Kultur | Anmeldelser

Anmeldelse: ’Timerne’ er blændende godt teater, der vokser i dig, som timerne går

Af
Line Kirsten Nikolajsen
15. januar 2024
Timerne The Hours det kongelige teater anmeldelse
Josephine Park, Karen-Lise Mynster og Sofie Gråbøl spiller de tre hovedroller i 'Timerne' på Det Kongelige Teater / Foto: Camilla Winther / Det Kongelige Teater

Del artikel

Det er noget af et vovestykke at kaste sig ud i en teaterudgave af en så ikonisk og prisbelønnet roman og ditto film som ’Timerne’. Men på Det Kongelige Teater giver den store satsning kæmpe payoff.

Timerne / The Hours

Teater: Det Kongelige Teater
Spilleperiode: 13. januar 23. februar 2024
Genre: Teater, drama
Iscenesættelse: Eline Arbo
Dramatisering: Eline Arbo, Peter van Kraaij, Bart Van den Eynde
Medvirkende: Sofie Gråbøl, Karen-Lise Mynster, Josephine Park, Olaf Johannessen, Marie Bach Hansen og Mads Rømer Brolin-Tani
Spilletid: 1 time og 50 min (uden pause)

Det var svært at ryste Meryl Streep, Julianne Moore og især den næsten uigenkendelige Nicole Kidman af mig, da jeg første gang så Stephen Daldrys filmatisering af Michael Cunninghams roman Timerne (The Hours) fra 2002.

Et komplekst bombardement af en historie ramte mig, og jeg havde først svært ved at dechifrere de følelser og den melankoli, filmen efterlod mig med. Langsomt landede den i mig, og efter nu igen at have oplevet Timerne i norske Eline Arbos udgave på Det Kongelige Teater, er oplevelsen kun blevet større og rigere med teatrets unikke fortællemuligheder.

Tiden er en drejescene

I Timerne møder vi tre kvinder fra tre forskellige tider. Vi følger dem i løbet af en ganske almindelig hverdag, som måske alligevel ikke er helt så almindelig endda. I 1923 arbejder forfatteren Virginia Woolf på sin roman, Mrs. Dalloway. Den færdige bog læser den amerikanske husmoder Laura Brown i 1949, imens forlæggeren Clarissa Vaughan forbereder en fest for sin Aidsramte ven Richard i New York, 1998.

timerne the hours det kongelige teater anmeldelse
Foto: Camilla Winther / Det Kongelige Teater

Selv om kvinderne er adskilt af tid, er der dog én ting, der forbinder dem: Det indre mørke og følelsen af at være fanget i et liv, de ikke kan se eller mærke sig selv i.

Deres historier udspiller sig parallelt med hinanden, hvilket på scenen muliggøres af den enorme drejescene, der er i næsten konstant bevægelse i de godt to timer, forestillingen varer. Her står forskellige hverdagsmøblementer placeret rundt i kanten. En seng, en sofa, et toilet, et køkken osv., der ganske symbolsk får scenen til at ligne et gigantisk ur.

Tingene tilhører alle tre kvinder på en gang. De kan ikke se hinanden, da de jo lever i hver deres tid, men for os, der sidder i salen, gør den veludtænkte scene det nemt at glide smidigt ind og ud af deres forskellige liv.

Mørkets mange facetter

Selv om jeg kunne have ønsket mig en mere mærkbar Richard fra Olaf Johannessen, er det i sidste ende ikke et problem, at han for en gangs skyld ikke er den utvivlsomt bedste på scenen. Det efterlader med rette plads til de tre centrale kvinder.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at de mastodont-skuespillere, der løftede rollerne i filmen, gjorde det absolut eminent. Det mørke, de skulle portrættere, kom dog også til udtryk på en meget entydig måde, men det er ikke tilfældet i denne teaterversion.

Sofie Gråbøls Clarissa er dygtig til at dække tomhedsfølelsen med planlægning og praktik, men når den slipper igennem sprækkerne, er den skinger og gennemsyret af angsten for at miste. Karen-Lise Mynsters Virginia Woolf er fattet, varieret i det dystre, endda smilende i momenter. Mynster mestrer replikkerne som få andre, og selv om det er en fryd at se hende som Woolf, savner jeg for alvor at mærke de kolossalt dystre kræfter, der driver forfatterinden ud i floden med sten i lommerne.

timerne the hours det kongelige teater anmeldelse
Foto: Camilla Winther / Det Kongelige Teater

Allerstærkest står Josephine Park som Laura Brown. Dels er det den mest interessante rolle i teaterversionen, og dertil rummer Parks udtryksfulde øjne et så dybt og spiddende mørke, der er så ulykkeligt og desperat, at det næsten føles tungt at trække vejret i. På forunderlig vis skaber Park dog åndehuller i sit intense spil og gør Laura til en helstøbt karakter, der gør varigt indtryk. Mesterligt!

Solidt håndværk

En så kompleks historie som Timerne kommer dog ikke kun i mål med stærkt skuespil. Det kræver også en klog instruktion med stort overblik, hvilket Eline Arbo heldigvis leverer. Hun er ikke kun god i sin grundige personinstruktion, men forstår også at holde styr på alle ender i den filtrede fortælling og snurrende scenografi. Samtidig har hun blik for de små ordløse detaljer, der findes mellem de mange ord. Hun har blik for at bruge musikken som motor og effektiv medfortæller gennem velvalgte brudstykker af moderne elektroniske numre med passende lyrik, der fremføres live og flot af skuespillerne på scenen. Hun har blik for de billeder og den magi, som kun kan fortælles med teaterkunst.

timerne the hours det kongelige teater anmeldelse
Foto: Camilla Winther / Det Kongelige Teater

Den styrke manifesterer forestillingen især, da den lader tiden krakelere, og de tre kvinder kortvarigt ser hinanden. Et flygtigt øjeblik, hvor det føles, som om tiden går i stå, mens de mødes i hinandens mørke. Jeg betragter dem med tilbageholdt åndedrag og ser ingen anden udvej end at overgive mig til de kuldegysninger, dette ekstremt fine stykke håndværk fremtvinger.

Timerne værd

Næsten to timers teater uden pause er lang tid, og en så massiv og intens historie som Timerne er ikke ligefrem en nem omgang. Det er meget at tage ind, og det skal også lige lande i kroppen efter. Men når det gør, lander det som blændende godt teater, der vokser i dig, som timerne går. Der er, populært sagt, stof til eftertanke og mængder af følelser og ord at reflektere over, og oplevelsen bliver kun større af at have foregået i det nærværende nu-rum, teatret er.

På den måde ender forestillingen med at være præcis de timer, som den er opkaldt efter. De timer, der rigtig kan mærkes, og som vejer op for hverdagens tomhed og livets mørke. De timer, hvor det hele giver lidt mere mening. Det gør det, når man oplever teater som Timerne.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel