Kultur | Nyheder

Luise Kirsten Skov: ”Her blev det alligevel for meget for mig”

Af
Louise Kidde Sauntved
16. juli 2024
Interview med Luise Kirsten Skov
Foto: Bjarne Stæhr

Del artikel

Ugens profil er skuespiller Luise Kirsten Skov, der lige nu er aktuel i 'En ideel ægtemand' på Grønnegårds Teatret.

1. Hvad var din seneste kulturoplevelse?

– Jeg har for nylig set Richard Wagners Tristan og Isolde i Operaen, og jeg er startet på den nye sæson af Bachelorette på TV 2. Det er jo lidt to ender af kulturspektret, men jeg må sige, at begge oplevelser har været positive og stærkt anbefalelsesværdige!

2. Hvad skal en god kulturoplevelse kunne?

– Jeg elsker, når kultur kan bevæge mig og få mig til at glemme tid og sted eller få mig til at reflektere over noget, jeg ikke havde forventet. Jeg elsker at blive overrasket! Men jeg kan også være meget tilfreds med ”bare” at være rigtig godt underholdt.

3. Hvem vil du helst opleve kultur med?

– Min mor eller min kæreste. Min mor er meget begejstret og min kæreste er meget kritisk, så det er altid meget forskellige og gode oplevelser at dele og diskutere kultur med dem.

Kort om Luise Kirsten Skov

Kendt fra:
En lang række roller på blandt andet Aarhus Teater og Teatergrad, senest De usynlige.

Aktuel som:
Mrs. Gertrude Chiltern i En ideel ægtemand på Grønnegårds Teatret, der kan opleves indtil 24. august

4. Er der en kulturoplevelse, du aldrig glemmer?

– I 2009 tog min mor mig med på Kronborg, hvor det britiske kompagni Donmar Warehouse spillede deres opsætning af Hamlet med Jude Law i hovedrollen. Jeg var i forvejen allerede ret forelsket i teateret og især i Shakespeare, men til den forestilling vidste jeg, at det var for livet.

5. Er du nogensinde gået midt i en film/koncert eller teaterstykke?

– Jeg er simpelthen alt for pligtopfyldende og nervøs til at turde gå midt i noget. Jeg er alt for bange for, at dem på scenen vil se det og blive kede af det, eller at publikum omkring mig vil blive irriterede. Men for et par år siden udvandrede jeg og min ven faktisk, da vi var i biografen og se Venom 2. Jeg er ellers ret stor fan at tvivlsomme superheltefilm, men her blev det alligevel for meget for mig.

6. Hvilken by er din yndlingskulturby?

– Jeg ved godt, at det er et utroligt klichéfyldt svar, men Paris er absolut den by, hvor jeg har haft nogle af mine største kulturoplevelser, både når det kommer til museer, koncerter og så selvfølgelig mad. Jeg har været der utroligt mange gange, og jeg vil hele tiden tilbage og spise mere, se mere, opleve mere.

7. Har du en kulturvane, du ikke helt vil være ved?

– Jeg genser Gilmore Girls mindst én gang om året. Det er jeg ikke superstolt af, men det er bare helt perfekt at strikke til om efteråret, og nu er det nærmest en slags tradition for mig. Det er jo bare en virkelig god serie.

8. Hvilke kulturoplevelser glæder du dig til?

– Jeg glæder mig allerede til at se Noter om Blanche på Husets Teater i starten af 2025. Forestillingen er af og med Nanna Cecilie Bang, og hende er jeg simpelthen fan af! Og så glæder jeg mig selvfølgelig utroligt meget til, sammen med mine vildt dygtige kollegaer, at skulle spille En Ideel Ægtemand på Grønnegårds Teatret. Jeg håber, at vi får lov at spille for en masse glade mennesker, og at sommervejret bliver helt perfekt!

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omTeaterScene

Andre Kultur | Nyheder