Skærmtid med Maria Lucia: "Jeg er typen, der har gang i mange serier på samme tid"
I 2005 fik Maria Lucia sin professionelle scenedebut som Belle i musicalen Beauty and the Beast på Det Ny Teater. Siden dengang har hun haft et hav af hovedroller på de danske scener, blandt andet i West Side Story, Wicked og senest i den aktuelle opsætning af Som i himlen på Operaen.
Mange kender nok også Maria Lucia – og især hendes stemme – fra flere tegnefilm, ikke mindst fra den ultrapopulære Disneyfilm Frost, hvor hun lagde stemme til Elsa.
Frost vandt i 2014 en Oscar for bedste filmmusik og var i 2020 nomineret til en Oscar for sangen Into the unknown, som Maria Lucia optrådte med ved Oscaruddelingen i L.A.
Hvad arbejder du på for tiden?
– Lige nu er jeg på Operaen, hvor jeg er med i musicalen Som i himlen. Så som i himmelen (som forestillingen hedder på svensk) havde urpremiere i Stockholm i 2018. På det tidspunkt boede jeg selv i Stockholm, da jeg spillede en forestilling på et af de andre teatre deroppe. Jeg så den og var, ligesom resten af Sverige, henrykt, berørt og begejstret.
Nu fem år senere har Som i himlen haft sin danske premiere, og jeg er med. Jeg elsker, hvordan livet på den måde laver sine egne små cirkler med fine små knuder på.
Til foråret skal jeg prøve kræfter med en helt ny genre, når jeg skal være med i Aarhus Revyen. Vi har premiere 5. april 2024, og jeg glæder mig allerede helt vildt meget.
Hvilken tv-serie er du optaget af lige nu?
– Jeg er typen, der har gang i mange serier på samme tid og ofte glemmer at få dem set til ende, indtil jeg så vender tilbage til dem, når tiden opstår. Min kæreste og jeg mangler f.eks. lige nu det sidste afsnit af The Morning Show (sæson 3 red.). Jeg ser frem til, at vi finder tiden til at få set det sammen.
Jeg knuselskede Ted Lasso og har næsten ondt i maven ved tanken om, at jeg ikke skal følge karaktererne længere her efter 3. sæson. Det er en superskøn serie på så mange planer – letfordøjelig og alligevel en prægtigt underholdende komedieserie, der giver en tåre i øjenkrogen. Det var den serie, vi sidst afsluttede sammen.
Anmeldelse: ’Ted Lasso’ sæson 3 underholder lige til slutfløjtet
Derudover er jeg selv i gang med 12. sæson af American Horror Story og The Crown, og mine yndlingsserier gennem tiden er bl.a. Friends, Only Murders in the Building, Ozark, Better Things, Game of Thrones, Stranger Things og Jane the Virgin.
Hvad er den sidste film, du har set i biografen?
– Mit seneste biografbesøg var, da min søn og jeg var inde at se Paw Patrol – Superfilmen. Det var første gang, han skulle se en stor film i biografen, og vi havde talt meget om det inden. Det var en lidt lang film at holde koncentrationen i, og den blev også en anelse uhyggelig til sidst. Men han gik glad derfra og følte, han havde fået det hele med!
Jeg elsker film og at se dem i biografen og holder også meget af at tage alene i biografen. Jeg har bl.a. set mange af de Oscar-nominerede film op til prisuddelingen – senest så jeg Triangle of Sadness. Den næste film, jeg gerne vil se, er The Old Oak eller Killers of the Flower Moon.
Anmeldelse: ‘Killers of the Flower Moon’ er en stor, ambitiøs og kompleks film af en indigneret Scorsese
Hvad lytter du til, når du er på farten?
– Jeg har hørt alle Lucinda Rileys skønne romaner om De syv søstre som lydbøger, men derudover lytter jeg faktisk nok mest til podcasts.
Det kunne f.eks. være Tinder Greatest, Genstart, Mellem projekter, Mads og A-holdet, Den hvide væg eller Sitter.
Men jeg er også vild med at finde amerikanske eller svenske podcasts og lytte til enkeltstående programmer, som fanger min interesse i musik eller selvudvikling.
Hvilken tv-udsendelse har sidst fanget dig?
– Jeg ser næsten aldrig flow-tv mere og nærmest ingen nyheder eller sport! Jeg var dog meget optaget af raketopsendelsen, Huginn-missionen, med danske Andreas Mogensen som kaptajn tilbage i august.
Udover det kan jeg nu også godt svinge mig op til et afsnit af Den store bagedyst eller Indefra med Anders Agger.
Hvilken teateroplevelse har senest overrumplet dig?
– Jeg så Another Brick in The Wall, Part 5 på Østre Gasværk Teater, som efterlod mig helt gennemsyret af lyd og var en vild oplevelse i det mest fantastiske rum.
Derudover blev jeg også blæst bagover af Lolita for altid og Farvel til Madonna af det stærke, sjove og inspirerende kunstneriske studio How to Kill a Dog.
Hvis du kigger på din telefon lige nu, hvor meget skærmtid har du så brugt i denne uge?
– 3 t. 52 min. Det, synes jeg, virker meget rimeligt.