Anmeldelse: ‘Orkestret' sæson 2 byder stadig på guddommeligt morsomme øjeblikke

Hvor mange ydmygelser skal en venlig mand gennemgå, spørger man sig selv om, når man ser de første fem afsnit af anden sæson af Orkestret. En serie, hvis første sæson, jeg var ovenud begejstret for.

Afsindig skarp i sine observationer om, hvor svært det kan være at stå oprejst på dét, nogen ville kalde wokeismens glidebane, og med nogle karakterer, for hvem ens sym- og antipatier bølger frem og tilbage som i en tenniskamp.

Pleaseren Jeppe Nygren

For hovedpersonen, eller en af dem, er midaldrende Jeppe (Rasmus Bruun), der bliver ansat som chef for et symfoniorkester i et mediehus, der minder utrolig meget om DR.

Her skal han både håndtere sin chef, i skikkelse af en manipulerende Lise Baastrup, der som alle chefer godt kan lide at tørre lortene af på Jeppes stol, musikere, der kæmper en indædt kamp mod hinanden om 1. klarinet-pladsen og en kone, der drikker for meget og samtidig er utro. Ikke nemt, når man er en udpræget pleaser, der bare gerne vil gøre alle tilpas og tilfredse.

Klarinet-rivaler

I åbningen af anden sæson har konen Regitze (Neel Rønholt) taget konsekvensen af både druk og utroskab. Hun er stoppet med at drikke og har forladt Jeppe til fordel for en af klarinettisterne, den på overfladen charmerende Simon (Caspar Phillipson). Så nu er Jeppe skubbet ud på sidelinjen som ægtemand og far. Roller, som Simon lidt for ivrigt overtager.

Simon er heller ikke populær hos klarinet-rivalen, Bo, hvis eneste store drøm her i livet er at blive 1. klarinettist i orkestret, men selv om Bo musikalsk er den bedste, er han også antitesen til Jeppe. Bo (Frederik Cilius) vil ikke please nogen og bevarer sin integritet, men er til gengæld også noget af et røvhul i manges øjne. Han siger ting, der sårer folk og lægger ikke skjul på, at han er 100 % egoistisk.

Mere plads til birollerne

Her i anden sæson får Simon lov til at fylde mere, hvilket giver plads til, at Caspar Phillipson kan udfolde sig. Ubehagelig i sin behagelighed er Simon helt eminent naglet af Phillipson, fra det skjult narcissistiske til det raffineret udspekulerede. Det er morsomt på en lækker, ond måde.

I det hele taget er der mange guldkarakterer. Udover hovedpersonerne bliver der introduceret nye – som kantinedamen Lene, som Bo får et had/kærlighedsforhold til. Spillet af en fremragende, underspillet Lene Maria Christensen, der her er modcastet i forhold til, hvordan vi ellers har set hende. Det klæder både hende og serien, at have en madmor, der er sur i sulet.

Komik vs. drama

Hverken Rasmus Bruun eller Frederik Cilius, der spiller Jeppe og Bo, er uddannede skuespillere, men rollerne i Orkestret passer så godt til dem, at man ikke ofte mærker det utrænede. De bliver tværtimod bedre og bedre til nuancerne og til balancen mellem komedie og drama uden at overspille.

På den måde forstår Mikkel Munch-Fals, der har skrevet (sammen med Søren Felbo) og instrueret at give dem både plads og snor til at ramme den funklende komik, der ligger i de fleste scener.

Knasterne

Af malurt i bægeret tager anden sæson et par afsnit, før den føles, som om den for alvor er i gang. Jeg nåede at tænke, ‘det er bare mere af det samme’, før der kom mere skred i udfoldelserne.

Overordnet mangler anden sæson også den klare retning, som første sæson havde. Den eneste narrative tovholder i den nye sæson er, at Jeppe skal spare en million i sit budget. Om det er hans kære, men unyttige sekretær, der skal fyres, maden i kantinen, der skal slækkes på, når det gælder kvaliteten, eller noget helt tredje, er Jeppes og sæsonens eneste mål.

Og så selvfølgelig om han nogensinde får mandet sig op imod alle de ydmygelser, han bliver udsat for. Men forløsning på den fortællebue har vi nok til gode ude i fremtiden.

Tør, hvor andre tier

I sidste ende rokker disse små knaster ikke ved, at Orkestret her i anden sæson stadig er højtbelagt underholdning. Skarp, vittig, observationsstærk og med komik, der både gør ondt i pinagtigheden og får en til at grine af genkendelse.

På den måde føles den stadig som en komedieserie, der tør mere end de fleste andre danske produktioner. Der er noget vidunderligt fandenivoldsk over den, som jeg håber varer ved. Og i hvert fald kan sæson 2 nu nydes som en kølig, politisk ukorrekt og satirisk longdrink.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: