves på Odense Teater som årets stort anlagte familieforestilling, og her er det nemt at lade sig suge med ind i garderobeskabet, hvor eventyrene lurer i den fortryllende flotte og magiske scenografi.

Spektakulære rammer

I Karin Betz’ scenografi og kostumer er der ikke sparet på noget. Lige med en historie som Narnia må eventyret gerne folde sig ud i al sin detaljerige ekstravagance, der kan få både store og små til at tabe kæben i benovelse og hengive sig til universet, og det har Betz forstået.

Allerede ved indgangen til Odense Teater træder publikum selv igennem et enormt, veludført træklædeskab med pelsfrakker dinglende fra oven - så er stilen ligesom lagt!

Der er kælet for både de store landskaber og små rum på scenen: Sneen synes at dale ustandseligt ned fra oven, mens vinteren stadig hersker i Narnia, og store grantræer snurrer rundt på drejescenen om den ensomme lygtepæl.

Mellem dem kommer Hr. Tumnus hyggelige og pudsige pejseoptændte stue smidigt til syne i et simpelt, men virkningsfuldt set-up, og pludselig popper også Hr. og Fru. Bævers beskedne hytte op fra gulvet, der, på der på trods af dens enkelthed, er gennemført i sit træstamme-look.

Narnias eventyrlige væsner

Betz formår også at forføre med sine gennemførte kostumer, der både er rige på kvalitet og kvantitet – det vælter frem med mytiske figurer helt til sidste minut. Det er ikke nogen nem opgave at få eventyrlige væsner, som dem, der bor i Narnia, til at fremstå troværdige på en teaterscene, og det er ofte før endt med at se lidt billigt ud.

Men på Odense Teater oser kostumerne af kreativitet og gode løsninger, der med simple effekter løfter det til tårnhøjt niveau. I salen kan man høre flere imponerede udbryd, da historiens skurk, Den hvide heks, spillet af en ondsulet og skarp Natalí Vallespir Sand, glider ind på scenen i en gigantisk isbjergskane iført en voluminøs kridhvid pelskåbe, hvis dybe ærmegab glitrer i scenelyset, som var de sne.

Kun løven Aslan står lidt vagt tilbage og bliver med sin høje, men flade manke aldrig så majestætisk og autoritær i udseendet, som teksten lover. Dette kan dog også tilskrives skuespiller Mikkel Bay Mortensen, der gør det glimrende som den hjertelige professor, men som Aslan ikke rigtig synes at kunne overgive sig løvens storslåethed.

Armene, der egentlig skulle slås sikkert og bredt ud til siderne i et mægtigt løvebrøl, blafrer bare lidt ugideligt ud mod vandret. Som om han ikke rigtig gider at gå med på legen, hvilket må siges at være det minimale at forvente af en professionel skuespiller.

Dybderne udebliver

Det er nemt at lade sig forblænde af visuel storslåethed, og selvom forestillingen nok skal lykkes med tryllebinde generationer på tværs, så har den samlede forestillingen også sine udfordringer, der forhindrer den i at stå lige så bragende stærkt som dens scenografi.

Selvom Narnia på papiret er en børnefortælling om kampen mellem det gode og det onde, så er det også et komplekst eventyr om mytiske profetier, opofrelse og forræderi.

Historien er egentlig udmærket vægtet og skåret til scenen, men visse essentielle dele af den mere komplicerede historie, springer de lige lovligt hurtigt eller sjusket henover i en sådan grad, at man måske ikke vil forstå fortællingen helt, hvis ikke man allerede kender den hjemmefra.

Forestillingen virker meget forhippet på at gøre sig tilgængelig for det yngste publikum, og idet mister den essensen af det dybere og kløgtige, der gør historien om Narnia fænomenal.

Stort børneskuespil

Også skuespillet er unødvendigt rettet mod de mindste. De mange uerfarne skuespillere (mange er elever ved skuespilskolen eller nyuddannede) henstår med overfladiske karakterportrætter og stort, ensformigt børneteaterskuespil.

Det er ærgerligt, at instruktør Maria Kjærgaard-Sunesen ikke har dyrket den gode personinstruktion noget mere. Det virker til, at hun har fokuseret mere på smidige overgange, visuel elegance og flow, og tak for det.

Men når man nu står med så stærkt materiale som C.S. Lewis’ dybe Narnia-fortælling, er det ærgerligt ikke også at give karaktererne lidt flere nuancer. Det enstrengede spil og hangen til replik-råberi matcher ikke historien, der i sit udgangspunkt har stor tillid til børns fatteevne, og derfor også egner sig til store børn og voksne.

Unødvendigt lir

Forestillingen ender af og til med at spænde ben på sig selv med unødig børnelir i jagten på at underholde. Det er ikke nødvendigt at den gakkede julemand skal ankomme på segboard, eller at leoparderne pludselig skal lave lidt engangs-luftakrobatik, og det er slet ikke nødvendigt at stopfodre forestillingen med lidt sporadiske stemningsløse sange.

Bare fordi det er en familieforestilling, behøver de ikke synge. Her gjorde man i hvert fald ikke. ‘Narnia’ på Odense Teater er bedst, når den bare læner sig ind i sit stærke forlæg og den smukke scenografi, for deri er der rigeligt til en meget eventyrlig teatertur.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: