Anmeldelse: ‘The Bear' sæson 2 brager ind på listen over årets bedste serier

Det mest slående ved første sæson af The Bear var det hektiske stressniveau. Konstante og gigantiske skænderier med råben og skrigen. For da Carmen ‘Carmy’ Berzatto, Michelin-kok, vendte hjem til Chicago for at overtage sin døde storebrors lille restaurant, forløb det ikke uden komplikationer med personalet. Især hans hidsige fætter ‘Richie’ (Ebon Moss-Bachrach) skabte voldsomme konfrontationer. I en grad, man fik nervøse tics og hjertebanken af, bare ved at se på.

Carmys drøm

Det var lige på kanten til at være for meget af det grimme, og måske derfor har man foretaget en let kursændring her i anden sæson. Carmy har besluttet sig for at gå efter sin drøm og åbne sin egen restaurant, der skal hedde ‘The Bear’, og det er den proces, sæson 2 følger. Helt fra scratch.

Vi ser, hvordan han og personalet river alt den gamle indmad ned i restauranten. Hvordan Carmy og hans chefkok, den uerfarne Sydney, eksperimenterer sig frem til de retter, menuen skal bestå af. Hvordan Carmy sender sin dessertkok Marcus til København for at blive inspireret og endnu dygtigere. Og hvordan fætter Richie, omsider, finder sit kald i tjenerfaget. Alt imens Carmys søster, Natalie, som projektleder må håndtere alle de nødvendige certifikater, licenser og tilladelser, der skal til for at åbne en restaurant.

Hyldest til kokkefaget

For The Bear viser, hvor kompliceret det er at åbne en restaurant. Især i en tid, under COVID-19-pandemien, hvor mange restauranter må lukke. Den viser hvor meget viljestyrke, knofedt og mod til at satse, det i virkeligheden kræver. Hvor meget passion og hjerteblod, der skal til, for at være blandt de bedste i branchen. Og på den måde er denne sæson først og fremmest en hyldest til alle, der elsker at lave og servere god mad. Til alle kokke og tjenere, der hver dag knokler med at få en restaurant til at løbe rundt.

Således når The Bear ind til kernen af dét, der hele tiden har været drivkraften i Carmys historie, på en måde så vi forstår og bliver klogere undervejs. På en måde, så man bliver helt bevæget over alle dem, der gør sig så umage.

København som kulisse

Og her er vi nødt til lige at slå et smut forbi København. For vores hovedstad, som det gastronomi-mekka den er, spiller en ikke uvæsentlig rolle i serien og har endda fået et helt afsnit. Dels er der flere referencer fra Carmy om ‘hans tid i København’, og hvor skelsættende den var. Og dels følger vi dessertkokken Marcus, da han i afsnit fire bliver sendt til København (til Noma) for at dygtiggøre sig.

Mange af de øvrige afsnit er instrueret af manden bag serien, Christopher Storer, men dette afsnit har Ramy Youssef – ja, ham fra Ramy – fået lov at instruere. Og det er København som et turistpostkort, vi får serveret. Smuk, lækker og cool, så tak for det, Ramy. Inklusiv den spøjse hændelse med Martin Kongstad som en uheldig cyklist.

Men udover at præsentere København fra sin absolut bedste side, rummer afsnittet også noget af det, der er anden sæsons styrke: Små intime scener, hvor karakterernes dybde får lov at folde sig ud, og som samtidig giver et indblik i den psyke hos en kok, der også skal til, for konstant at hige efter nye gastronomiske smagsoplevelser.

Mama Berzatta

De små intime scener bliver også dyrket, når karakterernes baggrundshistorie skal fortælles. Særligt afsnit 6, der er et flashback til en juleaften hos familien Berzatta med Jamie Lee Curtis som den neurotiske og psykisk ustabile mama Berzatta, er fremragende. Et eksempel på, hvor dygtig serien er til på samme tid at skabe en intens gruppedynamik med ensemblepræstation og alligevel skildre detaljer om hver eneste karakter. Og der er mange.

Ensemble og hver for sig

Den dygtighed er højst sandsynligt årsagen til, at flere stærke navne har fundet vej til at medvirke her i sæson 2. Udover Oliver Platt, som også dukkede op i den første, kan skuespillere som Jamie Lee Curtis, Bob Odenkirk, Olivia Colman og Sarah Paulson opleves. Alle leverer stærke præstationer, men det er den faste stab, der er rygraden i serien. Også fætter Richie, som man skifter mellem at have medfølelse for og have lyst til at slå, bare for at få ham til at tie stille.

Forrest i flokken står, selvfølgelig, Jeremy Allen White, og der er en grund til, at han er nomineret til en Emmy for sin rolle. Kompleks, fucked up, ambitiøs og bange for nære relationer. White er det hele med overbevisning.

Sult er godt

Hvert afsnit er sit eget og forskelligt fra de øvrige. Det mest sigende ved dem alle er, at man kan mærke, at Christopher Storer og de andre forfattere, har gjort sig umage med denne sæson to. Her er ikke noget med at hvile på laurbærrene og dovne med ‘mere af det samme’. De har tænkt og mærket efter, hvilken retning denne sæson to skulle hen. Turdet gå nye veje.

Og det at gøre sig umage og at turde betaler sig, for anden sæson af The Bear er endnu bedre end den første. Og ikke nok med det. Den er også en af årets bedste serier – med nerve, højt blodtryk og følelserne uden på tøjet. Og så får den ikke mindst en til at sætte pris på god mad og god service.