Kultur | Guides

'Skærmtid' med Christina Barré

Af
Signe Bjørg Granberg
15. september 2023
skærmtid Christina Barré
Christina Barré er grundlægger af influenceragenturet Confetti CPH, som hun for nylig har solgt til kommunikationsbureauet Friday. Hun kan lige nu opleves i 'Stories for millioner' på DR / Foto: Nikolaj Thanning

Del artikel

Hver uge dykker Vi Elsker Serier ned i en aktuel kulturpersonligheds skærmforbrug. I denne uge bliver vi klogere på, hvad Christina Barré fra DR-programmet 'Stories for millioner' ser og lytter til lige nu.

Christina Barré er agent for en lang række professionelle, danske influencere, og hun er samtidig partner i kommunikationsbureauet, FRIDAY. Inden da drev hun influencerbureauet, Confetti CPH, som hun stiftede i 2017.

Mange vil nok kende Christina som en af de fire hovedpersoner i DR-programmet Stories for millioner, som lige nu kan ses på DRTV.

Stories for millioner
Christina Barré medvirker lige nu i DR-programmet 'Stories for millioner'
Foto: DR

Hvad arbejder du på for tiden?

– Jeg solgte min virksomhed Confetti CPH i maj til kommunikationsbureauet Friday. Mine medarbejdere og jeg flyttede ind hos dem 1. august, så jeg har travlt med at lære min nye partnerkreds at kende og ikke mindst flere end 40 dejlige kollegaer. Det er virkelig spændende og supermotiverende.

Hvilken serie er du optaget af lige nu?

– Min kæreste og jeg har netop færdiggjort sæson 2 af The Bear på Disney+. Det er lang tid siden, jeg har haft så høj puls, mens jeg har set en serie. Den er helt igennem fantastisk, og skuespillet er eminent. Hovedrollen Jeremy Allen White har nogle helt vanvittige one-take-scener. Og så elsker jeg alt, der omhandler mad, passion og store drømme. Den serie har det hele.

Hvilken film har du sidst set i biografen?

– Sidste gang, jeg var i biffen, så jeg Barbie. Jeg elskede den! Mit lille feministiske hjerte kunne ikke lade være at knibe en tåre op til flere gange. På min todo er selvfølgelig også Oppenheimer, men som en utrolig træt førstegangsmor med en 1-årig, der ikke sover om natten, må jeg indrømme, at jeg ikke ved, om jeg kan holde fokus tre timer i streg. Så måske gemmer jeg den, til den kommer på Blockbuster. Så kan jeg dele den lidt op. Realistisk set kommer jeg nok heller ikke i biografen før engang i juleferien, hvor jeg selvfølgelig skal ind og se Nattevagten.

Hvad lytter du til, når du er på farten?

– Altid podcast – jeg elsker det! Her er jeg utrolig kommerciel i min smag og elsker de samme podcasts som alle andre: Monopolet, Genstart, 112 for knuste hjerter, Fries before guys, To the Moon Honey og Mørkeland. Jeg lytter konsekvent til podcast, når jeg transporterer mig rundt, og når jeg laver huslige opgaver som vasketøj, oprydning og rengøring. Det får mig til at glemme de sure pligter og bare nyde at være i podcastrummet. Så flyver tiden.

Hvilken tv-udsendelse har sidst fanget dig?

Ligesom resten af Danmark var jeg helt tosset med Bachelorette. Jeg syntes simpelthen, castet var så fint, og det er skidegodt tv. Generelt elsker jeg faktisk bare programmer om kærlighed og dating: Gift ved første blik, Love is Blind, Landmand søger kærlighed, og jeg kunne blive ved. Det er så hyggeligt og cringe på samme tid. Kæmpe guilty pleasure for mig.

Hvis du kigger på din telefon lige nu, hvor meget skærmtid har du så brugt i denne uge?

Jeg har slået det fra – jeg får simpelthen så dårlig samvittighed. Men til mit eget forsvar, så bruger jeg min telefon til rigtig meget af mit arbejde. God undskyldning, ikk’?

Del artikel

Andre Kultur | Guides